Tao Fong Shan, d.26. okt. 2013
Noget af det charmerende ved stedet her er den lille,
ottekantede kirke, ”Christ Temple”.
Her på bjerget kommer rigtig mange besøgende nede fra
Hong Kong, - ikke mindst i weekenderne. De fleste går bare stille rundt eller
sætter sig på en bænk og nyder roen og stilheden.
Mange sætter sig også stille
ind i kirken. Jeg tror, det er, fordi stedet her for mange mennesker er blevet
ikke bare et skønt og fredfyldt sted, men også en vigtig forbindelseslinje i
deres liv til den åndelige verden, til Gud.
Der er to menigheder ved kirken, en kinesisktalende og en
engelsktalende. Hver søndag er der derfor to gudstjenester, en om formiddagen
på kinesisk og sidst på eftermiddagen en på engelsk.
Gudstjenesterne er temmelig forskellige, men vi kan
egentlig godt lide at komme begge steder, fordi vi begge steder møder rigtig
mange herlige og spændende mennesker.
Jeg prædikede for nogle uger siden ved den engelske
gudstjeneste, og i søndags prædikede jeg ved den kinesiske gudstjeneste.
Jeg kan lige høre jer tænke: ”Har han da allerede lært
kinesisk?” - - - Jeg ville ønske, jeg
kunne svare JA! Men det har jeg forlængst og grundigt opgivet. Ikke mindst
”cantonesisk”, som man taler her, har en helt umulig udtale, - så NEJ! - prædikenen
blev oversat af en nede fra byen, en forlagsredaktør, og min fornemmelse er, at
han gjorde det rigtig fint. Den kinesiske præst, som er sognepræst ved kirken, hjalp
med en del af liturgien. Jeg klarede så selv nadveren.
Jeg havde lånt en
præstekjole af den kinesiske præst. Den var for lang til hende selv, men
passede mig på en prik. Den skulle lige vaskes og stryges og stolaen (det
farvede bånd om halsen) syes og repareres et par steder, men det klarede Birgit
perfekt, så jeg kom til at ligne en rigtig kinesisk præst.
Mandag arbejdede vi hele dagen inde på et
universitetsbibliotek i Hong Kong. De er ved at digitalisere nogle gamle blade
fra ”Nordisk Buddhistmission” fra den tid, da centret her blev bygget. Men de
vil gerne have hjælp til at finde ud af, hvilket sprog det er skrevet på, - om
det er norsk, dansk eller svensk. Så vi sidder og noterer side for side,
hvilket sprog det er. Men ærlig talt bruger vi lige så meget tid på at læse
brevene og artiklerne. Det er rigtig rigtig spændende at læse om alle de overvejelser
og vanskeligheder, men også glædelige oplevelser, der har været i starten.
Bladene, jeg læste sidst, var fra 1930-33, - netop da bjerget her blev købt og
centret bygget.
Birgit og en af bibliotekarerne med Universitetet i baggrunden
Vi skal derind igen på mandag, - og måske hver mandag
resten af året. Men vi har nu tænkt os at spørge bibliotekaren på mandag, om
det ikke er helt overflødigt, det vi laver, for hvis nogen vil forske og hige
og søge i de gamle bøger, - så er det da fuldstændig ligegyldigt, om det er
skrevet på norsk, svensk eller dansk. Vi forstår jo heldigvis hinanden i
Skandinavien.
Onsdag aften var jeg i lufthavnen for at modtage nogle
gæster fra Danmark. Det var Grethe og Henrik Olsen, som er ledere af kunstcentret
”Emmaus” i Haslev og så en af de kunstnere, som jævnligt udstiller dér, Simon
Aaen. Hans forældre kender vi særdeles godt, men det var rigtig dejligt også at
lære ham at kende.
Desværre har Grethe en sygdom, som gør, at hun ikke er så mobil, så hun og Henrik måtte bo nede på et hotel i Sha Tin. Men vi turede så
rundt i Hong Kong sammen med Simon om torsdagen og var oppe i et af de gamle
kvarterer, hvor vi vidste, der var mange små gallerier og spændende butikker.
Vi var også i et buddhisttempel og nede i de små spændende gyder og gader. Om
aftenen gav Grethe og Henrik middag på hotellet, hvor de boede. Det var rigtig
hyggeligt.
Fredag var vi så sammen på ”Hong Kong Museum of Art ”, inden de
skulle køre til lufthavnen og tilbage til Danmark.
Fredag formiddag havde vi besøg af 30 studerende og to
lærere fra et universitet i Hong Kong, som jeg skulle vise rundt på Tao Fong Shan.
Det var rigtig sjovt at prøve, - næsten som at vise rundt på en udstilling på
Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.
I dag, lørdag, har vi sammen med den svenske præst, udforsket
noget af den nordøstlige del af Hong Kong, hvor der er en pragtfuld natur med
øer og bjerge, bugter og nogle helt vidunderlige badestrande.
Vejret var rigtig
fint. Tørt og høj sol og ikke for varmt. I morges var temperaturen helt nede på
19 grader og i dagtimerne har den været omkring de 25. Vi nyder, der er blevet et
mere menneskeligt klima. Vi tog ud til den aller østligste badestrand ved Tai
Long Wan. Den er ikke SÅ nemt tilgængelig. Der er ingen veje dertil, så efter
at have kørt med tog og busser så langt vi kunne komme, tog vi en speedbåd
rundt om en halvø og måtte så vandre ind over nogle pragtfulde naturområder for
at komme ud til stranden, som nok er Hong Kongs allerbedste. En rigtig ”bounty-strand!”
Vi spiste en tiltrængt frokost på et lille, ret primitivt spisested lige ved
stranden. For at komme helt ned til vandet måtte vi over en indsø ved at balancere
over ”Tai Long Wan-broen”, som nogle vittige sjæle har kaldt den. Den er blevet
helt berømt, - fordi den er så primitiv.
Det er absolut ikke den store
ingeniør-kunst, der er lagt for dagen ved byggeriet, men den er meget charmerende!
Naturligvis var vi også ude at bade i det pragtfulde vand
i ”Tai Lung Wan”, som betyder ”De store bølgers bugt”. Og når man har været ude
at bade i den, forstår man pludselig, hvorfor den hedder sådan.
Det var utrolig
sjovt at springe ind i de store bølger lige i brændingen og lade sig kaste
omkuld. Det havde vi rigtig meget grin af. J
Men vi skulle hjem igen! På gå-ben op over højderyggen,
som nok kunne få sveden frem igen, og så med skib og busser og tog og taxi
tilbage hertil. For jeg skulle jo hjem og skrive til jer! Tak for hilsner og
breve og gode tanker! Vi håber, I har det godt og passer godt på Danmark og jer
selv!
Alt godt herfra!
Birgit og Erik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar