LARMENDE STILHED

Tao Fong Shan lørdag d. 29. marts

Tudseæg! – nåh ja selvfølgelig! Vi havde spekuleret en del over, hvad de mærkelige skumgummi-lignende puder, som var dukket op i vores Lotus-dam, dog kunne være? Men selvfølgelig er foråret også kommet til dem, der tudser rundt i det mudrede vand. Spændende bliver det, om der snart dukker nogle tudseunger frem.

Inden længe vil der sikkert også være nogle lotusblomster, der dukker frem af det mudrede vand og folder sig ud på vandoverfladen. Lotusblomsten er et billede på det, som er alle buddhisters mål, - at nå til klarhed, komme op i lyset og blive fri af denne verdens lidelser. Og der er i sandhed mange lidelser. Forleden aften havde de internationale studerende oppe på Præsteseminariet inviteret til aftenbøn oppe i deres kirke.

Én fra hvert af de repræsenterede lande stod så frem og fortalte lidt om deres land, og hvad de gerne ville, vi skulle bede om. Efter hvert indlæg var der så stilhed i et par minutter, så man kunne bede hver for sig. Man kunne måske tro, at det kun var i de mindre udviklede lande, der var noget at bede for. Men jeg synes næsten, nogle af de stærkeste indlæg kom fra USA og Tyskland. ”I er vant til at tænke på USA som et rigt og veludviklet land”, sagde hun, ”men I aner ikke, hvor meget nød og fattigdom, der findes”. Og det er jo nok rigtigt. Hvad findes der ikke også af nød og elendighed i Danmark!  - - - Og så alligevel, så er vore hjemlige problemer nu ikke af de dimensioner, som vi finder andre steder! Det kunne vi da godt huske at sige tak for!

Søndag eftermiddag havde Birgit inviteret et par af damerne fra den engelske menighed til bagekursus.

Kineserne elsker bagværk og sødt brød, men de bager ikke selv. Mange af dem har en ovn, men de aner ikke, hvordan man bruger den til at bage i. Så Birgit og de to andre sørgede lige for, at der var friskbagte muffins som dessert ved middagen efter gudstjenesten 17:30.

Mandag tog Birgit og jeg af sted med bus til Sai Kung. Vi var blevet anbefalet at tage et skib derfra ud til nogle meget spændende basalt-klipper på en lille ø.

Solen skinnede og vejret var rigtig sommerligt, men desværre var bølgerne for høje ude omkring de små øer, til at de stedkendte turde sejle derud med deres små speed-både,

så vi måtte nøjes med en kortere, men bestemt også en rigtig dejlig sejltur rundt om nogle af de lidt nærmere øer, hvor der var både huler, klipper og koraller at kikke på.

Vi tog så tilbage til Sai Kung, som er kendt for sine gode fiskerestauranter, - eller ”sea-food” restauranter, som de siger her, for det er virkelig alt godt fra havet, der serveres.

Vi kastede os glade ud i det store og vilde med blæksprutter, østers, snegle, krabber, søpølser, muslinger, vandmænd,  og hvad har vi!!!

Tror I det smagte godt? - - - FORKERT! – Det smagte nemlig rigtig fint!

Én gang hver måned inviterer de internationale studerende til fælles fødselsdagsfejring. Det er ikke det store og vilde. Kun en kort markering lige over middag, hvor man deler en kage og siger tillykke til de, der har fødselsdag i den pågældende måned.

Denne gang var jeg en af dem, der skulle fejres, så da vi kom op på LTS blev vi modtaget med klapsalver. De studerende havde skrevet et fødselsdagskort, som alle havde skrevet sit navn på. Herligt!

Vi var faktisk kun to, der havde haft fødselsdag i marts. Den anden, en pige fra Tyskland, og så jeg, hjalp hinanden med at skære for på fødselsdagskagen.

Det var nu meget festligt, - og en rigtig god idé er det, at man gør sådan noget. De fleste kommer jo langvejs fra, og har ikke nogen til at sige ”tillykke” og fejre én. Det klarer fællesskabet, og det fungerer heldigvis rigtig fint.

Fredag formiddag mødtes de studerende oppe uden for kirken på Præsteseminariet til en ”vandre-gudstjeneste”, hvor man gik fra sted til sted og mindedes den første del af ”Smertens Vej”, Via Dolorosa, som Jesus gik med korset ud til Golgata.

Her var syv stationer, som alle var placeret forskellige steder på LTS. Den syvende station var nede på kirkegården ved Reichelts grav, hvor der var en kort nadvergudstjeneste.

Hele turen foregik i stilhed, undtagen ved de enkelte stationer, hvor der blev læst en kort tekst, som kort blev kommenteret og sat ind i en nutidig sammenhæng. Det var rigtig fint og højtideligt.

Fredag eftermiddag viste jeg en gruppe historie-studerende og lærere fra Hong Kong Universitet rundt på centret og fortalte om stedets historie, bygninger, idé og teologi. Jeg havde lovet at ”underholde” dem i tre timer, og der kan man faktisk nå en hel del. Men det er da spændende at møde så mange forskellige mennesker og aldersgrupper.

I aftes havde vi inviteret en tysk professor her hjem til en kop kaffe, - og han blev her næsten til midnat. Også en rigtig spændende og dygtig fyr, som er kommet her nogle måneder hvert år igennem flere år. Han læste teologi og kinesisk samtidigt i Tyskland og taler flydende Mandarin. Han er dr.teol. og har udgivet flere bøger om kinesisk religion. Resten af året er han professor ved et universitet i Erlangen.

Hvor tager man ellers hen i verden og får lov at sidde og snakke med sådan en spændende fyr en hel aften, og så have ham helt for sig selv!?

De første måneder, vi var herude, havde vi meget sjov og fornøjelse af en 25-30 cm. lang gekko, som hver aften kom frem og sad ude på muren på terrassen. Den kaldes en ”kaldende gekko”, fordi den flere gange om aftenen og natten kommer med nogle temmelig kraftige kaldelyde. Det er sådan, at vores gæster altid stopper brat i det, de er ved at sige, og bliver helt blege i hovederne, når gekkoen tager fat her ude på muren. ”Hvad er det?”

I et halvt år har vi ikke hørt noget til den, men pludselig her forleden aften var den der igen. Og lige for et øjeblik siden kaldte den igen: gek-kooo, gek-kooo, gek-kooooooo. . .  Den bor oppe på loftet under taget og har sikkert sovet vintersøvn. Man kommer ligefrem til at holde af sådan en lille fyr. Det er da hyggeligt!

Den har sikkert også mærket, at det var ved at være forår. Temperaturen har de sidste dage været 30 gr. eller tæt på. Hjemme ville vi nok kalde det sommer. Men skønt er det.

Også aftenerne er rigtig dejlige. Lidt køligere, men lune, så vi kan sidde på terrassen og nyde udsigten. ”En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules”, men det kan en by, der ligger i en dal nu heller ikke! – Flot er det, at sidde og se de tusinder af lys og høre storbyens konstante summen, som næsten kun gør stilheden her oppe på bjerget endnu mere intens.

Det er ikke underligt, at mange nyder at komme herop!

Alt godt!

Birgit og Erik

LYS OG SKYGGER

Tao Fong Shan, d. 22. marts

Kære venner og familie!

”Hvis I skulle ta´ os med og vise os bare én ting her i Hong Kong, hvad skulle det så være?” Sådan spurgte jeg et par unge piger, vi var faldet i snak med, og som boede på Pilgrims Hall i sidste weekend. Den ene var socialpædagog og arbejdede i en børnehave; den anden sygeplejerske på et af Hong Kongs hospitaler.

De tænkte sig om et øjeblik, så sagde den ene: ”Så ville jeg tage jer med til Causeway Bay og vise jer de folk, som raser ud over den eller de personer, man er sur på! 

Hvis du f.eks. er sur på din mand, så kan du skrive hans navn på en seddel og få en af de koner, som sidder dér på en skammel, til at banke seddelen i stykker med sålen fra en gammel sko. Resterne af seddelen puttes evt. i en papirtiger. Det hele brændes i en ovn. Tigeren vil så hjælpe dig til at få hævn over den, du er sur på!”

Det lød rigtig sjovt, så efter at fundet ud af lidt mere om stedet, tog Birgit og jeg af sted til Causeway Bay, under vejbroen lige over for brandstationen.

Det var nemt at finde. Der var mange mennesker samlet; de fleste for at kikke på, - men mange sad i lange rækker på små skamler og ventede, til det blev deres tur til at betale de 50 HK$ for at få en af konerne til at banke ens vrede i stykker og evt. sende en tiger af sted for at bide ham eller hende, man var vred på, så ens vrede forsvandt.

”Kristne får altid at vide, at ”de skal elske deres fjender!” Derfor kommer de aldrig af med deres vrede, og det er ikke mentalt sundt. Vreden skal ud!” Det er sådan, de ikke-kristne kinesere tænker. Det stemmer også helt, med den snak vi havde derinde med en kvik ung mand, som så ud til at være studerende. Han spurgte, om vi stod i kø og skulle prøve? Det skulle vi jo så ikke, men vi spurgte, om han selv skulle have konerne til at rase ud for sig? Det skulle han. Han kom her jævnligt, ”for jeg er daoist!” sagde han.

Sandheden er nu nok, at han i lighed med de fleste andre kinesere, ikke helt havde styr på de forskellige religioner og trosretninger, men fulgte den tradition og de skikke, der er i den kultur, han var vokset op i.

Men sjovt så det ud!

Jeg brugte vores oplevelser dér i Causeway Bay, da jeg om søndagen skulle prædike i den engelske menighed om Nikodemus. Han var jo et menneske ligesom alle vi andre, der gerne vil ud af det mørke, der somme tider kan omgive os. Og hvordan gør vi lige det? Tjaaa, nogle gør det altså ved at få det banket ud med sålen fra en gammel sko! Og så er vi jo nogle, der er så heldige at kende ham, som  sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, som følger mig skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!”

Da vi nu var inde i byen, helt ovre på Hong Kong øen, benyttede vi lejligheden til at trave rundt i de små gader, men også ufatteligt flotte indkøbscentre. Causeway Bay er et rigtig handelscentrum, - uanset hvilket prisniveau du bevæger dig i. Ude i en af boderne på gaden fandt Birgit en bluse, som hun nu er den lykkelige ejer af. Dér passer prisniveauet  bedre  til vores pengepung!

Søndag kom staben fra Areopagos hertil, - to fra Danmark (Dorthe og Inga) og tre fra Norge (Raag, Grethe, Therese). De havde været en tur rundt ad kunstcentret, Nordica, i Kunming i den sydvestlige del af Kina. Også dér er der nogle volontører, som er udsendt af Areopagos.

En stor del af ugen er så gået med møder med folkene fra Areopagos. Jeg tror, det er vigtigt, at de kender forholdene her ved selvsyn, og at man har mødt hinanden ”face to face”. Det gør samarbejdet meget lettere.

De har også flere gange været hernede hos os i privaten til en mere hyggelig og afslappet snak om de udfordringer, glæder og skuffelser, der kan være i samarbejdet.

Denne gang skulle vi i særdeleshed tale om de nye vinde, der blæser for samarbejdet i ”Ascension House”, hvor der tidligere kom mange unge backpackere fra Skandinavien. Nu er det alt overvejende unge fra Hong Kong, men alle er enige om, at det kunne være rigtig godt, hvis unge fra de nordiske lande her kunne få et fællesskab med unge fra Hong Kong, så man kunne lære af hinanden og få en større forståelse for hinandens kultur, tanker og tro.

Mandag eftermiddag tog så alle vi med tilknytning til Ascension House af sted på en lille udflugt til Tai Mei Tuk, hvor vi fik rørt benene ved at trave over dæmningen, snakket og leget.

Dagen sluttede med fælles BBQ i et af de mange populære BBQ-centre, hvor folk kommer i hundredevis og hygger sig, mens man griller, spiser, drikker og snakker, - og det går ikke altid stille for sig!

Tirsdag orienterede vi staben om Service Units arbejde, - altså også vores arbejde. Bl.a. viste jeg igen den lille power-point om Lemvig-gruppens besøg herude. Bagefter tog de fleste af os så ned til Sha Tin, hvor vi spiste ”Dim-Sum”, - også internt kaldet ”våde boller” med fyld i af forskellig slags. Vi bliver nok nødt til at indrømme, at de faktisk smager godt.

Bagefter futtede vi lidt rundt til forskellige steder i Hong Kong, - var bl.a. guider for nordmændene og danskerne til Wong Tai Sin templet, hvor der altid er mange mennesker og meget at se på og opleve, når man skal have et indtryk af kinesisk religion.

Vi tog også en tur med den gamle ”Star-Ferry” over til Hong Kong øen, hvor vi kørte et lille stykke op med verdens længste rullende trappe og gik tilbage til Central Metrostation gennem de spændende små gyder og gader, hvor fattigfolk sidder og handler i deres små boder, mens finanscentre og banker lige omkring strækker deres stål- og glasfacader himmel højt op i luften. Her er virkelig kontraster, så det gør noget!

I Yau Ma Tei spiste vi aftensmad på en japansk restaurant, inden vi gik over på Natmarkedet, hvor man kan købe alt det, en turist i Hong Kong tror, at de derhjemme har brug for!

Torsdag vinkede vi ”farvel” til Areopagos-staben fra Norge og Danmark. Det var dejligt at have jeres besøg! Håber I for længst er vel hjemme!

Forleden dag kom Adalyn, som leder kunstcentret her på Tao Fong Shan, og forærede os et par billetter til en kunstudstilling, ”Light and Shadows”, på et kunstcenter ovre på Hong Kong øen. Den helt store attraktion på udstillingen var den italienske barokkunstner Caravaggios billede fra 1606, ”Nadver i Emmaus”. 

Fredag eftermiddag tog vi så over for at se billedet, - og det var en meget fin oplevelse. Det var også et meget fint sted, det var udstillet. 

Det må være afsindig dyrt at lave sådan en udstilling. Jeg læste i South China Morning Post, at maleriet var forsikret for 670.000.000 HK$ ~ 468.000.000 Dkr. Men det er nu en stor oplevelse at se ikke bare et fotografi af et maleri, men at se ”the real thing”. Skønt, at vi har så gode muligheder for det i Lemvig, - måske ikke lige at se Caravaggios billede, men så så mange andre.

En så god oplevelse skulle selvfølgelig fejres, så vi gik over i Hong Kong Parken, som er et skønt og fredfyldt sted, og hvor der også er en dejlig restaurant. Her satte vi os udendørs i palmernes skygge og nød en god middag, mens mørket faldt på.

”Lys og Skygger” – det er jo, hvad vi også oplever i hverdagen. Når skyggerne bliver lange, erfarer vi af og til, at gode venner og bekendte falder fra, - som da vi forleden dag fik at vide, at vores gode ven i Lemvig, Lars Raakjær, ikke er mere. Skyggerne var for ham blevet endda meget lange. Godt, at vi så må have det levende håb, at han nu er helt omgivet af lys! – men, som Storm P siger: ”Livet er en gåde. Løsningen står på bagsiden!”

Alt godt herfra!

Birgit og Erik

JEG SÅ HANS HERLIGHED

Tao Fong Shan, lørdag d. 15. marts

Den 13. marts 1952 døde Karl Ludwig Reichelt ret uventet under et besøg her på Tao Fong Shan. Han var ellers vendt tilbage til Norge, - gået på pension, - men var i 1951 taget tilbage hertil for i en kortere periode at undervise på Præsteseminariet, da han pludselig fik en hjerneblødning. Egentlig synes jeg, det var rigtig fint, at han blev begravet her på centrets kirkegård. 

Det var her, hans hjerte var. Det var ham, der havde været initiativtageren til at få bygget Tao Fong Shan. Det var ham, der havde haft visionerne. Centret her var på alle måder hans livsværk og hjertebarn.

På hans gravsten står på kinesisk: ”Jeg så hans herlighed!” – og på en stor, flækket klippeblok lige bagved graven står der: ”Klippe, du som brast for mig”.

Torsdag morgen samledes alle ansatte her på centret til minde- og takkegudstjeneste ved hans grav ovre på kirkegården. Det var lederen af Institute of Sino Christian Studies (ISCS), Daniel Yeung, der ledede gudstjenesten. Professor Dr. Wing Ze prædikede på Cantonesisk og til sidst lyste jeg velsignelsen på dansk, så der på den måde også blev bragt en hilsen her fra Skandinavien.

Wing Ze fortalte i sin prædiken om Reichelts ideer og betydning  ikke bare for stedet her, men for kirker og anderledes troende ud over hele jorden.  Specielt understregede hun den modgang, han havde mødt p.g.a. sine kontroversielle synspunkter. Han syntes, der var så mange ”mødepunkter” buddhister og kristne imellem, så han var overbevist om, at vi ved at tale sammen kunne berige hinanden. Mange, som ikke helt havde forstået hans synspunkter, beskyldte ham for synkretisme, religionsblanderi, og syntes, han var gået alt for langt i sin imødekommenhed over for især buddhistmunkene. Men han holdt fast ved det, han troede på var rigtigt, også selv om andre vendte ham ryggen både i Norge og her i Sydøstasien. De mente, han svigtede sin kristne mission og kristne tro. Intet kunne være mere forkert!

Han var på mange måder en foregangsmand, som vi stadig kan lære meget af og blive inspireret af.

De gamle og pensionerede ansatte var blevet hentet herop nede fra byen, så de også kunne deltage. En af dem, Mrs. Choi, havde i sine meget unge dage været i huset hos Reichelt, så på en måde var hun med til at binde fortiden og nutiden sammen.

Fra venstre: Mrs Tsui; Mr. Tsui; Ms. Ho Yan; Mrs Choi 

Gudstjenesten var i det hele taget en meget fin og god oplevelse. Naturligvis sang vi også ”Din Rigssag, Jesus, være skal - - -”, som jo er skrevet af Reichelt. De fleste sang den selvfølgelig på Cantonesisk, men derfor kunne vi jo godt gøre det på dansk. Efter gudstjenesten skulle alle selvfølgelig fotograferes.

Når man kender historien, er det derfor med en særlig ydmyghed, man – som i søndags - gør tjeneste ved det alter, der står i Christ Temple, og som er et af de få stykker inventar, der blev reddet, fra det første center Reichelt oprettede uden for Nanjing, Kinas gamle hovedstad.

I 1927 måtte han og alle medarbejdere flygte derfra p.g.af borgerkrig. De kom så her til Hong Kong, hvor han købte hele bjerget, Tao Fong Shan, for under 4000 Mexikanske $.

I dag kommer der ikke mange buddhistmunke. Tiderne er skiftet. Opgaverne i dag er nogle andre, men de grundliggende tanker er stadig de samme, inspireret af Reichelts vidsyn og åbenhed.

Vi har i den forløbne uge haft besøg af bestyrelsen for ”Areopagos” i Norge og Danmark. Det var meget hyggeligt og rart at lære dem lidt at kende. En eftermiddag viste jeg dem en power-point om Lemvig-gruppens studierejse herud. Areopagos har ikke så meget mere at sige over stedet her. Det blev for få år siden helt overgivet til kineserne, men fra begge sider er der et stærkt ønske om at opretholde forbindelsen.

Derfor vil man gerne have grupper fra Skandinavien på besøg og samler derfor på gode erfaringer for, hvordan det kan lade sig gøre. Hurra! for alle jer fra Lemvig og omegn, der tog turen herud!

I nogle dage har vi haft besøg af en flok højskoleelever fra Bergen, som jeg har vist rundt og fortalt om stedet, og i går var det et hold studerende fra Lingnan Universitetet i Hong Kong, der var her med deres professor, for at høre om og se stedet.

Tirsdag og fredag har Birgit været oppe at hjælpe på præsteseminariets bibliotek. Der møder hun rigtig mange af de studerende, så kontakten til ikke mindst de studerende fra de sydasiatiske lande opretholdes og udbygges. I går mødte vi et par af dem oppe uden for Christ Temple, da vi stod og nød udsigten over mod de 10000 buddhaers tempel. De skulle lige have et billede af os! - og sendte det kort efter til os. Resultatet kan I jo selv dømme om!

”Blossoms of Joy”, - ”Glædens Blomsterflor” er navnet på en kæmpe blomsterudstilling i Victoria Park ovre på Hong Kong Øen. Dér tog vi over i torsdags. Mage til overdådighed af blomster har vi sjældent set. Det var vildt flot, - men næsten for meget.

Alle mulige blomsterskoler, - foreninger, -klubber, ja, mange bydele havde lavet kæmpe blomsterdekorationer og boder med blomster. Så flot, så flot, så flot!

Men jeg tror, vi var enige om, at det næsten er flottere at se som træer og buske i mere naturlige omgivelser for øjeblikket blomstrer med en overdådighed uden lige.

Trappeopgangen til Præsteseminariet

Der har nu næsten hele tiden været blomstrende træer og buske. Når den ene slags er afblomstret, kommer den næste.  Det er bl.a. derfor, jeg tidligere har skrevet, at det kan svært helt at sige, hvilken årstid vi egentlig er inde i.

Forleden dag sad dette pragteksemplar af en sommerfugl på vores terrasse. Et glas rød- eller hvidvin på terrassen på Torsvej til den, der først finder ud af, hvad den hedder! – Indtil nu har jeg bare kaldt den ”sommerfugl”, men spørgsmålet er jo hvilket navn, der står i ”kirkebogen”!

I dag har vi fejret sådan lidt ”efterfødselsdag”, idet fødselsdagsgaven fra børnene på Frejasvej i Lemvig kom, - med en uges forsinkelse. To store stykker ost, en osteskærer og små danske flag! Herligt! Vi har her til aften svælget i ost!

Man kan godt købe ost her, men kun i ganske små stykker, - og som Lone sagde: "Det smager mere af plastic end af ost!" - og så er det både dyrt og ikke nær så godt, som det vi kender hjemmefra. TUSIND TAK!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik