HISTORIE OG HISTORIER

Tao Fong Shan d. 5. april

Kære familie og venner! 

Hvem er det, der går med shorts-lignende store underbukser, aldrig klipper deres hår, bærer en stålring om højre håndled, går med en stor krumkniv i bæltet, aldrig drikker alkohol og beder både morgen og aften? – Ved du det? - Er du sikher? – Sikkert ikke, men du ved det altså alligevel. Det gør nemlig sikherne!

I lørdags besøgte vi det meget karakteristiske og flotte sikh-tempel i Queens Road ovre på Hong Kong øen. Det var sammen med repræsentanter for alle mulige andre religioner i ”Hong Kong Network on Religion and Peace”. Vi mødes på skift i hinandens kirker, templer, moskeer, synagoger og hvad har vi - - - -!

En af lederne det pågældende sted fortæller så om deres tro og praksis. Det har som regel været uhyre spændende og lærerigt.

Et par dage i forvejen fik vi en mail, som fortalte, at man gerne så, at alle var anstændigt påklædt og havde noget på hovedet. Ligeledes at man i gudstjenesterummet og i spisesalen gik med bare fødder, - af sikherhedsmæssige årsager! Hvis vi ikke selv havde hovedbeklædning, kunne man for at være helt sikher låne et tørklæde og binde om hovedet.

Jeg synes, min turban er den flotteste!

Vi mødtes i deres ”foredragssal” kl. 10 om formiddagen og fik så et næsten to timer langt foredrag med tilhørende power-point om Sikhisme, og hvad det vil sige at være Sikh.

Bl.a. fik vi at vide, at det er verdens femte største religion! – Det synes jeg var temmelig overraskende. Jeg tror da ikke, vi har mange af dem i Lemvig J

Da vi havde fået alt – eller NÆSTEN alt – at vide om Sikhernes religion, gik vi op i gudstjenesterummet, hvor der på en forhøjning sad en sikh-præst og ”chantede” fra deres hellige bog, ”Guru Granth Sahib”. Man gik så hen midt foran ham og bøjede sig for ham og gik i en række rundt om forhøjningen.

Ovre i højre side sad en mand med en baljefuld af noget sødt, brunt klisterstads. Det var gudernes mad. Vi bøjede os dybt for ham og fik en klump af det søde stads, - som egentlig smagte ganske fint! Så der er ingen grund til at frygte for at komme i himlen!

Vi talte om bagefter, at der egentlig var meget, der mindede om vores nadver. Et fællesskabs-bekræftende   guddommeligt måltid!

Bagefter gik vi ned i deres spisehal og satte os på gulvet i lange rækker med et stålfad foran os inddelt i forskellige rum. Der kom så nogle køkkenfolk og øste forskellige ting op i fadet.

Det så ikke lige appetitligt ud alt sammen, men det smagte forbavsende godt! – og der var rigeligt. Hele tiden kom de med deres stålspande og slaskede en klat et eller andet op på ens ståltallerken, hvis man ikke venligt, men bestemt afslog.

Vi havde i forvejen fået at vide, at vi ikke skulle få øst mere op, end vi kunne spise, for det var folks gaver, vi fik. Meget sympatisk!

Man fik i det hele taget et meget sympatisk indtryk af sikherne, - venlige, smilende, hjælpsomme, fredselskende. Jeg tror, de uretmæssigt somme tider er blevet anset for at være krigeriske. Grunden til, at de altid bærer krumkniv, ”kirpan”, – i deres sikherhedsbælte J - er udelukkende for at minde dem selv og andre om, at de skal forsvare de små i samfundet mod uretfærdighed og overgreb fra muslimernes side! Det er jo så sikhert også dem selv, der definerer, hvad retfærdighed og uretfærdighed er!

Alle og enhver kan altid gå lige fra gaden ind i et sikh-tempel og få et måltid mad. Man er også velkommen til at blive og overnatte gratis i op til tre nætter. Det er da utrolig flot i lande, hvor der er stor fattigdom!

Det fortælles, at de engang var involveret i krigshandlinger på grænsen mellem Pakistan og Indien. Det var meget varmt, så de sendte nogle folk af sted med vand til soldaterne ved fronten. Sikhernes guru sagde til dem, inden de tog af sted med vandet: ”Uanset hvem I møder, om det er vore egne soldater eller fjendens, så skal I give dem noget at drikke!” – Det er da i praksis at ”elske sin fjende”!

Lige ved siden af Sikh-templet er der en meget stor begravelsesplads. Rigtig mange gamle grave er der fra kolonitiden. Der er flere mindestøtter for hele skibsbesætninger, som er forsvundet i havet. Der er mange krigergrave og - - - ja, man kunne blive ved. Man får lige repeteret hele fjernøstens og kolonitidens historie ved at gå en tur dér.

Og det var netop, hvad vi gjorde efter besøget i templet. Det var nu ikke bare for at repetere historien, men nok så meget for at nyde blomsterne og de blomstrende træer.

Det er et utrolig smukt og fredfyldt sted. Mon ikke også vi netop nu er på det tidspunkt af året, hvor der er flest blomstrende træer?

Det er svært at afgøre, for det har næsten hele tiden været sådan, at det ene blomstrende træ afløste det andet.

Vi har haft en meget lang og temmelig tør periode. Tåge og dis er der meget af, men også mange rigtig fine dage.

Men nu er regnen kommet. Efter den engelske gudstjeneste søndag aften inviterede vi den tyske professor, en amerikansk engelsklærer fra LTS, en tysk studerende samt en af de svenske volontører her ned i vores hus til en kop kaffe eller øl.

Den amerikanske lærer havde fødselsdag, så det skulle naturligvis fejres. Og det blev i sandhed fejret med tordenbrag og lyn, som vi sjældent – om nogensinde – har set mage. Regnen væltede ned og lynene afløste hinanden i ét væk, så der var næsten helt lyst udenfor.

Regn i spandevis uden for terrassen.

Helt usædvanligt for Hong Kong var det, at der også kom hagl. Pigerne oppe på kontoret fortalte dagen efter, at der faldt isklumper ned fra himlen. Det havde de aldrig oplevet før. Vi kunne også dagen efter læse i avisen, at der var kommet så meget vand, at flere tage i indkøbscentre og togstationer var brast sammen, så vandet var fosset ind og skyllede ned ad de rullende trapper.

Og så har det regnet mere eller mindre lige siden. Det er rigtig paraply-tid. Regnfrakker bruges stort set ikke. De er for varme. Det er jo ikke temperaturen, der er noget i vejen med. 19⁰ om morgenen og 24⁰ midt på dagen. I de kommende dage skulle det blive bedre, - ”med sol og megen glæde”. Så ryger temperaturen nok igen op på 27⁰ eller der omkring.

Fredag holdt vores nye, kvindelige professor, Dr. Tong Wing Sze, åbent foredrag oppe på LTS (præsteseminariet) om Tao Fong Shan og Reichelt, som startede det hele.

Det skulle vi naturligvis op at høre. Hun gjorde det faktisk også ganske udmærket. Det er lidt sjovt at høre dem selv fortælle om den Skandinaviske indsats her. Man har jo ellers altid kun hørt om det fra dansk eller norsk side, men det er da dejligt at mærke, at de selv holder historien i live.

Fredag eftermiddag var vi inviteret op på LTS til en ”sportsdag” eller "store legedag" sammen med de internationale studenter.

Det var nu kun Birgit, der gik derop, da jeg skulle forberede mig. Jeg skal prædike på søndag og holde foredrag næste lørdag, og hverken prædiken eller foredrag skriver sig selv!

Om det var regnen, tordenen, aberne eller noget helt andet, det skyldtes, aner jeg ikke; jeg ved bare, at vores Wi-Fi ikke virkede forleden dag, så vi ikke kunne komme på internettet. Når man er vant til det, er det jo næsten ikke til at leve uden L Specielt ikke, når jeg skal forberede en power-point til et Art-Seminar om Dansk Kirkekunst, som jeg skal stå for her d. 12. april. Heldigvis kunne jeg arbejde oppe på kontoret, men det var unægtelig mere besværligt. 

Og så i aftes virkede det pludselig igen J J J

Men ærlig talt, hvis det at være uden internet i et par dage, er det største problem, vi har haft i  den forløbne uge, så hører vi jo til verdens mest privilegerede elite! Jeg vil sætte mig hen i en stol og skamme mig over, at jeg brokker mig over så lidt!

Alt godt herfra! – (altså lige bortset fra det skide Wi-Fi, som pludselig forsvandt! Øv!)

Birgit og Erik