Engle har mange ansigter!

Tao Fong Shan, lørdag d. 31. august.

Kære alle!

Der er utrolig mange engle i Hong Kong, - næsten for mange! I undergrundsbanen, på gaderne, i indkøbscentrene - - - det vrimler med dem alle steder, så man til tider næsten kan få åndenød. 

Men hver eneste gang man bare kikker på et kort, eller ikke lige ved hvor man er, eller hvor man skal hen, varer det kun få sekunder før én af mylderet standser og spørger, om de kan hjælpe? 

Sådan nogle hjælpe-engle har vi haft glæde af utallige gange på vores ekspeditioner rundt i den store by. I går var det to søde unge piger fra mormonkirken, der fulgte os næsten helt hen til ”Museet for Hong Kong´s Kulturarv”, som var målet for vores tur. Undervejs fik vi en god og spændende snak med dem. De var her som ung-missionærer, den ene fra Utah, USA, og den anden fra Malaysia. Jeg er sikker på, de syntes, det var helt spændende at høre om, hvad lutheranere fra Danmark troede og tænkte. Så om det egentlig var dem, der endte med at være missionærer, er jeg ikke sikker på!  For øvrigt var det et rigtig spændende og levende museum, - også for børn, og derfor selvfølgelig også for forældre.

Ved den kinesiske gudstjeneste i søndags var der også en engel. Han kom og satte sig ved siden af os og oversatte simultant, så vi kunne følge, hvad der blev sagt. Der blev prædiket på den dialekt af kinesisk, som hedder ”Mandarin”, og præsten oversatte så til den dialekt, som tales her og i en stor del af det sydlige Kina, ”Cantonesisk”. De kan fint forstå hinanden, når de skriver, men udtaler de kinesiske billedtegn helt forskelligt, - og når vi andre forsøger os, kan de ikke engang høre, at det er kinesisk! Det kinesiske sprog består jo af en hel masse små billeder, og hvis vi ser et billede af en blomst, kalder vi det ”en blomst”. Andre, som ser det samme billede, kalder det ”a flower”, - og det lyder jo unægtelig anderledes, selv om det er det samme billede, vi taler om.  På samme måde er det med de kinesiske dialekter.

Englen i søndags snakkede vi også med efter gudstjenesten ved kirke-teen. Det viste sig, at han boede nede i byen og var forlagsredaktør. Hans kone og søn var også med. Hun havde været ansat ved politiet og arbejdede nu på et offentligt kontor, der forsøgte at afsløre folk, som hvidvaskede sorte penge. Sønnen skulle i næste måned rejse til London for at studere fysik i tre år. En rigtig sød og spændende familie at tale med. Men jeg tror i øvrigt, det er situationen for rigtig mange familier, at de splittes ud over jorden, fordi børnene eller en af forældrene i kortere eller længere tid tager til langt-bort-istan for at dygtiggøre sig. Men hva´ ? – sådan er det jo også ved at være for mange danske familier! Vi lever i sandhed i en global landsby!

Vi har i begyndelsen af ugen været ude for at købe ind til frokosten i vores lille hus torsdag middag for personalet i ”Maintenance Department” (håndværkere og andet praktisk personale) og ”Pilgrims Hall” (alle dem, der står for madlavning og indkvartering). Det er noget, der tager tid, fordi vi endnu ikke kender alle de nye og anderledes produkter på hylderne. Mange af beskrivelserne står på kinesisk, og spørger man personalet i forretningerne, står de fleste som store spørgsmålstegn, fordi de ikke forstår engelsk. 

Men det lykkedes, og torsdag middag myldrede 11 gæster ind af døren. 

Aftalen var, at køkkenet på Pilgrims Hall skulle stå for hovedretten og vi (læs: Birgit!) skulle stå for forskellige smagsprøver med dansk islæt, - bagværk, frikadeller, rugbrøds-pindemadder. Alene ordet, kan få en kineser til at knække sammen af grin! 

Vi havde dækket fint op med røde og hvide servietter, - men med spisepinde. Hovedretten var naturligvis ris og kød af forskellig slags. Der blev ikke så lidt til rest, så hvis I har lyst, er I velkomne til at komme og spise rester!

Det blev et par rigtig festlige timer, hvor vi også fortalte dem lidt om os selv og vores familie. Det var de meget interesserede i! Jeg spurgte dem bl.a., om de syntes, vi boede ligesom en kinesisk familie? Det syntes de absolut ikke; og da jeg så spurgte dem om, hvori forskellen bestod, svarede de som med én mund: ”I har meget mere plads, og så er der så mange ting!” 

Selvom der er mange stenrige kinesere, så må vi nok stadig erkende, at der er en meget stor middel- og lavere middelklasse, som materielt set har det rimelig godt, men langtfra så godt , som vi har det. De mange, mange, mange kæmpehøje lejlighedskomplekser ser imponerende ud, men dækker også mange steder over en ny form for slum.

De sidste par dage har det regnet, virkelig regnet, - ikke bare ”regnet skomagerdrenge”, som man sagde i min barndom;  nej, her har det regnet med ”skomagere”! Om eftermiddagen har det klaret op, så vi har kunnet komme lidt ud. Vi gik så ud for at se nogle af de steder på Tao Fong Shans område, vi endnu ikke havde set, men da vi ville hjemad, var træerne og jorden levende af aber, og mange af dem med små unger. Men hjem skulle vi jo, så vi gik ”modigt” op imellem dem, men da vi nærmede os en abemor med unge, blev den temmelig aggressiv. 

Men den har jo nok trods alt været mere bange end os! I hvert fald angreb den ikke. Og i morges, da vi skulle op på centret, var der en flok aber lige uden for vores hus, inde på vores grund.  De smuttede dog hurtigt ud under indhegningen.

I formiddags havde vi et møde med Yannis, som står for udlejning og administration af Pilgrim Hall. Det bliver i høj grad dér, vi får lejlighed til at møde nye gæster, når de kommer til måltiderne, og derfor også her ud fra vores arbejde kommer til at foregå, så det var meget nyttigt virkelig at se stedet og blive sat ind i arbejdet dér.

Når vi om morgenen går op til morgensang i den lille, runde kirke, passerer vi en labyrint, som er lavet af sten. Her kan gæster, som kommer for i nogle dage at trække sig tilbage fra dagligdagens travlhed og finde ro til at tænke over tilværelsen, vandre rundt i labyrintens gange, som fører dem ad veje, de måske ikke lige havde forudset, men veje de SKAL GÅ. 

Til sidst på vandringen når de centrum, og kan så forhåbentlig gå ud igen med ny indsigt om, hvad centrum er for DERES liv, men også med fornyet inspiration til at leve det liv, som er deres, og som til tider fører ad veje, der ikke lige var efter ønske, men veje, der skal gåes, - og dertil ønsker vi at Gud vil give både jer og os ”lykke og gode råd!” - - - Måske der kommer en engel med det allerbedste råd!

Kærlig hilsen

Birgit og Erik

Al begyndelse er svær!

Tao Fong Shan , lørdag d. 24. aug. 2013

Kære alle!

Man synker lige en gang og ser fuldstændig uinteresseret ud, når der kommer en flok store aber balancerende hen ad rækværket på den trappe, man skal ned ad. De kunne så let som ingenting have rakt armen ud og grebet fat i os, - men de gjorde det ikke, og vores usikkerhed over for dem bliver sikkert mindre med tiden.  For det er den vej vi skal, når vi skal ned i byen, så dér kommer vi til at gå rigtig mange gange. Vi mødte også i mandags nogle store, vilde hunde. Dem er vi nu ikke vilde med! Heldigvis var de mere vilde med hinanden end med os. Men ak, hvad gør man ikke for at komme ned i IKEA for at hente rugbrødspulver, som bare skal rystes med vand i den ”mælkekarton” hvori man køber det og så hældes i en form, hæve og bage i 60 min., og - - - voila! Så har du et særdeles lækkert rugbrød.

Ellers er ugen gået med at blive lidt fortrolige med Hong Kong, indkøbsmuligheder, transportsystemet osv., og så ellers læse om Tao Fong Shan, indrette os på kontoret, hvor vi sidder sammen med de øvrige ansatte i ”service unit”. Det er nogle utrolig søde og hjælpsomme folk med en god portion sans for humor, så dér føler vi os rigtig godt tilpas. 

Hele afdelingen inviterede os på velkomstfrokost nede i byen forleden dag, hvor vi blev præsenteret for mange af Hong Kongs specialiteter, ”Dim Sum”, som er dampkogte boller med fyld af forskellig slags. 

De smagte faktisk fint, - de fleste af dem! Lidt mere sjovt var det, da vi blev præsenteret for hønsefødder  og  - - - nej, ingen gulerødder! Her skulle vi sutte skindet af hønsetæerne, som var stegt og smurt med sort bønnesovs. Det havde vi meget sjov af!

Et helt kapitel for sig er det at finde ud af at købe ind til vores egen husholdning. Vi spiser en del måltider herhjemme, men kan også spise så meget vi vil oppe på ”Pilgrims Hall”, hvor vi så bare skal melde os til dagen i forvejen, - og betaler naturligvis en fast pris pr. måltid. Men det er et godt sted at træffe de mennesker, der kommer til stedet, og det er rigtig mange forskellige folk rundt omkring fra hele verden, så også på den måde er det et spændende sted at være. Og det er jo noget af det, der bliver vores fremtidige arbejde, at vise de mange forskellige gæster rundt på centeret og fortælle dem om stedet, og invitere de studerende, der kommer, hjem til os privat og på den måde lave lidt hjemlig hygge for dem. Mange af dem kommer fra det kinesiske fastland og er religiøst søgende mennesker, som gerne vil have svar på livets store spørgsmål. Derfor er det naturligt, at snakken så også kommer til at dreje sig om andet og mere end aktiekurser og børsnoteringer. Rigtig mange vil også gerne dygtiggøre sig i engelsk, så alene det er en vigtig grund til, at de gerne vil snakke med os. Og så er de utrolig spørgende og lydhøre for, hvordan vi lever, tænker, tror og indretter os i Danmark.

Vores opgave bliver også at hjælpe dem med alle de praktiske ting, indkøb, transport, lægehjælp osv., - netop alt det vi selv pt. knokler med at finde ud af for at kunne give det videre. Mange vil sikkert også  gerne have hjælp til at finde ud af, hvad man skal se, når man er her i kortere tid. Vi skal derfor også have et overordnet kendskab til Hong Kong; så også derfor turer vi rundt og prøver selv at opleve så meget som muligt. 

Forleden aften var vi oppe på ”The Peak”, et af Hong Kongs mest berømte udsigtspunkter, og nyde udsigten over byen by night. Et helt fantastisk syn.

I går gik vi op til ”De Titusinde Buddhaers Tempel”. I  luftlinie ligger det faktisk ikke langt herfra. Det var en meget spøjs oplevelse! 

På vej op ad de 431 trappetrin i 32 graders varme og med en luftfugtighed på 90!

Hele vejen derop er flankeret af buddhafigurer og tempelpladsen fyldt med røgelseskar og figurer. Mon ikke denne Buddha med seks børn kravlende rundt på sig, er en morfar/farfar med sine 6 børnebørn?

At Tao Fong Shan er et lille paradis, er hævet over al tvivl. Men i ethvert paradis er der også en slange, - eller var der også en slange, for jeg slog den ihjel forleden morgen lige her ude på vores terrasse. En lang, tynd, sort kal, som hvæsede ad mig. Men det skulle den ikke have gjort, for sådan noget er der dødsstraf for; og dommen blev omgående eksekveret med en kraftig stok! Nu bliver det så spændende at opleve, hvordan det vil være at leve i et paradis uden slanger! – et sted hvor al ondskab er væk! 

Nej, suk! - - - Kender I ikke historien om Sankt Georg og Dragen? Den er illustreret på et kalkmaleri i Aarhus Domkirke, hvor vi ser, at Georg lige har dræbt den onde drage, - men henne i hulen bagved, er der allerede en ny lille drageunge klar. Sådan er det sikkert også her. Sådan er det jo overalt på jorden. Men vi tror, at der er én, der har styr på både vilde hunde, aber og slanger, og som også passer på os! Og vi håber og be´r til at Han også passer på alle jer derhjemme!

Kærlig hilsen fra

Birgit og Erik

Tao Fong Shan, søndag d. 18. aug. 2013.

Kære alle!

Endelig blev det alvor! Der er grænser for, hvor længe man kan blive ved med bare at forberede. Ganske vist siger man, at ”forventningens glæde er altid den største!” Det tror vi nu ikke kommer til at gælde i dette tilfælde, hvis vi skal dømme ud fra den modtagelse, vi har fået her på Tao Fong Shan.

Den bedste afsked vi kunne ønske, fik vi i Billund, hvor de fleste børn, sv.børn og børnebørn var mødt op i lufthavnen for at sige farvel. Og så gik det ellers planmæssigt mod Hong Kong, - bortset fra en times forsinkelse fra Amsterdam, en kuffert, som ikke var kommet med flyveren og en vejrudsigt i Hong Kong som stod på tyfon, så stort set alt var lukket ned. Men måske var det vores held, at vi var forsinkede, da tyfonen næsten var passeret, da vi landede.

Og så var der ellers stor modtagelse. I lufthavnen blev vi modtaget af centerets chauffør, Wing, og ved foden af bjerget, hvor vi bor, blev vi modtaget af en stor flok aber, som sprang rundt i træer og på gaden, og da vi nåede op på centeret, ventede de på ”Pilgrims Hall” med varm mad, - foruden at der var fyldt op i køleskabet i vores hus, ”Ai Kuang Yuen”, som betyder noget i retning af ”hjemmet for de der elsker lys og blomster”, og til sidst ventede et par opredte senge, hvor vi fik en god og tiltrængt nats søvn.

Der er rigtig mange nye ting at lære, rigtig mange nye mennesker at lære at kende, både på kontoret, hvor vi har vore pladser side om side med de øvrige medarbejdere i ”service unit”, men også alle de andre afdelinger, hvor der arbejdes med dialog mellem kristne og buddhister og kristendom i en kinesisk kultursammenhæng. Et andet sted arbejdes med oversættelse af kristen litteratur til kinesisk, foruden hele præsteseminariet, som knejser flot øverst oppe. De studerende her kommer dog først nogle dage inde i september, så meget af arbejdet er endnu ikke rigtig gået i gang.

I går turede vi rundt i Hong Kong for at lære det offentlige transportsystem at kende. Det lader til at fungere fantastisk godt og siges da også at være det bedste i verden. Gid DSB og Arriva ville lave en studietur til Hong Kong!

Vi er glade for vores lille hus med air-condition. Så snart vi træder uden for døren, er det, som om vi træder ind i et af de store drivhuse i botanisk have, - lige så varmt og lige så fugtigt. I går var luftfugtigheden på 91%. Men der er heldigvis air-condition i forretninger, på banegårde og stort set alle steder, hvor man kommer. Beplantningen er også næsten som i botanisk have, - urskov og utrolig frodigt.

Nu er vi lige kommet hjem fra en kinesiske gudstjeneste i den lille ottekantede kirke. Det er en kvindelig præst, der er ved kirken, men hvad hun sagde, ville vi ikke have forstået et suk af, hvis ikke det var, fordi hun havde fået en af lærerne ved præsteseminariet, som underviser i Gammel Testamente, til at oversætte for os.

Det gjorde han rigtig godt og tydeligt, så det var en fornøjelse. Vi blev budt velkommen af både præst og menighed, og man kan ikke andet end føle, at de er glade for, vi er kommet. Efter gudstjenesten var der kirke-te med de mest underlige søde kager til, - nogle af dem lavet af blæksprutteskind! Det smagte nu bedre, end det lyder til!

Der stod her i huset et par plasticsandaler, som vore forgængere havde efterladt, - bare lige en sål med en rem over, - det er vist dem man kalder ”Jesus-sandaler”. Dem bruger jeg nu inden døre, og de er faktisk rigtig gode! Helt bogstaveligt går jeg altså i deres fodspor. Men jeg gør det også i overført betydning, for sådan går vi vel alle sammen i større eller mindre grad i fodsporene af dem, der var før os. Og når vi nu har fået lov til i ti måneder at være en del af dette sted, kan man ikke lade være med at tænke på alle de mange, i hvis ”fodspor” vi i dag går. Det er mennesker, der har slidt og slæbt og tænkt store tanker for at få centret her op at stå. Primus motor i det hele var en norsk missionær, Karl Ludvig Reichelt, som havde den vision, at han ville nå de kinesiske buddhister med det kristne evangelium. Derfor rejste han landet rundt på kryds og tværs og besøgte utrolig mange buddhistklostre. Kunne han blot nå nogle af munkene dér, kunne de være med til at sprede det glade budskab til andre klostre og kinesiske samfund. P.gr. af uroligheder flyttede han omk. 1930 fra fastlandet til Hong Kong, hvor han på en auktion købte et bjerg (dengang de var billigt til salg!), og her fik han en dansk arkitekt, Prip-Møller, til i gammel kinesisk stil at bygge centret her, Tao Fong Shan, så det mindede om et gammelt kinesisk buddhistkloster.

I 1980´erne kom så præsteseminariet til.

Der er gået – og går stadig – megen teologisk inspiration ud til hele verden fra dette sted, mest naturligvis til Kina. Også mange danske præster og teologiske professorer har i tidens løb både givet og hentet inspiration her på dette bjerg, og vi glæder os til i de næste måneder at være en del af fællesskabet, hvor vi forhåbentlig både kan give og modtage.

Vores adresse er:

Tao Fong Shan Christian Center
33 Tao Fong Shan Road
Shatin, NT
Hong Kong
Telefon i huset hvor vi bor: 00852-26994997
Telefon på kontoret: 00852-26944036

Men I skal ikke hverken skrive eller ringe. Hvis I har lyst, så send en mail. Det koster ikke noget!

Tak fordi I læste med og dermed viste, at I tænker på os!

Kærlig hilsen, Birgit og Erik