Birgit og Erik i Hong Kong: Høj og lav,

Tao Fong Shan, lørd. d. 12. okt.

Kære alle!

Nogle dage føler vi ligefrem, at vi har travlt. Men det er dejligt at blive brugt. Sidste søndag prædikede jeg til den engelske gudstjeneste for første gang. Jeg havde indtryk af, at det blev vel modtaget.

Ved den efterfølgende middagsmad på Pilgrims Hall blev jeg i hvert fald vældig takket, og der blev klappet. Vores svenske præsteven sagde bagefter hel misundeligt: ”Det er der vist ikke mange, der oplever, at der bliver klappet af deres prædiken!” J Jeg er også blevet bedt om at prædike ved den kinesiske gudstjeneste næste søndag, - dog ikke på kinesisk!

I mandags hentede vi vores rigtige ID-kort, så nu er vi helt rigtige og fuldgyldige Hong Konger. På hjemvejen smuttede vi ind i IKEA for at hente nogle rugbrødsblandinger, så vi kan bage rugbrød. Det nyder vi, at vi ikke skal nøjes med hvidt brød, men selv kan bage noget endog særdeles godt rugbrød. Hurra for IKEA!

Vores store ugentlige indkøb foretager vi ellers i PARK´N SHOP, et stort indkøbscenter i Sha Tin, som byen hedder, vi kommer til, når vi går ned af bjerget. Det er som regel også Sha Tin metrostation, vi kører fra, når vi skal til andre dele af HK. Jeg har vist før rost det meget effektive metro-bane-system, men det fortjener at blive rost igen. Der transporteres hver dag mange hundredetusinde mennesker rundt i HK uden problemer. Det fortjener da ros! Forleden dag faldt en dame bevidstløs om på gulvet i toget, næsten ved siden af, hvor vi stod. Straks var der nogen, der trykkede på alarmknappen, og togføreren blev orienteret om, hvad der var galt. Ved næste station kom et par redningsfolk løbende og fik damen ud af toget. Skønt at se, at også den side af tilværelsen er tænkt med ind i MTR-banens funktion, og at det så også fungerer så effektivt, når der er brug for det.

Onsdag aften havde vi besøg af en af de studerende oppe fra præsteseminariet, Muan, som han hedder. Han er en rigtig rar fyr, om kommer fra Myanmar.

To år skal han være her, og han regner ikke med at få råd til at rejse hjem og se sin familie i den tid, - og det til trods for, at han er gift og har to børn, en på fire og en på ét år. Der er nogen, der virkelig bringer store ofre for at få en uddannelse, må man sige.

Han havde som led i sine studier fået til opgave at lave et interview med et ægtepar om ægteskabet, og så fremlægge det for klassen, så vi blev i to timer spurgt ud om vores ægteskab. Det er jo fint, at de på den måde får kendskab til andre skikke og kulturer.

Torsdag aften var han her igen sammen med 20 andre internationale studerende fra præsteseminariet. Det er en jævnligt tilbagevendende begivenhed, at de internationale studerende bliver inviteret hjem til os, og at vi så hygger os med dansk bagværk, kaffe, te og småkager.

Bagefter er der et tema, som vi snakker om. I torsdags viste vi den power-point, jeg lavede til vores 70 års fødselsdagsfest og fortalte om vores liv. Det syntes de var rigtig spændende. Bagefter snakkede vi så om, hvad det var, der havde været værdifuldt i vores liv, og hvilke værdier vi gerne ville bringe videre til kommende generationer.

Vi kunne jo hurtigt blive enige om, at noget er godt og noget er ondt, men hvem afgør, hvad der er godt? – og hvorfra henter vi vores målestok for, hvornår noget er godt og noget er ondt? Ved nogle af spørgsmålene blev der meget stille. Mange af dem kommer fra kulturer, som har helt andre måder at vurdere tilværelsen på, end vi er vant til. Rædselsfulde begivenheder i deres hjemlande ligger jo kun få år tilbage, hvis man f.eks. kommer fra Cambodia, Myanmar, Kina, Vietnam m.fl. Men de syntes i hvert fald, det havde været en god og givende aften. Det var det i høj grad også for os.

I dag, lørdag, tog vi igen på opdagelse rundt i Hong Kong sammen med Dag, præsten fra Sverige. Vi tog først metroen fra Sha Tin over på Hong Kong øen, og så med bus videre ned til den sydlige del og over på den lille ø, Ap Lei Chau.

Det var interessant at se nogle af de enorme bygningskomplekser dér, hvor kun folk med en rimelig stor indkomst har råd til at bo. Og så er det naturmæssigt et skønt sted, - men det er det nu næsten overalt, hvor man kommer i Hong Kong, så er der udsigter med skov og bjerge og øer, og ind imellem højhuse, højhuse, højhuse.

Vi var også inde i et meget mondænt out-let varehus, men vi gik hurtigt ud igen. Det var lidt for mondænt for vores pengepung!

Vi kørte så med bus op til en lille landsby bebyggelse, Pok Fu Lam. Jeg tror ikke, man kan forestille sig større modsætning til det, vi lige havde set.

Det var en landsby hamret op af brædder og blikplader, kasser og alt muligt skrammel. Bebyggelsen er lige blevet nomineret som værende værdig til at blive kåret som ”verdens-kulturarv”.

Det var rigtig meget spændende at gå rundt i de snævre gyder og fornemme lidt af, hvordan livet leves dér. En af indbyggerne kaldte os ind bag sit værksted, som vist også var hans hjem. Her viste han os en ganske lille pagode, hvor de brændte røgelse for Buddha.

Overalt i landsbyen vidnede det om, at de i høj grad var religiøse og havde små husaltre og steder langs husene, hvor de brændte røgelse.

Jeg tror, der var meget mere fællesskab og menneskelig hjertevarme dér, end i de evindelige beton skyskrabere, som ligger rundt om landsbyen og overalt i Hong Kong strækker sig mod himlen og råber deres kedsomhed ud.

Vi tog derefter en bus ned til den sydøstlige del af Hong Kong øen, til Stanley Village, hvor der er et meget kendt og besøgt marked. Det var også rigtig sjovt at gå rundt i de små gader dér og kikke på varerne,

- og sandelig om vi ikke også fandt både kjoler, bluser og trøjer, som vi ganske enkelt ikke kunne leve foruden!

Skønt var så at få en dukkert i det friske, lune, sydkinesiske havvand,

og bagefter nyde en dejlig middag på en af de mange restauranter lige ud til vandet med tunfisk på et stykke brød, stegte mega-kæmperejer, græsk salat og et stort glas Carlsberg-øl.