LARMENDE STILHED

Tao Fong Shan lørdag d. 29. marts

Tudseæg! – nåh ja selvfølgelig! Vi havde spekuleret en del over, hvad de mærkelige skumgummi-lignende puder, som var dukket op i vores Lotus-dam, dog kunne være? Men selvfølgelig er foråret også kommet til dem, der tudser rundt i det mudrede vand. Spændende bliver det, om der snart dukker nogle tudseunger frem.

Inden længe vil der sikkert også være nogle lotusblomster, der dukker frem af det mudrede vand og folder sig ud på vandoverfladen. Lotusblomsten er et billede på det, som er alle buddhisters mål, - at nå til klarhed, komme op i lyset og blive fri af denne verdens lidelser. Og der er i sandhed mange lidelser. Forleden aften havde de internationale studerende oppe på Præsteseminariet inviteret til aftenbøn oppe i deres kirke.

Én fra hvert af de repræsenterede lande stod så frem og fortalte lidt om deres land, og hvad de gerne ville, vi skulle bede om. Efter hvert indlæg var der så stilhed i et par minutter, så man kunne bede hver for sig. Man kunne måske tro, at det kun var i de mindre udviklede lande, der var noget at bede for. Men jeg synes næsten, nogle af de stærkeste indlæg kom fra USA og Tyskland. ”I er vant til at tænke på USA som et rigt og veludviklet land”, sagde hun, ”men I aner ikke, hvor meget nød og fattigdom, der findes”. Og det er jo nok rigtigt. Hvad findes der ikke også af nød og elendighed i Danmark!  - - - Og så alligevel, så er vore hjemlige problemer nu ikke af de dimensioner, som vi finder andre steder! Det kunne vi da godt huske at sige tak for!

Søndag eftermiddag havde Birgit inviteret et par af damerne fra den engelske menighed til bagekursus.

Kineserne elsker bagværk og sødt brød, men de bager ikke selv. Mange af dem har en ovn, men de aner ikke, hvordan man bruger den til at bage i. Så Birgit og de to andre sørgede lige for, at der var friskbagte muffins som dessert ved middagen efter gudstjenesten 17:30.

Mandag tog Birgit og jeg af sted med bus til Sai Kung. Vi var blevet anbefalet at tage et skib derfra ud til nogle meget spændende basalt-klipper på en lille ø.

Solen skinnede og vejret var rigtig sommerligt, men desværre var bølgerne for høje ude omkring de små øer, til at de stedkendte turde sejle derud med deres små speed-både,

så vi måtte nøjes med en kortere, men bestemt også en rigtig dejlig sejltur rundt om nogle af de lidt nærmere øer, hvor der var både huler, klipper og koraller at kikke på.

Vi tog så tilbage til Sai Kung, som er kendt for sine gode fiskerestauranter, - eller ”sea-food” restauranter, som de siger her, for det er virkelig alt godt fra havet, der serveres.

Vi kastede os glade ud i det store og vilde med blæksprutter, østers, snegle, krabber, søpølser, muslinger, vandmænd,  og hvad har vi!!!

Tror I det smagte godt? - - - FORKERT! – Det smagte nemlig rigtig fint!

Én gang hver måned inviterer de internationale studerende til fælles fødselsdagsfejring. Det er ikke det store og vilde. Kun en kort markering lige over middag, hvor man deler en kage og siger tillykke til de, der har fødselsdag i den pågældende måned.

Denne gang var jeg en af dem, der skulle fejres, så da vi kom op på LTS blev vi modtaget med klapsalver. De studerende havde skrevet et fødselsdagskort, som alle havde skrevet sit navn på. Herligt!

Vi var faktisk kun to, der havde haft fødselsdag i marts. Den anden, en pige fra Tyskland, og så jeg, hjalp hinanden med at skære for på fødselsdagskagen.

Det var nu meget festligt, - og en rigtig god idé er det, at man gør sådan noget. De fleste kommer jo langvejs fra, og har ikke nogen til at sige ”tillykke” og fejre én. Det klarer fællesskabet, og det fungerer heldigvis rigtig fint.

Fredag formiddag mødtes de studerende oppe uden for kirken på Præsteseminariet til en ”vandre-gudstjeneste”, hvor man gik fra sted til sted og mindedes den første del af ”Smertens Vej”, Via Dolorosa, som Jesus gik med korset ud til Golgata.

Her var syv stationer, som alle var placeret forskellige steder på LTS. Den syvende station var nede på kirkegården ved Reichelts grav, hvor der var en kort nadvergudstjeneste.

Hele turen foregik i stilhed, undtagen ved de enkelte stationer, hvor der blev læst en kort tekst, som kort blev kommenteret og sat ind i en nutidig sammenhæng. Det var rigtig fint og højtideligt.

Fredag eftermiddag viste jeg en gruppe historie-studerende og lærere fra Hong Kong Universitet rundt på centret og fortalte om stedets historie, bygninger, idé og teologi. Jeg havde lovet at ”underholde” dem i tre timer, og der kan man faktisk nå en hel del. Men det er da spændende at møde så mange forskellige mennesker og aldersgrupper.

I aftes havde vi inviteret en tysk professor her hjem til en kop kaffe, - og han blev her næsten til midnat. Også en rigtig spændende og dygtig fyr, som er kommet her nogle måneder hvert år igennem flere år. Han læste teologi og kinesisk samtidigt i Tyskland og taler flydende Mandarin. Han er dr.teol. og har udgivet flere bøger om kinesisk religion. Resten af året er han professor ved et universitet i Erlangen.

Hvor tager man ellers hen i verden og får lov at sidde og snakke med sådan en spændende fyr en hel aften, og så have ham helt for sig selv!?

De første måneder, vi var herude, havde vi meget sjov og fornøjelse af en 25-30 cm. lang gekko, som hver aften kom frem og sad ude på muren på terrassen. Den kaldes en ”kaldende gekko”, fordi den flere gange om aftenen og natten kommer med nogle temmelig kraftige kaldelyde. Det er sådan, at vores gæster altid stopper brat i det, de er ved at sige, og bliver helt blege i hovederne, når gekkoen tager fat her ude på muren. ”Hvad er det?”

I et halvt år har vi ikke hørt noget til den, men pludselig her forleden aften var den der igen. Og lige for et øjeblik siden kaldte den igen: gek-kooo, gek-kooo, gek-kooooooo. . .  Den bor oppe på loftet under taget og har sikkert sovet vintersøvn. Man kommer ligefrem til at holde af sådan en lille fyr. Det er da hyggeligt!

Den har sikkert også mærket, at det var ved at være forår. Temperaturen har de sidste dage været 30 gr. eller tæt på. Hjemme ville vi nok kalde det sommer. Men skønt er det.

Også aftenerne er rigtig dejlige. Lidt køligere, men lune, så vi kan sidde på terrassen og nyde udsigten. ”En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules”, men det kan en by, der ligger i en dal nu heller ikke! – Flot er det, at sidde og se de tusinder af lys og høre storbyens konstante summen, som næsten kun gør stilheden her oppe på bjerget endnu mere intens.

Det er ikke underligt, at mange nyder at komme herop!

Alt godt!

Birgit og Erik