Kinesisk præst på engelsk!

Tao Fong Shan, d.26. okt. 2013

Noget af det charmerende ved stedet her er den lille, ottekantede kirke, ”Christ Temple”.

Har man været i Beijing og set ”Himlens Tempel”, kommer man uvilkårligt til at tænke på dette storslåede tempel, når man ser kirken her. Vel er den ikke nær så stor som Himlens Tempel, men for mange mennesker er der uden tvivl flere ligheder end de rent arkitektoniske. Igennem århundreder var det kejserens vigtigste opgave på hele folkets vegne at holde god kontakt til den åndelige verden, så ingen guder eller andre åndelige væsener greb ødelæggende ind i den fysiske verden. Derfor drog kejseren med hele sit følge ud til Himlens Tempel to gange om året for at udføre de fastlagte ritualer og ofre til guderne og bede om en god høst. Himlens Tempel blev derfor opfattet som en af de vigtigste forbindelseslinjer mellem den fysiske- og den åndelige verden.

Her på bjerget kommer rigtig mange besøgende nede fra Hong Kong, - ikke mindst i weekenderne. De fleste går bare stille rundt eller sætter sig på en bænk og nyder roen og stilheden. 

Mange sætter sig også stille ind i kirken. Jeg tror, det er, fordi stedet her for mange mennesker er blevet ikke bare et skønt og fredfyldt sted, men også en vigtig forbindelseslinje i deres liv til den åndelige verden, til Gud.

Der er to menigheder ved kirken, en kinesisktalende og en engelsktalende. Hver søndag er der derfor to gudstjenester, en om formiddagen på kinesisk og sidst på eftermiddagen en på engelsk.

Gudstjenesterne er temmelig forskellige, men vi kan egentlig godt lide at komme begge steder, fordi vi begge steder møder rigtig mange herlige og spændende mennesker.

Jeg prædikede for nogle uger siden ved den engelske gudstjeneste, og i søndags prædikede jeg ved den kinesiske gudstjeneste.

Jeg kan lige høre jer tænke: ”Har han da allerede lært kinesisk?”  - - - Jeg ville ønske, jeg kunne svare JA! Men det har jeg forlængst og grundigt opgivet. Ikke mindst ”cantonesisk”, som man taler her, har en helt umulig udtale, - så NEJ! - prædikenen blev oversat af en nede fra byen, en forlagsredaktør, og min fornemmelse er, at han gjorde det rigtig fint. Den kinesiske præst, som er sognepræst ved kirken, hjalp med en del af liturgien. Jeg klarede så selv nadveren. 

Jeg havde lånt en præstekjole af den kinesiske præst. Den var for lang til hende selv, men passede mig på en prik. Den skulle lige vaskes og stryges og stolaen (det farvede bånd om halsen) syes og repareres et par steder, men det klarede Birgit perfekt, så jeg kom til at ligne en rigtig kinesisk præst.

Mandag arbejdede vi hele dagen inde på et universitetsbibliotek i Hong Kong. De er ved at digitalisere nogle gamle blade fra ”Nordisk Buddhistmission” fra den tid, da centret her blev bygget. Men de vil gerne have hjælp til at finde ud af, hvilket sprog det er skrevet på, - om det er norsk, dansk eller svensk. Så vi sidder og noterer side for side, hvilket sprog det er. Men ærlig talt bruger vi lige så meget tid på at læse brevene og artiklerne. Det er rigtig rigtig spændende at læse om alle de overvejelser og vanskeligheder, men også glædelige oplevelser, der har været i starten. Bladene, jeg læste sidst, var fra 1930-33, - netop da bjerget her blev købt og centret bygget.

                                         Birgit og en af bibliotekarerne med Universitetet i baggrunden

Vi skal derind igen på mandag, - og måske hver mandag resten af året. Men vi har nu tænkt os at spørge bibliotekaren på mandag, om det ikke er helt overflødigt, det vi laver, for hvis nogen vil forske og hige og søge i de gamle bøger, - så er det da fuldstændig ligegyldigt, om det er skrevet på norsk, svensk eller dansk. Vi forstår jo heldigvis hinanden i Skandinavien.

Onsdag aften var jeg i lufthavnen for at modtage nogle gæster fra Danmark. Det var Grethe og Henrik Olsen, som er ledere af kunstcentret ”Emmaus” i Haslev og så en af de kunstnere, som jævnligt udstiller dér, Simon Aaen. Hans forældre kender vi særdeles godt, men det var rigtig dejligt også at lære ham at kende.

Desværre har Grethe en sygdom, som gør, at hun ikke er så mobil, så hun og Henrik måtte bo nede på et hotel i Sha Tin. Men vi turede så rundt i Hong Kong sammen med Simon om torsdagen og var oppe i et af de gamle kvarterer, hvor vi vidste, der var mange små gallerier og spændende butikker.

Vi var også i et buddhisttempel og nede i de små spændende gyder og gader. Om aftenen gav Grethe og Henrik middag på hotellet, hvor de boede. Det var rigtig hyggeligt. 

Fredag var vi så sammen på ”Hong Kong Museum of Art ”, inden de skulle køre til lufthavnen og tilbage til Danmark.

Fredag formiddag havde vi besøg af 30 studerende og to lærere fra et universitet i Hong Kong, som jeg skulle vise rundt på Tao Fong Shan. Det var rigtig sjovt at prøve, - næsten som at vise rundt på en udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

I dag, lørdag, har vi sammen med den svenske præst, udforsket noget af den nordøstlige del af Hong Kong, hvor der er en pragtfuld natur med øer og bjerge, bugter og nogle helt vidunderlige badestrande. 

Vejret var rigtig fint. Tørt og høj sol og ikke for varmt. I morges var temperaturen helt nede på 19 grader og i dagtimerne har den været omkring de 25. Vi nyder, der er blevet et mere menneskeligt klima. Vi tog ud til den aller østligste badestrand ved Tai Long Wan. Den er ikke SÅ nemt tilgængelig. Der er ingen veje dertil, så efter at have kørt med tog og busser så langt vi kunne komme, tog vi en speedbåd rundt om en halvø og måtte så vandre ind over nogle pragtfulde naturområder for at komme ud til stranden, som nok er Hong Kongs allerbedste. En rigtig ”bounty-strand!” 

Vi spiste en tiltrængt frokost på et lille, ret primitivt spisested lige ved stranden. For at komme helt ned til vandet måtte vi over en indsø ved at balancere over ”Tai Long Wan-broen”, som nogle vittige sjæle har kaldt den. Den er blevet helt berømt, - fordi den er så primitiv. 

Det er absolut ikke den store ingeniør-kunst, der er lagt for dagen ved byggeriet, men den er meget charmerende!

Naturligvis var vi også ude at bade i det pragtfulde vand i ”Tai Lung Wan”, som betyder ”De store bølgers bugt”. Og når man har været ude at bade i den, forstår man pludselig, hvorfor den hedder sådan. 

Det var utrolig sjovt at springe ind i de store bølger lige i brændingen og lade sig kaste omkuld. Det havde vi rigtig meget grin af. J

Men vi skulle hjem igen! På gå-ben op over højderyggen, som nok kunne få sveden frem igen, og så med skib og busser og tog og taxi tilbage hertil. For jeg skulle jo hjem og skrive til jer! Tak for hilsner og breve og gode tanker! Vi håber, I har det godt og passer godt på Danmark og jer selv!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik

Det forbistrede Babelstårn!

Tao Fong Shan, d. 19. okt. 2013

Der er i hvert fald én ting, jeg ville gøre anderledes, hvis vi kunne starte forfra på verdenshistorien. Jeg ville aldrig have begyndt at bygge det forbistrede Babelstårn! Det var jo grunden til, at der kom alle de sprog, så folk ikke længere forstod hinanden, - og tårnet derfor aldrig blev færdigt. Men jeg kan betro jer, at der siden er bygget mange Babelstårne, i hvert fald her i Hong Kong, - også selvom folk stadigvæk ikke forstår hinanden. Og det er bare SÅ ÆRGERLIGT!

Som nu forleden aften, hvor vi havde besøg af nogle rigtig spændende mennesker. De underviste alle fire ved forskellige universiteter inde i fastlands-Kina. Det var meget vigtigt for de to yngste at fortælle, at den ældste, You Xi-lin, var en meget dygtig og meget berømt professor, direktør for kinesisk sprog- og litteratur Departementet ved Shaanxi Universitetet i Xi´an (yderst til venstre). Han kunne bare ikke tale engelsk! Ærgerligt, ærgerligt!J 

Man kunne mærke, at både han og hans kone var nogle rigtig spændende, kvikke, vidende og selvstændigt tænkende mennesker. - Men måske var det ikke ham, der ikke kunne tale engelsk?  Måske var det os, der ikke kunne tale kinesisk!? Men hvor ville det have været spændende at kunne tale noget mere direkte med ham. Heldigvis kunne de yngste en del engelsk, specielt hende der hed Pingping, (nr. 2 fra højre) så vi trods alt fik en meget spændende aften.

You Xi-lin var meget optaget af den plakat, vi har med fra Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, med et billede af Storm P. 

Han ville meget gerne komme en af dagene og fotografere billedet, så han kunne bruge det i sin undervisning på universitetet. Det er også et fantastisk billede, som jeg selv har brugt at snakke ud fra, når vi har haft studerende på besøg. Og mon ikke ens tolkning af billedet bliver helt anderledes nærværende og påtrængende, når man kommer fra Kina? Jeg er overbevist om, at den lille, selvstændigt tænkende vagabond kommer til at repræsentere idealet, drømmen.

Sjovt var det også at høre en kinesisk professor i sprog og litteratur fortælle om kinesernes forhold til H.C.Andersen. At han var kendt og afholdt af mange i Kina, vidste jeg godt, men at han i den grad havde påvirket den kinesiske tankegang og  ”folkesjæl”, som han sagde, var jeg ikke klar over. Han genfortalte kort flere af H.C.Andersens eventyr for de øvrige, og da han fortalte om ”Pigen med svovlstikkerne” sprang tårerne ud af øjnene på ham. Han elskede H.C.Andersen og havde hørt hans eventyr lige fra han var barn. Noget af det, der betød rigtig meget for ham, var, at H.C.Andersen ofte fortalte om de fattige og små i samfundet, som alligevel havde værdi. ”Den grimme ælling” f.eks. som blev til en smuk svane. H.C.Andersen havde givet mange kinesere HÅB i ellers svære tider. Men han vidste ikke dengang, sagde han, at H.C.Andersen fortalte sine eventyr på baggrund af en kristen kultur og tankegang, men det havde han senere fundet ud af, og det havde sat ham i gang med at studere kristendommen, så han i dag også er leder af universitetets ”Institute of Christian-Cultural Studies”. – Tja, Guds veje er mangfoldige!

Som I sikkert kan forstå, har vi mange gæster, som allesammen gerne vil smage hjemmebagt, dansk kage og småkager. Derfor går der meget tid for Birgit med at bage, - men jeg tror, hun nyder det. 

I mandags fejrede kineserne ”Chung Yeung Festival”. Det er fridag, og den dag mange besøger deres forfædres grave. Forfædrene ”lever” helt anderledes med i kinesernes hverdagsliv. De brænder kunstige papirpenge af, så de også i den næste verden har noget at ”leve” for, og de ofrer frugter og blomster og sørger i det hele taget for at stå sig godt med den åndelige verden. Vi tog i stedet ud på ”Lamma Island”, som er en af de største øer i Hong Kong. Det tog ca. ½ time med catamaran-hurtigfærgen fra midt i Hong Kong. 

En spændende ø er det, som også har bevaret noget af det gamle kinesiske præg. Desværre var vi ikke de eneste, der havde fået den gode ide at tage til Lamma øen, men det bliver man nødt til at vænne sig til, at der er mennesker, mennesker, mennesker overalt. 

Meget markant på øen er det enorme kulfyrede kraftværk, som leverer strøm nok til hele Hong Kong. Det har tre kæmpestore skorstene, men man ser aldrig røg komme ud af dem. Der må være et særdeles godt filter indbygget. 

Efter at have spist frokosten i den lille by, Yung Shue Wan, gik vi tværs over øens højderyg til Sok Kwu Wan på den modsatte side af øen. 

Heldigvis gik der en hurtigfærge tilbage kort tid efter, vi var ankommet til den lille by, så dér var vi igen heldige.

Endnu en af ugens store oplevelser havde vi fredag aften, hvor vi var inde i Hong Kong Cultural Centre for at se ballet sammen med vores svenske ven, Dag. Vi spiste først en rigtig god middag på en meget fin restaurant inde i Kulturcentret. 

Det var oppe på 4. etage med udsigt over vandet til Hong Kong-øen. Rejer, svampe, kæmpe-tigerrejer, lotus-rødder i skiver og mangosovs, te og snacks, - 80 Dkr pr. person for det hele, incl. hvidvin! Men det skal siges, at det så også var en af de dyre restauranter!

Inden forestillingen fik vi en kop kaffe på Starbuck kafferestaurant. Her kunne jeg se, at damen ved siden af mig læste noget svensk på sin Ipad, så jeg hviskede til vores svenske ven, at det vist var en af hans landsmænd/(-kvinder). Han spurgte hende så, om hun var svensk. Det var hun og ejendommeligt nok leder af Hong Kong-balletten. Ligesom vi, skulle hun derfor også ind at se den russiske ballet fra St. Petersburg opføre ”Anna Karenina”. 

Det var mageløst godt! Sjældent har vi haft så stor en oplevelse i noget teater. Balletten er lavet efter Leo Tolstoys roman af samme navn og sat til musik af Tchaikovsky. Den handler om et trekants-kærlighedsdrama, som beskriver, hvordan kærlighed kan føre til både lykke og ulykke og stiller bl.a. helt nutidige spørgsmål til, om det altid er det rigtige at forfølge kærligheden/forelskelsen, når den dukker op i et ellers lykkeligt ægteskab, som kærlighed til en tredjepart. Det gør Anna Karenina, - og ender med at begå selvmord! Det var en af de virkelig stærke oplevelser, - medrivende, bevægende, flot!

Heldigvis er ballettens sprog internationalt og ikke forbistret af babel-forvirringen!

Vi gik så en tur i den lune aftenluft langs havnefronten og nød de mange lys og ”high-rise-buildings”, som man hver gang imponeres over.

Til februar håber vi meget at kunne vise nogle af jer nogle af de mange mange spændende ting. Det glæder vi os til, - og så vil vi til den tid snakke et sprog, som vi alle sammen forstår!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik

Høj og lav, - rig og fattig.

Tao Fong Shan, lørd. d. 12. okt.

Kære alle!

Nogle dage føler vi ligefrem, at vi har travlt. Men det er dejligt at blive brugt. Sidste søndag prædikede jeg til den engelske gudstjeneste for første gang. Jeg havde indtryk af, at det blev vel modtaget. 

Ved den efterfølgende middagsmad på Pilgrims Hall blev jeg i hvert fald vældig takket, og der blev klappet. Vores svenske præsteven sagde bagefter hel misundeligt: ”Det er der vist ikke mange, der oplever, at der bliver klappet af deres prædiken!” J Jeg er også blevet bedt om at prædike ved den kinesiske gudstjeneste næste søndag, - dog ikke på kinesisk!

I mandags hentede vi vores rigtige ID-kort, så nu er vi helt rigtige og fuldgyldige Hong Konger. På hjemvejen smuttede vi ind i IKEA for at hente nogle rugbrødsblandinger, så vi kan bage rugbrød. Det nyder vi, at vi ikke skal nøjes med hvidt brød, men selv kan bage noget endog særdeles godt rugbrød. Hurra for IKEA!

Vores store ugentlige indkøb foretager vi ellers i PARK´N SHOP, et stort indkøbscenter i Sha Tin, som byen hedder, vi kommer til, når vi går ned af bjerget. Det er som regel også Sha Tin metrostation, vi kører fra, når vi skal til andre dele af HK. Jeg har vist før rost det meget effektive metro-bane-system, men det fortjener at blive rost igen. Der transporteres hver dag mange hundredetusinde mennesker rundt i HK uden problemer. Det fortjener da ros! Forleden dag faldt en dame bevidstløs om på gulvet i toget, næsten ved siden af, hvor vi stod. Straks var der nogen, der trykkede på alarmknappen, og togføreren blev orienteret om, hvad der var galt. Ved næste station kom et par redningsfolk løbende og fik damen ud af toget. Skønt at se, at også den side af tilværelsen er tænkt med  ind i MTR-banens funktion, og at det så også fungerer så effektivt, når der er brug for det.

Onsdag aften havde vi besøg af en af de studerende oppe fra præsteseminariet, Muan, som han hedder. Han er en rigtig rar fyr, om kommer fra Myanmar. 

To år skal han være her, og han regner ikke med at få råd til at rejse hjem og se sin familie i den tid, - og det til trods for, at han er gift og har to børn, en på fire og en på ét år. Der er nogen, der virkelig bringer store ofre for at få en uddannelse, må man sige.

Han havde som led i sine studier fået til opgave at lave et interview med et ægtepar om ægteskabet, og så fremlægge det for klassen, så vi blev i to timer spurgt ud om vores ægteskab. Det er jo fint, at de på den måde får kendskab til andre skikke og kulturer.

Torsdag aften var han her igen sammen med 20 andre internationale studerende fra præsteseminariet. Det er en jævnligt tilbagevendende begivenhed, at de internationale studerende bliver inviteret hjem til os, og at vi så hygger os med dansk bagværk, kaffe, te og småkager.

Bagefter er der et tema, som vi snakker om. I torsdags viste vi den power-point, jeg lavede til vores 70 års fødselsdagsfest og fortalte om vores liv. Det syntes de var rigtig spændende. Bagefter snakkede vi så om, hvad det var, der havde været værdifuldt i vores liv, og hvilke værdier vi gerne ville bringe videre til kommende generationer.

Vi kunne jo hurtigt blive enige om, at noget er godt og noget er ondt, men hvem afgør, hvad der er godt? – og hvorfra henter vi vores målestok for, hvornår noget er godt og noget er ondt? Ved nogle af spørgsmålene blev der meget stille. Mange af dem kommer fra kulturer, som har helt andre måder at vurdere tilværelsen på, end vi er vant til. Rædselsfulde begivenheder i deres hjemlande ligger jo kun få år tilbage, hvis man f.eks. kommer fra Cambodia, Myanmar, Kina, Vietnam m.fl. Men de syntes i hvert fald, det havde været en god og givende aften. Det var det i høj grad også for os.

I dag, lørdag, tog vi igen på opdagelse rundt i Hong Kong sammen med Dag, præsten fra Sverige. Vi tog først metroen fra Sha Tin over på Hong Kong øen, og så med bus videre ned til den sydlige del og over på den lille ø, Ap Lei Chau.

Det var interessant at se nogle af de enorme bygningskomplekser dér, hvor kun folk med en rimelig stor indkomst har råd til at bo. Og så er det naturmæssigt et skønt sted, - men det er det nu næsten overalt, hvor man kommer i Hong Kong, så er der udsigter med skov og bjerge og øer, og ind imellem højhuse, højhuse, højhuse.

Vi var også inde i et meget mondænt out-let varehus, men vi gik hurtigt ud igen. Det var lidt for mondænt for vores pengepung!

Vi kørte så med bus op til en lille landsby bebyggelse, Pok Fu Lam.  Jeg tror ikke, man kan forestille sig større modsætning til det, vi lige havde set.

Det var en landsby hamret op af brædder og blikplader, kasser og alt muligt skrammel. Bebyggelsen er lige blevet nomineret som værende værdig til at blive kåret som ”verdens-kulturarv”.

Det var rigtig meget spændende at gå rundt i de snævre gyder og fornemme lidt af, hvordan livet leves dér. En af indbyggerne kaldte os ind bag sit værksted, som vist også var hans hjem. Her viste han os en ganske lille pagode, hvor de brændte røgelse for Buddha.

Overalt i landsbyen vidnede det om, at de i høj grad var religiøse og havde små husaltre og steder langs husene, hvor de brændte røgelse.

Jeg tror, der var meget mere fællesskab og menneskelig hjertevarme dér, end i de evindelige beton skyskrabere, som ligger rundt om landsbyen og overalt i Hong Kong strækker sig mod himlen og råber deres kedsomhed ud.

Vi tog derefter en bus ned til den sydøstlige del af Hong Kong øen, til Stanley Village, hvor der er et meget kendt og besøgt marked. Det var også rigtig sjovt at gå rundt i de små gader dér og kikke på varerne,

- og sandelig om vi ikke også fandt både kjoler, bluser og trøjer, som vi ganske enkelt ikke kunne leve foruden!

Skønt var så at få en dukkert i det friske, lune, sydkinesiske havvand,

og bagefter nyde en dejlig middag på en af de mange restauranter lige ud til vandet med tunfisk på et stykke brød, stegte mega-kæmperejer, græsk salat og et stort glas Carlsberg-øl.

Kan man så næsten have det bedre?

Men tankerne går meget tit over sø og land til alle jer derhjemme. Vi håber, I har det lige så godt som os, - eller bare næsten lige så godt!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik

Meget er højt i Hong Kong!

Tao Fong Shan, lørdag d. 5. okt.

Der er meget, der er højt i Hong Kong. Huse, bjerge, - ja, selv lydniveauet! Og når vi tænker på alt det, vi har oplevet de sidste par måneder, bliver vi også selv helt ”høje”.

I søndags tog vi over på Hong Kong øen med den gamle færge fra Kowloon og gik/stod/kørte op ad

verdens længste rullende trappe. En oplevelse i sig selv bare at stå og betragte byen, gaderne, forretningerne, de små gyder og baggårde.  Hvor må det være nemt at være rørlægger eller VVS mand i Hong Kong, hvor det aldrig bliver frostvejr.

Det hele klistres bare uden på huset.  Kønt er det ikke, - men det fungerer sikkert!

Og så har vi i denne uge haft besøg af Øystein Thelle og hans familie fra Norge, 12 ialt. Han er nu 73 år, men har været barn her på Tao Fong Shan. Hans far, Notto Thelle, skal have en stor del af æren for, at Tao Fong Shan overhovedet blev bygget. Vel var det den norske præst og missionær, Reichelt, der havde visionerne, men selv var han for upraktisk til at omsætte dem til virkelighed, så hvis ikke han havde haft bl.a. Notto Thelle som medhjælper, havde der sikkert ikke været noget center i dag. Øystein ville nu gerne vise sin familie stedet og også selv høre lidt om, hvad der foregik i dag.

Vi inviterede så hele familien hjem til kaffe/te. Jeg fortalte om TFS, som det er i dag, og han fortalte til gengæld noget om, hvad han kunne huske fra sin barndom her i 40´erne. Det var meget spændende og en historisk chance at få lov til at komme så tæt på stedets historie.

Mandag eftermiddag havde vi hele staben fra ISCS (Institute of Sino-Christian Studies) til kaffe/te.

Det er alle dem, der står for at oversætte teologiske lærebøger og litteratur til kinesisk, så de kan bruges på kinesiske universiteter på f.eks. filosofistudiet. Og her til aften kom en professor fra et af universiteterne i Beijing og sagde, at han desværre ikke kunne den dag alle de andre fra ISCS besøgte os, men det ville han forfærdelig gerne, så vi inviterede ham straks med hjem, - og så gik den aften.

Vi føler absolut ikke, den var spildt. Tvært imod er det et uhyre privilegium at få lov til at møde så mange spændende mennesker.

Tirsdag var der ”National Day”, så da holdt vi fri og fejrede, at Mao i d. 1. okt. 1949 udråbte Den Kinesiske Folkerepublik. Det fejrede vi ved sammen med Dag Bjärnhall, den svenske præst, at tage Metroen til Lantau Island, den største ø i Hong Kong, og her tage svævebanen op til ”Den store Buddha”og det nærliggende Po Lin Tempel.

Det er en rigtig spændende tur, som tager næsten ½ time. Gulvet i kabinerne er af glas (hvis man ønsker det, - og tør det!), så man kan sidde og kikke ned på vand og skov og veje, man svæver hen over. Der er en fantastisk udsigt ud over øen med lufthavnen, som ligger lige i nærheden.

Den store Buddha er en 24 m høj broncestatue, som kan ses vidt omkring. Og den er virkelig stor!

Herfra tog vi så en bus til Tai O, en lille fiskerby på sydvestkysten af Lantau Øen. Mange huse her er bygget på stolper ude i vandet, og rundt i de snævre små gader sælges alle mulige slags fisk og havdyr.

Vi gik ind og spiste frokost på en restaurant med en masse mennesker og en masse larm, – noget af en oplevelse, må man sige!

Fra Tai O gik turen så igen med bus tværs over øen til Mui Wo, hvorfra vi tog færgen tilbage til Hong Kong Øen, og derfra Metro-banen hjem. Endnu en rigtig god og spændende dag var det. Så vi kan da ikke andet end glæde os over, at Mao fik udråbt den Kinesiske Folkerepublik, – så vi fik en fridag!

Torsdag eftermiddag havde vi besøg af alle de ældre og pensionerede folk her rundt omkring, som har arbejdet en stor del af deres liv her på Tao Fong Shan. De fleste taler kun kinesisk, så Chiyan, chefens sekretær, kom og var med som tolk. Men kort efter vi var startet, kom chefen, Jacob, også selv, så han overtog tolkningen.

Vi havde fornemmelsen af, at de syntes, de havde haft en vældig eftermiddag, både med alt det danske bagværk og med at høre om, hvem vi er og se billeder af vores familie osv. Og selvfølgelig spurgte jeg dem også ud om deres liv her på stedet.

Fredag formiddag blev det ikke til meget med at reparere bøger på biblioteket, da der var offentlig forelæsning på LTS (præsteseminariet) ved en professor i Ny Testamente, Karl Olav Sandnes, fra Oslo, som var her som lærer fra 1990-93. Han lavede en meget spændende gennemgang af beretningen om Jesus, der stiller stormen på Genesaret Sø.

Bagefter var der så en ikke mindre spændende diskussion.

I dag, lørdag, har vi igen leget turister sammen med den svenske præst, som er her i 6 uger. Vi gik op til "The Peak", udsigtsstedet vi tidligere besøgte efter mørkets frembrud.

                                                                     - Nu med hat!
Det var en anstrengende tur derop, så vi følte virkelig, vi havde fortjent frokosten med en god Vietnamesisk øl til.

Undervejs slog vi et par svinkærinder rundt i de små spændende sidegader, bl.a. også til Man Mo Templet, hvor vi fik en snak med nogle af buddhisterne om, hvad det var, de lavede, hvad de bad for, og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Vi fik her bekræftet, at der i de fleste mennesker ligger de samme længsler, håb og ønsker, hvad enten man er opvokset i et kristent eller buddhistisk miljø. Meget interessant var det!

Sidst på eftermiddagen besøgte vi det imponerende ”Hong Kong Convention- and Exhibition Centre”, (”Hong Kong Kongres- og Udstillingscenter”). Det ligger på Hong Kong øen helt ud til vandet og ligner nærmest et operahus. Der var lige åbnet en kunstudstilling, så vi fik et glas champagne med og så den spændende udstilling og bygning.

Ellers er en del af ugen for mit vedkommende gået med at skrive prædiken (på engelsk!) Jeg skal i morgen, søndag, prædike i den lille ottekantede kirke, ”Christ Temple”, ved gudstjenesten for den engelske menighed. Det synes jeg kan være helt spændende og er da noget af en udfordring. Det er foreløbig aftalt, at jeg skal prædike 5 gange i løbet af de kommende måneder.

Nu skræpper vores lille gekko igen op ude på muren uden for døren. Den har vi ”fornøjelse” af hele aftenen og natten. Utroligt, at et så lille dyr kan ”gnække” så højt.

Men der er meget, der er højt i Hong Kong.

Alt godt herfra!

Birgit og Erik