Engle har mange ansigter!

Tao Fong Shan, lørdag d. 31. august.

Kære alle!

Der er utrolig mange engle i Hong Kong, - næsten for mange! I undergrundsbanen, på gaderne, i indkøbscentrene - - - det vrimler med dem alle steder, så man til tider næsten kan få åndenød. 

Men hver eneste gang man bare kikker på et kort, eller ikke lige ved hvor man er, eller hvor man skal hen, varer det kun få sekunder før én af mylderet standser og spørger, om de kan hjælpe? 

Sådan nogle hjælpe-engle har vi haft glæde af utallige gange på vores ekspeditioner rundt i den store by. I går var det to søde unge piger fra mormonkirken, der fulgte os næsten helt hen til ”Museet for Hong Kong´s Kulturarv”, som var målet for vores tur. Undervejs fik vi en god og spændende snak med dem. De var her som ung-missionærer, den ene fra Utah, USA, og den anden fra Malaysia. Jeg er sikker på, de syntes, det var helt spændende at høre om, hvad lutheranere fra Danmark troede og tænkte. Så om det egentlig var dem, der endte med at være missionærer, er jeg ikke sikker på!  For øvrigt var det et rigtig spændende og levende museum, - også for børn, og derfor selvfølgelig også for forældre.

Ved den kinesiske gudstjeneste i søndags var der også en engel. Han kom og satte sig ved siden af os og oversatte simultant, så vi kunne følge, hvad der blev sagt. Der blev prædiket på den dialekt af kinesisk, som hedder ”Mandarin”, og præsten oversatte så til den dialekt, som tales her og i en stor del af det sydlige Kina, ”Cantonesisk”. De kan fint forstå hinanden, når de skriver, men udtaler de kinesiske billedtegn helt forskelligt, - og når vi andre forsøger os, kan de ikke engang høre, at det er kinesisk! Det kinesiske sprog består jo af en hel masse små billeder, og hvis vi ser et billede af en blomst, kalder vi det ”en blomst”. Andre, som ser det samme billede, kalder det ”a flower”, - og det lyder jo unægtelig anderledes, selv om det er det samme billede, vi taler om.  På samme måde er det med de kinesiske dialekter.

Englen i søndags snakkede vi også med efter gudstjenesten ved kirke-teen. Det viste sig, at han boede nede i byen og var forlagsredaktør. Hans kone og søn var også med. Hun havde været ansat ved politiet og arbejdede nu på et offentligt kontor, der forsøgte at afsløre folk, som hvidvaskede sorte penge. Sønnen skulle i næste måned rejse til London for at studere fysik i tre år. En rigtig sød og spændende familie at tale med. Men jeg tror i øvrigt, det er situationen for rigtig mange familier, at de splittes ud over jorden, fordi børnene eller en af forældrene i kortere eller længere tid tager til langt-bort-istan for at dygtiggøre sig. Men hva´ ? – sådan er det jo også ved at være for mange danske familier! Vi lever i sandhed i en global landsby!

Vi har i begyndelsen af ugen været ude for at købe ind til frokosten i vores lille hus torsdag middag for personalet i ”Maintenance Department” (håndværkere og andet praktisk personale) og ”Pilgrims Hall” (alle dem, der står for madlavning og indkvartering). Det er noget, der tager tid, fordi vi endnu ikke kender alle de nye og anderledes produkter på hylderne. Mange af beskrivelserne står på kinesisk, og spørger man personalet i forretningerne, står de fleste som store spørgsmålstegn, fordi de ikke forstår engelsk. 

Men det lykkedes, og torsdag middag myldrede 11 gæster ind af døren. 

Aftalen var, at køkkenet på Pilgrims Hall skulle stå for hovedretten og vi (læs: Birgit!) skulle stå for forskellige smagsprøver med dansk islæt, - bagværk, frikadeller, rugbrøds-pindemadder. Alene ordet, kan få en kineser til at knække sammen af grin! 

Vi havde dækket fint op med røde og hvide servietter, - men med spisepinde. Hovedretten var naturligvis ris og kød af forskellig slags. Der blev ikke så lidt til rest, så hvis I har lyst, er I velkomne til at komme og spise rester!

Det blev et par rigtig festlige timer, hvor vi også fortalte dem lidt om os selv og vores familie. Det var de meget interesserede i! Jeg spurgte dem bl.a., om de syntes, vi boede ligesom en kinesisk familie? Det syntes de absolut ikke; og da jeg så spurgte dem om, hvori forskellen bestod, svarede de som med én mund: ”I har meget mere plads, og så er der så mange ting!” 

Selvom der er mange stenrige kinesere, så må vi nok stadig erkende, at der er en meget stor middel- og lavere middelklasse, som materielt set har det rimelig godt, men langtfra så godt , som vi har det. De mange, mange, mange kæmpehøje lejlighedskomplekser ser imponerende ud, men dækker også mange steder over en ny form for slum.

De sidste par dage har det regnet, virkelig regnet, - ikke bare ”regnet skomagerdrenge”, som man sagde i min barndom;  nej, her har det regnet med ”skomagere”! Om eftermiddagen har det klaret op, så vi har kunnet komme lidt ud. Vi gik så ud for at se nogle af de steder på Tao Fong Shans område, vi endnu ikke havde set, men da vi ville hjemad, var træerne og jorden levende af aber, og mange af dem med små unger. Men hjem skulle vi jo, så vi gik ”modigt” op imellem dem, men da vi nærmede os en abemor med unge, blev den temmelig aggressiv. 

Men den har jo nok trods alt været mere bange end os! I hvert fald angreb den ikke. Og i morges, da vi skulle op på centret, var der en flok aber lige uden for vores hus, inde på vores grund.  De smuttede dog hurtigt ud under indhegningen.

I formiddags havde vi et møde med Yannis, som står for udlejning og administration af Pilgrim Hall. Det bliver i høj grad dér, vi får lejlighed til at møde nye gæster, når de kommer til måltiderne, og derfor også her ud fra vores arbejde kommer til at foregå, så det var meget nyttigt virkelig at se stedet og blive sat ind i arbejdet dér.

Når vi om morgenen går op til morgensang i den lille, runde kirke, passerer vi en labyrint, som er lavet af sten. Her kan gæster, som kommer for i nogle dage at trække sig tilbage fra dagligdagens travlhed og finde ro til at tænke over tilværelsen, vandre rundt i labyrintens gange, som fører dem ad veje, de måske ikke lige havde forudset, men veje de SKAL GÅ. 

Til sidst på vandringen når de centrum, og kan så forhåbentlig gå ud igen med ny indsigt om, hvad centrum er for DERES liv, men også med fornyet inspiration til at leve det liv, som er deres, og som til tider fører ad veje, der ikke lige var efter ønske, men veje, der skal gåes, - og dertil ønsker vi at Gud vil give både jer og os ”lykke og gode råd!” - - - Måske der kommer en engel med det allerbedste råd!

Kærlig hilsen

Birgit og Erik