"Han, som kan stormen binde - - - "

Lørd. d. 28. sept.

Jeff Shu, en af lederne på Tao Fong Shan, spurgte i sidste uge, om vi havde lyst til at tage med ud i en kirke, hvor han skulle prædike søndag formiddag. Det var en luthersk kirke, hvor han tidligere var præst. Det ville vi gerne og mødte så ham, hans kone og datter neden for bjerget her og kørte i div. busser ud i den nordlige del af Hong Kong til Kwai Yan Church, som er en sal i en skole, der er indrettet til kirkesal.

Bagvæggen er et stort spejl, og da vi spurgte hvorfor, sagde de: ”Jo, så er kirken mere velegnet til danseundervisning!” :-)

Det var en meget god oplevelse at møde menigheden dér. Hjælpsomme og opmærksomme på alle måder. Det er lidt sjovt at stifte bekendtskab med forskellige dele af byen. De allerfleste bor jo i huse, som står på højkant. Små lejligheder er der. Og dyre! Ufatteligt, at så mange har råd til at bo i Hong Kong.

Mange HAR rent faktisk heller ikke råd, men gør det alligevel, og det ses tydeligt på standarden af bygninger, ja, hele kvarterer bærer præg af fattigdom. Det gjorde denne bydel nu ikke.

Efter gudstjenesten blev vi inviteret med ud at spise frokost på en restaurant. Det var rigtig hyggeligt, lækkert og meget kinesisk.

Naturligvis snakkede vi også om tyfonen, som var undervejs. Allerede fra morgenstunden var der udsendt advarselssignal, L3, som betyder, at man skal være opmærksom og forberede sig. Jeff sagde, at ”borgerne i Hong Kong ELSKER tyfoner, for så får de som regel en fridag!” Men han tilføjede dog, at denne øjensynligt var værre end normalt. Ud på eftermiddagen tog vi derfor hjem, for at være klar, når USAGI bragede ind på kysten. Da var advarselssignal L8 allerede udsendt, som er det højeste, og som betyder at alt lukkes ned. Kun hoteller er åbne for gæsterne.

Egentlig var det en underlig fornemmelse ikke at måtte gå ud, men bare sidde og vente på, at det skulle gå løs. Fjernsynet ”beroligede” os med, at det var den værste tyfon i de sidste 34 år! Ud på aftenen kom regnen så. Spandevis af regn! – og så tyfonen, som fik træerne til at danse og sveje helt vildt. Hele natten bankede grene og kviste ned på vores bliktag, så det larmede. Men huset holdt! – og helt ærligt, så var vi heller ikke spor utrygge eller bange, men sang i vores stille sind, at ”Han, som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må” – han kan vel også styre en tyfon!

Men kønt så det ikke ud næste morgen her rundt om huset. Værre var det oppe på ISCS (Institute of Sine-Christian Studies) hvor en stor gren havde smadret noget af taget. Og så er det jo trods alt kun døde ting. Vi må være taknemmelige for, at ingen her i Hong Kong mistede livet, - som over 20 mennesker gjorde lidt her nord for. Sandsynligvis fattige folk, som ikke havde råd til en ordentlig bolig!

Men hvor er vi privilegerede! Da vi tirsdag kom hjem fra arbejdet, var der ryddet op og fejet rundt om vores hus. Fantastisk!

Tirsdag formiddag arbejdede vi oppe på præsteseminariets bibliotek med at reparere gamle bøger. Vi har lovet at hjælpe deroppe et par gange om ugen, - hvis ikke der er andre og vigtigere opgaver, vi skal tage os af.

Om eftermiddagen var vi i lufthavnen for at hente en svensk præst, Dag Bjärnhall, som skal være her og studere i seks uger. Han er en meget rar fyr, som vi straks faldt rigtig godt i snak med, og som vi glæder os til at være sammen med i nogle uger.

Onsdag aften var vi inviteret med ind i Hong Kongs største moske, ”Kowloon Masjid”, til ”Inter Religious Fellowship”. Der var repræsentanter for alle mulige og umulige religioner og trosretninger. Birgit og de kvindelige studerende, som var med, blev ”klædt ud” som muslimer.

Aftenens tema var ”Bøn for fred i Mellemøsten”. På indbydelsen stod der: ”Der er ingen vej til fred. Fred er vejen!”

Først blev vi budt hjerteligt velkommen af imam Mohammad Arshad, som først fortalte om, hvad koranen siger om ”fred”. Derefter havde moskeens ”menighedsrådsformand” et indlæg, hvori han understregede vigtigheden af at respektere hinandens forskelle, men også være opmærksomme på alt det, vi er fælles om. ”Alle religioner ønsker fred, og når der alligevel ikke er fred, er det ikke religionernes skyld, men som oftest fordi folk er fattige, uoplyste, grådige og p.gr.af politisk magtbegær!” sagde han. Og det har han uden tvivl ret i.

Kl. 20 blev vi inviteret med ovenpå i den store moske, hvor der var bøn, og hvor mange mænd kom og stillede sig i rækker, bøjede sig og knælede osv., - alt sammen ledet af imamen. Vi gik så nedenunder igen, hvor der blev serveret aftensmad, og imamen forklarede, hvad det var, vi lige havde overværet. Derefter var der mulighed for at stille spørgsmål og diskutere. Der kom også længere indlæg fra en hindu, en jøde, en fra Moon-bevægelsen og vores egen præst, John LeMonde, som var medarrangør. Alt foregik i en gemytlig og venskabelig tone. Det var en MEGET spændende aften.

Hver måned mødes man og diskuterer og lærer hinanden at kende. Næste måned skal vi mødes i den orthodokse kirke til et tilsvarende arrangement. En rigtig god idé!

Torsdag var vi med John LeMonde på besøg i forskellige buddhisttempler. Først i Wong Tai Sin Templet, hvor ”folkereligiøsiteten” rigtig kom til udtryk.

Derefter i Chi Lin Templet, som var helt modsat.  Det var uhyre fredfyldt og smukt og med en park så flot med masser af bonsai træer.

Man gjorde meget ud af ”Feng Shui” principperne, hvilket betyder, at der skal være harmoni og balance overalt. Det var en uhyre spændende dag, hvor John LeMonde forklarede om de forskellige ting, vi så og oplevede undervejs.

Selv er han ikke et øjeblik i tvivl om, at der er rigtig mange lighedspunkter i de forskellige religioners måder at praktisere deres religion på, - hvor forskellige de end ser ud, - og at vi grundlæggende søger den samme Gud, som vi alle sammen er børn af. Spændende er han at tale med!

Fredag morgen kl. 7 var vi til en Taizé-inspireret nadvergudstjeneste i vores lille kirke. Det er tidligt at skulle op, men utrolig fredfyldt og afstressende at være med til. Bagefter var vi oppe at hjælpe på biblioteket, - dog ikke ret længe, da der var møde med repræsentanter for alle afdelinger, så vi kunne blive orienteret om, hvad der sker de forskellige steder og hvilke gæster, der kommer i nærmeste fremtid. Vi talte en del om de studerende fra Kina, som er her på et stipendium, og som man meget gerne ser, vi tager os særligt af. Ligeledes var de meget interesserede i at høre, hvis vi havde forslag til forbedringer af vores egen arbejdssituation og tilværelse i det hele taget.

Fredag skulle vi hente fotoapparatet, som var til reparation, - men det viste sig, at det stadig ikke var i orden. Øv! I stedet tog vi så med en af de ansatte ud at spise på en kinesisk restaurant med madtraditioner fra Sichuan Provinsen, som er kendt for meget stærkt krydret mad med en masse chilli i. Det smagte nu rigtig fint og koster næsten ingenting, 150 kr. for os alle tre incl. drikkevarer!

Birgit bruger en del tid på at passe blomster, plante om, vande og sætte frem på strategisk rigtige steder, så der bliver en god ”feng shui!” Kineserne synes, det er fantastisk, som hun kan.

De kan godt se, det er flot, at der bliver sat blomster og planter rundt omkring, men de har ikke selv begreb skabt om, hvordan man gør, så hun er hurtigt blevet blomsterekspert, - og elsker det.

Vi håber, at det ikke kun er blomsterne, der fremover vil trives og gro, men at I også trives og har det godt derhjemme. Vi ønsker alt godt herfra!

Kærlig hilsen

Birgit og Erik

Mid-Efterårs-Festival!

Tao Fong Shan, Sep. 21.

Kære alle!

"Gid vi må leve længe og dele månens skønhed sammen, selv om vi er hundredvis af kilometer fra hinanden," siges det i et romantisk kinesisk digt. Det samme ønske vil vi gerne fremsætte.

Disse ældgamle følelser gives der stadig udtryk for, når kineserne fejrer Mid-Efterårs-Festival i fuldmånens skær.

Kineserne har fejret denne festival i hvert fald siden begyndelsen af ​​Tang-dynastiet (år 618-907). I fortiden ofrede folk øl, frugt og andre fødevarer til himlen, for at udtrykke taknemmelighed for en god høst. Nu om dage fejres månefesten med kinesiske lamper, og så spiser man månekager.

Vi købte selv i sidste uge to røde lamper, som hænger og pynter i stuen. Og månekager - - -  vi må nok indrømme, at det ikke lige er vores yndlingskager. Meget massive og temmelig klistrede! Men det er en gammel, solid tradition, der holdes vedlige. Her i Hong Kong har festen fået en drejning i retning at taknemmelighed, fordi der i 1880 hærgede en epidemi, så mange unge mennesker døde. En gammel mand fik så i en drøm at vide, at man skulle lave en drage og stikke røgelsespinde ind i den overalt og så drage gennem byen. Forinden skulle den indvies i buddhisttemplet. Det virkede! Sygdommen forsvandt, og siden har unge mennesker så hvert år ved Mid-efterårsfesten ført sådan en ildspyende og røgelsesosende drage gennem byen.

 Men som alle gamle traditioner er også denne blevet fornyet i tidens løb. Der er nærmest ikke skygge af noget religiøst tilbage. I dag er det ren folkefest med lys, fest og smagløse farver. Mere smag er der over maden, når familien samles og spiser festmad.

På kontoret kom lederen og overrakte os en flot rød konvolut med kinesiske lykketegn trykt i guld på forsiden, og ønskede os en god festival. I hver af kuverterne var der 100 HK$ til at købe månekager for. Og dagen efter fik vi en tilsvarende kuvert af lederen i en af de andre afdelinger. Så nu kan vi simpelthen købe så mange månekager, at vi vil kunne kaste op fra nu af og til jul! – Men vi kan heldigvis også lade være!

Festlighederne kulminerede i en overdådighed af lys, glimmer, lamper i alle størrelser og udgaver inde i Victoria Park.

Vi tog derind torsdag sidst på eftermiddagen, hvor der var musik og optræden på mange forskellige scener.

 Men vi kan betro jer, at vi ikke var de eneste, der havde fået den idé at tage i Victoria Park! Ud på aftenen var det absolut ikke et sted at være for folk med tendens til klaustrofobi!

Fredag var fridag. Vi fejrede fuldmånen og festen ved at gå ned af bjerget til Sha Tin, hvor vi fandt en god restaurant og spiste en god middag. Bagefter gik vi en tur i Sha Tin Parken, hvor festlighederne fra torsdag aften i Victoriaparken fortsatte, men i et lidt lavere gear og med knap så mange mennesker.

Vi har i den forløbne uge også haft hele staben fra Christian Center til eftermiddagskaffe/the og dansk hjemmebag, boller, nøddetærte m. is, muffins og småkager. Det er tydeligt, at de synes danskere og nordmænd har en særlig evne til at skabe hygge, - og de NYDER det!

Vi synes også, der er ved at være mere struktur på, hvad vi skal lave og hvornår. Forleden dag havde vi en meget god snak med chefbibliotekaren på præsteseminariet.

De mangler i allerhøjeste grad medhjælpere, så det var meget velkomment, hvis vi ville komme og hjælpe dér et par gange om ugen. Vi skal også på mandag ned på et større bibliotek i byen for at hjælpe med at sortere nogle gamle tidsskrifter fra deres arkiver, da de ikke selv kan afgøre, om de er danske, norske eller svenske.

Nogle af de studerende på præsteseminariet er her på et stipendium  fra Tao Fong Shan. De kommer fra fastlands-Kina, Myanmar, Cambodia m.fl. Vi har indtryk af, at man meget gerne vil, at vi tager os særligt af dem, da mange af dem ikke derhjemme har mulighed for at komme i et kristent fællesskab eller i det hele taget møde kristne mennesker andre steder fra og høre om forholdene dér. Flere af dem er desuden ikke særlig gode til engelsk. Et af formålene med at invitere dem ned til os er derfor, at give dem mulighed for at øve sig i at kommunikere på engelsk.

I dag, lørdag, har vi været inde i Kowloon bydelen for at købe nogle bøger og kort. Og sandelig om ikke det lykkedes at finde alt, hvad vi ønskede.

Det lykkedes også at finde ”sømandshjemmet”, hvor den danske præst har kontor og - - - ja, han skulle vist også holde nogle danske gudstjenester i deres kirke. Det kunne vi nu ikke se noget til. Vi kunne heller ikke finde den danske præst, og det lod til, at folkene i huset dårlig nok vidste hvem han var! Der var annonceret med katolske og anglikanske gudstjenester, - men ingen på dansk!

Vi gik også en tur ned på det store, flotte kunstmuseum med både gammel og ny kinesisk kunst. Det var

meget spændende, - og så lå det utrolig flot lige ned til vandet, - næsten lige så flot som Museet for Religiøs Kunst i Lemvig!

Og så skal I næsten lige have ugens abe-rapport. Forleden middag da vi kom hjem, myldrede det med aber alle vegne, oppe og nede.

De sprang rundt på vores tag og balancerede af sted på de elektriske ledninger ind til huset. Selvom der er både pigtråd og spidser på gitterlågen ind til grunden, så spankulerede de stolt af sted øverst oppe på både pigtråd og spidser! 

Vi skyndte os ind i huset og lukkede døren. Nogle af aberne kikkede ned fra taget og ind til os, og ærlig talt morede det os at se dem rutsche baglæns ned ad et plasticrør, som fører ind til huset.

Der var rigtig abefest!

Og så til sidst: "Gid vi må leve længe og dele månens skønhed sammen, selv om vi er hundredvis af kilometer fra hinanden!"

Alt godt!

Birgit og Erik

Tre i én + én!

Tao Fong Shan, lørd. 14. sept.

Kære alle!

I dag er det lige en måned siden, vi ankom her til Tao Fong Shan. Hvis de næste 9 måneder går lige så hurtigt og bliver lige så indholdsmættede, - - - ja, så bliver vi nødt til at tage ti måneder til herude, hvis vi skal kunne nå at fordøje alt det, vi har oplevet. J

Tao Fong Shan er inddelt  i tre selvstændige enheder under samme hat:

 

      1.  TFS Christian Center, som står for alt det, der har med gudstjenester, morgenandagter osv. at gøre. Ligeledes står de for alt det, der har med brobygning til og dialog med buddhister og andre religioner. Denne afdeling ledes af en amerikansk præst, John LeMonde, som vi har et ugentligt møde med. Bl.a. skal vi sammen med ham besøge nogle Buddhist- og Daoisttempler her i nærmeste fremtid.

Jeg har også lovet at prædike en del gange året igennem her i "Christ Temple" ved den engelsksprogede gudstjeneste søndag eftermiddag.

      2.  TFS Service Unit er den afdeling, der tager sig af alt det praktiske. Den betjener derfor også de andre afdelinger, - sørger for bygninger, haveanlæg, veje, internetsystemet m.m.m.

Hele vandrehjemsafdelingen, ”Pilgrims Hall”, med spisesal og værelsesafdelinger hører også under ”Service Unit”, og det er også dér, vi hører til og har kontor med PC og kopimaskine osv.

Vores opgave er jo også at betjene alle de andre afdelinger med det, som de gerne vil have vores hjælp til.

            3. ISCS, ”Institute of Sino-Christian Studies”. Vi var forleden dag inviteret over for at hilse på lederen dér, Daniel Yeung. Det var meget spændende at høre ham fortælle om, hvad de arbejder med. Det er jo ikke muligt at studere teologi ved universiteterne inde på fastlandet. Derfor oversætter man her på centret lærebøger i teologi, f.eks. om de gamle kirkefædre fra oldkirken, - alt sammen litteratur, som helt naturligt indgår i et teologistudium i Europa, men som ikke findes på kinesisk.

Det er lærebøger på et højt akademisk niveau, som derfor også er godkendt af de kinesiske myndigheder, så de kan bruges i f.eks. studier i filosofi og sociologi på de kinesiske og sydasiatiske universiteter, som man har et meget fint samarbejde med.

- Ja, og så er der helt selvstændigt og helt for sig selv I egne bygninger: præsteseminariet, LTS.

       4.  LTS., ”Lutheran Theological Seminary”.

Det er bygget på en grund, man fik foræret af centret her, men med den klausul, at man skulle bygge i samme stil, så der blev en helhed over det. Bygningerne er først taget i brug i 1992, så det er jo nyt i forhold til centret her, som er fra 1930´erne.

Der er blevet mere liv her på bjerget efter at LTS (Lutheran Theological  Seminary) er begyndt på efterårssemesteret. Der er knap 300 studerende fra en stor del af Sydøst Asien, flest her fra Hong Kong, nogle stykker fra fastlands Kina, men også studerende fra USA, Norge, Sverige, Tyskland og  . . . . Vi var mandag morgen inviteret op til deres velkomstgudstjeneste, hvor vi også blev præsenteret.

Det er faktisk en meget flot kirkesal, de har. Alterbilledet er lavet af en kinesisk kunstner. Det er helt sjovt at lægge mærke til, at i Afrika var Jesus sort. Her har han skæve øjne. Men det er præcis, som det skal være. Han kom jo ikke bare til danskerne!

Selvom gudstjenesten foregik på kinesisk, så kunne man alligevel følge med i, hvad der foregik, fordi alt blev simultant oversat gennem ”øre-bøffer”. Skønt!

Vi var bagefter inviteret over på lederen, Simon Chow´s kontor. Han er Dr. theol fra Uppsala Universitet og taler flydende svensk. Det var en rigtig god oplevelse at hilse på ham. Han virker uhyre sympatisk, dygtig og kompetent. Vi talte bl.a. om, hvad de gerne vil have vores hjælp til. Nogle elever fra ”mainland China” og andre sydasiatiske lande har fået et stipendium til at studere her. Dem føler de naturligvis et særligt ansvar for. Derfor er vi også blevet opfordret til at tage os særligt af de studerende. Desuden ville det være meget velkomment, hvis vi ville hjælpe til på biblioteket og også dér møde de studerende. Med sin biblioteksbaggrund var det jo lige noget Birgit kunne lide at høre. Hun blev dagen efter ringet op af bibliotekaren og har fået en aftale med ham til på tirsdag.

Der er en fantastisk udsigt fra biblioteket ud over byen. I det hele taget er LTS et meget skønt sted, - utroligt smukke bygninger i gammel kinesisk stil, med smukt anlagte haver og rislende vandløb og damme med karper, - eller er det guldfisk?

Det er som sagt først taget i brug i 1992, men som en videreførelse af et præsteseminarium startet i 1913 inde på fastlandet, men flyttet flere gange inden det kom hertil. Derfor fejrer LTS også 100 års jubilæum i år med forskellige arrangementer året igennem. De holder bl.a. nogle åbne forelæsninger fredag formiddag.

Vi var til sådan en forelæsning i fredags, hvor en tysk professor, Hans Schwarz, holdt en meget spændende forelæsning, ”Where are we today in the ecumenical dialogue?”

Torsdag eftermiddag var vi inviteret med til ”International Students Fellowship”. Det er den gruppe af studerende vi nok får mest med at gøre, da de trænger til at få øvet deres engelskkundskaber under afslappede former, - f.eks. ved en kop te/kaffe en aften hjemme hos os.

Torsdag aften var vi sammen med et par studerende fra Myanmar inviteret ned til et amerikansk par, som begge underviser på præsteseminariet. Det var rigtig hyggeligt.

Det viste sig, at de havde arbejdet sammen med en søster til vores svoger i Centralafrika. Verden er lille!

Desværre er mit fotoapparat gået i "udu". Alle billeder bliver bare en stor tåge. Heldigvis har vi også det gamle apparat med, som stadig fungerer udmærket. En af medarbejderne på centret lovede at tage med hen til en lille, god foto-shop i nærheden af, hvor hun bor.

Der er ikke mange, der giver sig af med at reparere fotoapparater. De fleste vil bare sige: ”Køb et nyt!” – men det strider både mod vores religion og pengepung, så vi håber, det lykkes at få det repareret.

Det var et rigtig spændende, ægte kinesisk område af byen, vi dér stiftede bekendtskab med, - og et område vi nok ikke selv havde fundet ind i og rundt i, hvis ikke vi havde fulgtes med en indfødt.

Hun tog os også med ind at spise aftensmad på en lille restaurant, hvor en europæer ellers aldrig ville finde på at gå ind. Men maden var fin, og det var da endnu en god og anderledes oplevelse.

Vi slentrede så lidt rundt i kvarteret, hvor man kunne købe . . . ja, jeg tror ALT! Og uhørt billigt.

I dag har vi været en tur ude i lufthavnen, - nærmest bare for at blive lidt kendte med forholdene dér.

Vi skal jo nok ind imellem være dem, der henter og bringer gæster fra det store udland. Vi har således lovet at hente en svensk præst i lufthavnen, som kommer for at studere her i en tid, og så skal vi jo helst vide, hvilken bus vi skal med, og hvorfra den afgår.

Den kommende uge bliver lidt anderledes end de foregående, da der torsdag-fredag er ”Midt-efterårs-festival”. Det er en månefest, som alle ser hen til med stor glæde og forventning. Man spiser så ”månekager” og hænger lygter op overalt. Vi har allerede købt et par stykker! J - men det kan vi sikkert fortælle meget mere om næste uge.

Alt godt! – Kærlig hilsen

Birgit og Erik

Borger i to helt forskellige verdener!

Tao Fong Shan, lørdag d. 7. sept.

I dag fejrer Birgits bror og min søster guldbryllup. Det er nu lidt underligt, at man er afskåret fra at være med til det, - men det vidste vi jo i forvejen, at det at tage så langt væk i så lang tid, det er ikke bare at rejse ud til en hel masse gode oplevelser, men det koster også noget på hjemmefronten! Vi er dog så privilegerede, at vores familie har god forståelse for det, - og tak for det!

Det er næsten som om man er blevet borger i to verdener. Forleden dag fik vi et midlertidigt identitetskort.

 En af medarbejderne på kontoret sagde med glæde i stemmen: ”Så er I blevet rigtige borgere i Hong Kong!” Det havde vi ikke forestillet os for bare et år siden, at vi skulle blive borgere flere steder på denne jord, men på den anden side er det da egentlig hel rart at vide, at man er officielt anerkendt som fuldgyldige medlemmer af det samfund, hvori man bor. J

På samme måde føler vi os på alle måder anerkendt som fuldgyldige medlemmer af staben her på Tao Fong Shan, - og fuldgyldige medlemmer af menigheden her ved kirken. 

Dér møder vi utrolig mange spændende og rare mennesker. Mange kommer nede fra byen her op på bjerget, og er med til gudstjenester i vores lille, meget smukke, ottekantede kirke. Det er jo ikke tilfældigt, at den på flere punkter minder om ”Himlens Tempel” i Beijing, hvor kejseren på hele folkets vegne sørgede for at holde forbindelsen til de himmelske magter ved lige. Kirken her hedder derfor også ”Christ Tempel”.

Vi har nogle søndage været til gudstjeneste i den kinesiske menighed her, og sidste søndag var vi til gudstjeneste i den engelsktalende menighed. Den ledes af en amerikansk præst, John LeMonde, som er fantastisk inspirerende og hjælpsom på alle måder. Vi har et ugentligt møde med ham, hvor vi kan drøfte alt, - ikke bare det, der har med vores arbejde at gøre, men også få gode råd og hjælp i alle mulige praktiske spørgsmål. Det er guld værd! – også guld værd bare det at møde et menneske, der er så åbent, accepterende, spørgende, givende. 

Jeg tror, det er fordi, han ser hvert eneste menneske som skabt i Guds billede og derfor uhyre værdifuldt, - og det gælder hvad enten medmennesket er buddhist, kristen, taoist, muslim eller - - - - ja, for der er jo nok at vælge imellem!

Forleden dag besøgte vi et buddhisttempel, Man Mo Templet, ovre i den gamle del af Hong Kong. 

Der hænger runde røgelsesfigurer, der ligner kineserhatte, overalt i loftet, så luften er tyk af røgelsesos, og der lugter af røgelse helt ud på gaden. Vi må indrømme, at vi ikke forstår ret meget af, hvad der foregår sådan et sted, - alle de mærkelige figurer og alle de mærkelige ting folk foretager sig! 

I hvert fald for os at se ”mærkelige”, men for dem dyb alvor. John LeMonde, som har god kontakt til flere buddhister, har lovet at besøge forskellige buddhisttempler sammen med os og forklare noget om, hvad vi ser, og hvad der sker, - set fra et buddhistisk synspunkt. Det tror vi kan blive spændende.

Forleden dag var vi en tur på markedet i Tai Way. Noget supermarked kan man vist ikke kalde det, men man kan får næsten alt, hvad man har brug for i husholdningen, - og lidt til!

På gaden udenfor var nogle arbejdere i gang med at sætte stillads op omkring et hus på ti etager. Der skal i sandhed gode nerver og stor erfaring til for at være stilladsarbejder i Hong Kong! For os at se var det udelukkende bambusstokke, der blev bundet sammen med plasticstribs. Der må gå nogen til ved den slags arbejde! Arbejdstilsynet har i hvert fald ikke været på besøg på dén arbejdsplads!

I går var vi på udflugt hele dagen med alt personalet fra Tao Fong Shan. Vi mødtes ved en båd, der var lejet til formålet, nede ved en af kajerne i Kowloon. 

Herfra gik turen så ud til en af de større øer, Lantau Island, hvor vi var oppe at besøge et katolsk munkekloster, hvor der bor trappistmunke, som er kendt for ikke at tale, - så der er sikkert meget stille! Munken vi talte med, var nu en festlig og meget talende fyr, som fortalte om klosterets historie. Derefter sejlede vi ud til en meget lille ø, Peng Chau, hvor vi spiste frokost på en restaurant. 

Vi gik så en tur i den lille by, som har bevaret meget af det gamle kinesiske præg. Et spændende og anderledes miljø. 

Herfra sejlede vi ind i en bugt, Discovery Bay, hvor vi gik i land ved en fin badestrand, og hvor der er mange nye højhuskomplekser og restauranter, meget vestligt prægede. I høj søgang gik turen så tilbage til udgangspunktet, 

hvor vi lagde til lige neden for en af verdens højeste bygninger. Dejligt afslappende og dejligt at lære personalet bedre at kende.

I dag strålede solen fra en skyfri himmel, så vi besluttede at gå en tur op i bjergene her bagved. Der er lavet rigtig mange ture, stier, trapper, rundt omkring i bjergene, og der er mange, der bruger at ”hike” rundt omkring i den fantastiske natur, hvor man fra mange bjergtoppe og bjergstier kan kikke ned i dalene og se de kæmpehøje boligblokke strække sig op mod den renere luft.

Men vi havde ikke fået tilstrækkeligt med vand med, så vi nåede ikke helt så langt, som vi havde regnet med. Til gengæld kunne vi sikkert have fået adskillige liter sved, hvis vi havde vredet T-shirt og bukser. Jeg gik med paraply en stor del af tiden, - ikke for regn, men for solen. UV-strålingen fra solen er særdeles høj. Nogle dage over 12, hvilket betyder, at man ikke som derhjemme kan ligge og tage solbad, men tvært imod må beskytte huden så meget som muligt. Men herligt er det så at komme her hjem i vores lille hus og få et livgivende brusebad.

Vi har heroppe i butikken købt et vægtæppe med motiv fra lignelsen om ”de 10 brudejomfruer”, som ikke havde sørget for olie til deres lamper. De havde ganske enkelt ikke forberedt sig, - og det havde vi heller ikke i dag, for vi havde ikke sørget for at få nok vand med! 

Men så ka´ vi lære det, ka´ vi!!! – og sådan lærer vi heldigvis noget hver eneste dag. Herligt!

Kærlig hilsen fra

Birgit og Erik