Noget om advent, røg og bønner

Tao Fong Shan, nov.30.

Kære alle!

Sandelig om det ikke i morgen er 1. søndag i advent. Vi vil ønske jer alle sammen en rigtig god adventstid! Vi fejrer dagen med at tage på udflugt med den kinesiske menighed. Rygtet siger, vi skal hen og se Noahs Ark. J Så vidt jeg ved, har ingen indtil dato modbevist, at den strandede i Hong Kong, - så det gjorde den nok!

Vi var også sidste søndag til gudstjeneste i den kinesiske menighed. Det kan ikke undgås, at man bliver påvirket af den hjertelighed og oprigtige omsorg for hinanden, man mærker i både den kinesiske og engelske menighed. I søndags var det vores svigerinde, Susanne, og hendes veninde, Karen, der blev budt velkommen med klapsalver. Et fast led i gudstjenesterne er også, at man hilser på hinanden. Man kan ikke nå at hilse på alle, men på dem der sidder nærmest. Det gør i hvert fald, at ingen bliver overset, og alle bliver en del af fællesskabet. Måske der var noget her, vi kunne lære lidt af derhjemme?

Efter gudstjenesten var der som sædvanligt kirke-te, hvor man så har lejlighed til at snakke lidt mere med de nye og lære dem og hinanden lidt bedre at kende.

Vi gik så hjem til os og spiste frokost sammen med Susanne og Karen på vores terrasse.

Jeg har tidligere nævnt, at Præsteseminariet i år fejrer 100-års jubilæum. Det er blevet markeret året igennem på forskellig måde, men kulminerede i søndags med en gudstjeneste om eftermiddagen i Truth Lutheran Church. Det blev en helt utrolig festlig gudstjeneste, hvor ikke mindst de studerende satte deres præg på mange forskellige måder med dans og korsang;

andre svingede med bannere i takt til noget musik og de internationale studerende sang og optrådte, mange af dem iklædt dragter fra deres hjemlande. Vi  var faktisk lidt stolte af dem, for det var jo ”vores” studerende, dem som vi særligt tager os af og har fået et nært forhold til.

De vi kom ud fra kirken, p- - - - - -  øhh, øsede regnen ned. Det er heldigvis længe siden, det er sket. Men måske var det ikke så ringe endda for både planter og støv. Heldigvis holdt regnen snart op, så vi gik på ”nat-markedet” sammen med Susanne og Karen. Det er sådan ét af de steder, hvor man kan få de mest utrolige ting, både det man har brug for, men også alt det som man lettere end let kan undvære.

Tirsdag formiddag var vi oppe på Præsteseminariet, fordi de internationale studerende , - ”vores studerende”, skulle stå for morgengudstjenesten.

Det klarede de rigtig flot, - og endnu engang kunne vi ikke andet end glæde os over at have fået lov til at møde dem og komme tæt ind på livet af flere af dem.

Torsdag aften var vi inviteret til ”Thanksgiving,” som i USA næsten er en større familiefest, end jul er hos os. Det blev holdt som sammenskudsgilde, - haveparty, - hos nogle af lærerne på Præsteseminariet, som bor lige nedenfor ved foden af bjerget.

Det var meget hyggeligt at møde dem under mere private former. Jeg har egentlig aldrig vidst, hvorfor amerikanerne fejrede Thanksgiving, men jeg fandt ud af, at det var fordi præsident Abraham Lincoln i 1863 udsendte en ”Proclamation”, hvori han mindede alle sine landsmænd om alle de goder, de i årets løb havde nydt godt af. Og så sagde han bl.a.:
 “- - - Intet menneskeligt råd udtænkte og heller ingen dødelig hånd udarbejdede disse stor ting. De er nådegaver fra den Almægtige Gud, som, alt imens Han beskæftiger sig med os i vrede for vore synder, alligevel husker os med barmhjertighed. Jeg har derfor syntes, det ville være korrekt, at de med ydmyghed skulle anerkendes i taknemmelighed som med ét hjerte og én stemme af hele det amerikanske folk. Jeg skal derfor opfordre mine medborgere i hver del af USA, og også dem, der er på havet, og dem, der er på rejse i fremmede lande, til at afsætte den sidste torsdag i november hvert år, som en dag for ”Thanksgiving” og Lovprisning af vor godgørende Fader som bor i himlen.- - -”

Det var da flot sagt!

Hver fredag morgen kl. 7am. er der nadvergudstjeneste i Christ Temple. Det er den amerikanske præst, John LeMonde, der står for det, - eller rettere sidder for det! – for han sidder nede på gulvet i lotusstilling under stort set hele handlingen.

Der er også flere elementer i handlingen, som er inspireret af buddhismen, men indført i den kristne gudstjeneste, så der kastes nyt lys over evangelierne, og ingen kan beskylde ham for religionsblanderi. Men han er med til at åbne vores øjne for de ”mødepunkter” i kristendommen og buddhismen, som allerede Reichelt, grundlæggeren af Tao Fong Shan, talte om. Desværre blev Reichelt i vide kredse ikke forstået, men i stedet smidt ud af Det Norske Missionsselskab, så han i stedet måtte danne sit eget dansk-norsk-svenske ”Nordisk Buddhistmission”. Gudstjenesten her fredag morgen er desuden meget inspireret af det økumeniske fællesskab i Taizé i Frankrig, hvor stilhed og meditation også indgår som en vigtig del af gudstjenesten. Efter gudstjenesten spiser vi så sammen på Pilgrims Hall.

Fredag tog vi sammen med Susanne og Karen af sted med undergrundsbanen til Lantau Island, hvor vi tog den 6 km lange svævebane op til ”The Big Buddha”.

Sidst vi var der, nåede vi ikke helt op til den. Det gjorde vi nu, og man kan endda komme ind i den 24 m. høje broncestatue, hvor der er udstillinger m.m.

Herfra tog vi bussen til det lille fiskerleje, Tai O, på sydvest siden af øen. Det er et fantastisk sted, malerisk, spændende, hyggeligt og helt anderledes end alle andre bebyggelser i Hong Kong.

 En stor del af husene er bygget på stolper ud i vandet og fiskerjollerne ligger fortøjet lige neden for, hvor familierne bor.

Fra Tai O tog vi bussen til Mui Wo og herfra en meget hurtig katamaranfærge lige ind i centrum af Hong Kong, hvor alt er så helt vildt anderledes end livet i det lille fiskerleje, hvor vi lige kom fra. Vejret var eminent flot, så vi nød de mange udsigter over det vilde, spændende landskab på Lantau Island med bjerge, hav og øer. Det er bare så flot!

Grunden til, at det var så flot hænger jo bare sammen med, at det også er blevet temmelig koldt, helt ned til 12-14 grader om natten, så vi har været ude at købe noget mere tøj, varme bluser og trøjer.

I dag har vi været i Wong Tai Sin templet, hvor folkereligiøsiteten blomstrer ud over alle grænser.

Men hvad, - også i Danmark er der jo folk, som ikke vil sidde med, hvis der er 13 omkring bordet, - og hvad med at gå under en stige? – eller hvad tænker man, når en sort kat løber over vejen? 

Jo, folk er ens på bunden, trods de mange forskelle på overfladen, - også når det drejer sig om religiøsitet. Over Wong Tai Sin templet stiger røgen tæt fra de tusinder af røgelsespinde, der hver dag brændes af, sammen med tusinder af oprigtige bønner op mod den blå himmel. 

Hvem tør sige, at den barmhjertige Gud vender det døve øre til de mange bønner fra buddhister, som oprigtigt søger sandheden og for alvor prøver at leve et godt og ordentligt liv som det sig hør og bør for en buddhist? – ”Hvem vil kaste den første sten?” sagde Jesus engang til alle dem, som mente, at de selv havde deres på det tørre og kendte sandheden!

Men det er da godt, at VI i hvert fald kender den!

Herefter tog vi hen og så det buddhistiske imponerende nonnekloster, Chi Lin Nunnery, og den utrolig flotte have i tilknytning hertil.

I haven er der en vegetarrestaurant, hvor Susanne og Karen gav frokost.

Jo, vi har meget at glæde os over, - og vi gør det!

Glædelig advent!

Birgit og Erik

Har I spist?

Tao Fong Shan, d. 23. nov. 2013

Kære alle!

Helt overvældende var det forleden dag at modtage en stor pakke fra Danmark, som viste sig at være fra familien på Frejasvej. På kontoret sang de ”Christmasgifts, Christmasgifts!” – og de var mindst lige så spændte på indholdet, som vi var. J

Det viste sig at være en julekalender, - 24 pakker i alle faconer og med forskelligt papir, og hjerter på hver enkelt med et stort nummer, så der ikke var noget at tage fejl af. De står nu i et par kurve i stuen og minder os om, at vi har nogle fantastiske børn/sv.børn og børnebørn! 

Men de minder os også om, at vi snart skal begynde at tælle ned til jul, - forstå det hvem der kan! Men hvad enten vi forstår det eller ej, så er forretningerne ikke i tvivl, - heller ikke i Hong Kong, for der skal gerne tjenes penge, mange penge. Store usmagelige, kunstige glimmer-juletræer ”pryder” gaderne overalt. Ak ja, Jesus er skyld i meget!  - - - eller måske er det os, der er det!

Søndag prædikede jeg ved den kinesiske gudstjeneste om jordens undergang. Ikke ligefrem nogen fornøjelig tekst, men måske alligevel en tekst, som er mere virkelighedsnær for mange mennesker, end vi umiddelbart opfatter. Mon ikke mange folk på Filippinerne i denne tid forstår teksten meget bedre, end vi gør?! – Og hvad med den norske præst, som besøgte os for et par uger siden, og som forleden dag mistede sin søn på 27 år, fordi han faldt ned fra en mur? Mon ikke også hans verden pludselig er ”gået under”?

Men heldigvis peger teksten også på, at der uanset hvad, dog er givet os et håb. Og hvad enten man er bevidst om det eller ej, så er det jo grundlæggende derfor, vi snart begynder nedtællingen til jul!

Mandag var vi igen i lufthavnen. Denne gang for at hente Susanne, vores svigerinde, og hendes veninde Karen Tikjøb. De har begge været præster, men er nu gået på pension og skal være her i tre uger.

Det er skønt at have fået besøg hjemmefra, og vi nyder at vise dem centret her og noget af Hong Kong. Mange af de ting, vi foretager os, kan de umiddelbart være med til, så vi oplever mange spændende ting sammen.

Tirsdag aften var vi inde i centrum, hvor vi bl.a. overværede det imponerende lysshow, som vises hver aften kl. 20. Fra de kæmpehøje bygninger på begge sider af havneområdet, sendes laserlysstråler og projektørlys op i luften og rundt omkring på de andre bygninger, - alt sammen til musik fra højttalere. Flot! Flot!

Onsdag aften havde vi Raag Rolfsen, den norske direktør for Areopagos, til aftensmad. Han er rigtig god og spændende at snakke med. Vi har tidligere haft besøg af ham herude, men nu altså igen p.g.a. bestyrelsesmøde fredag.

Torsdag aften var vi – efter at have fartet rundt i byen – inde i den anglikanske katedral, ”St. John´s Cathedral”, til møde i ”Hong Kong Network on Religion and Peace”. Her kommer repræsentanter fra alle mulige og umulige religioner, som findes i Hong Kong.

Denne gang var der en gæstetaler, som var den tidligere gen.sekr. for Kirkernes Verdensråd, Konrad Raiser. Han holdt et spændende foredrag om ”Religion, Power and Politics”. Under kaffen havde jeg en lang snak med en lærer fra ”Confusius Akademiet”, som var meget interesseret i at høre noget om, hvad den lutherske kirke var for noget, hvad Luther var for en fyr og hvad hans tanker gik ud på. Jo, der er dagligt mange udfordringer.

Fredag formiddag havde Konrad Raiser en forelæsning her på præsteseminariet om den aktuelle situation for den økumeniske bevægelse, - meget spændende!

Det var et led i fejringen af præsteseminariets 100-års jubilæum. Der har året igennem været forskellige fejringer, og det hele kulminerer på søndag, hvor der skal være en festgudstjeneste inde i ”Truth Lutheran Church”, og hvor alle ”spidserne” kommer med slips og blankpudsede sko. Og dog, - biskoppen er en kvinde, så hun har nok ikke noget slips, men måske et guldkors, som kunne have været solgt for 100 rigsdaler og givet til de fattige! – Men de fattige har vi jo altid hos os!

Fredag eftermiddag havde vi besøg af den tidligere direktør for Areopagos og for TFS, Knud Jørgensen, og hans kone, Eva. Det var rigtig hyggeligt og dejligt at møde dem og lære dem at kende. Spændende også at høre lidt om deres gøren og laden her på stedet.

Om aftenen havde vi besøg af studenterne fra Fastlands-Kina. De er ikke alle sammen lige gode til at snakke engelsk, men vi får det til at fungere. Det er meget rare og dygtige unge mennesker, som er her på studielegater fra stedet her. J

De skal alle sammen tilbage til deres respektive universiteter i Kina før jul og fortsætte studierne dér. Vi havde en lang og meget morsom snak om måder at hilse på i Kina, hvor det er almindeligt, at man om morgenen siger ”Godmorgen!” ved at spørge: ”Har du fået din morgenmad?” og om middagen: ”Har du fået lunch!” osv. Så forstod vi pludselig lidt bedre, hvorfor de tre professorer, som ikke taler meget engelsk, hver morgen, når vi kommer op på Pilgrims Hall, spørger: ”Har I fået jeres morgenmad?” Jeg har hidtil syntes, det var lidt åndssvagt, at de blev ved at spørge om det! De vidste jo, at vi spiste morgenmad hjemme! Men sådan er det, når kulturerne støder sammen!

Lørdag stod der ”outing”, altså udflugt, på programmet. Det var et yngre ægtepar fra den engelske menighed, der for nogle uger siden foreslog, at vi skulle lave en kirke-hike, så ville de tilbyde at arrangere den. Så vi tog bussen ned til Sha Tin kl. 8.20 og undergrundsbanen over på Hong Kong øen, hvor vi mødte de øvrige deltagere. Vi tog så bussen ned til den sydøstlige del af øen , hvor vi gik en meget fin og ikke særlig anstrengende tur i bjergområdet langs søer og med skov omkring.

Det er utrolig rare mennesker, som man kommer til at sætte større og større pris på. Heldigvis var også den nye leder af centret og hans kone med, samt den amerikanske præst og hans kone. Det er jo på sådanne ture man har lejlighed til at gå og sludre og lære hinanden bedre at kende. Efter traveturen tog vi alle med taxa til Stanley, hvor vi spiste frokost sammen.

Herefter tog de fleste hjem. Det var et rigtig fint og godt arrangement.

Birgit, Susanne, Karen og jeg blev i Stanley og osede rundt på Stanley Marked, hvor man kan købe alt og til forbavsende små priser. Det resulterer jo så også i, at man mange gange får købt en del, som man inden man tog hjemmefra slet ikke anede, man havde brug for! Men man bliver nu lidt ør i hovedet af alle de mennesker, som faldbyder deres varer, så vi satte os hen på stranden, soppede lidt rundt i vandkanten og nød solnedgangen.

Dagen sluttede vi af med at spise aftensmad på en lille strandrestaurant ved vandkanten i Stanley, inden vi tog bus og metro her tilbage til vores lille hus i skoven, hvor vi har det godt og nyder hver eneste dag. Og når kineserne i morgen tidlig spørger, om vi har spist, kan vi bare sige ”ja!” og ”godmorgen!” – for nu ved vi, at det slet ikke handler om morgenmad!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik

Én for alle og alle for én!

TFS. d.16. nov.

Kære alle!

”Det kunne simpelthen ikke have foregået andre steder end i Kina!” Sådan sagde vi til hinanden efter finalen i trommekonkurrencen lørdag aften inde i det store Kulturcenter i Kowloon.

 Det var finalen i skolernes trommekonkurrence, som har fundet sted her i efteråret, og nu skulle så det bedste af de bedste tre hold kåres. Det var helt vildt godt! Mage til præcision og disciplin finder man ikke andre steder. Små primary school elever trommede, så det var lige før, man ville sige, at Safri Duo godt kunne gå hjem og lægge sig! Efter pausen var der så trommekoncert med et trommeorkester bestående af unge mennesker fra Thailand. Utroligt! Fantastisk! Flot!

Man kunne ligesom nikke genkendende til noget af den samme disciplin, som mange af os sikkert husker fra olympiaden i Beijing i 2008. Det var næsten helt skræmmende præcist. Det er bestemt en kultur, hvor fællesskabet betyder alt. Individet er kun til for at udfylde en plads i helheden. Puslespillet skal jo gerne være komplet.

Det får naturligvis én til at overveje, om vi i Danmark er for fokuserede på individet? Hvad tilbydes der ikke af indviklede SELVudviklingskurser!

Ellers har ugen ikke budt på de store udflugter. Det har været lidt af en grå hverdagsuge med småregn de første dage, og temperaturen har været nede på 18-19 grader om morgenen og 22-23 gr. midt på dagen. Det lyder måske, som om det er fint sommervejr, men faktisk har det været småkoldt, så vi har måttet tage en ekstra trøje eller skjorte på. Sidst på ugen er det dog klaret op, og solen stråler igen, så man tror det er højsommer. Men efteråret har indfundet sig også her. Helt usædvanligt har det været, at en tyfon, som den der ramte Filippinerne, er kommet så sent. Vi priser os lykkelige over, at det denne gang ikke gik ud over Hong Kong, - selv om husene her sikkert ville have kunnet klare en sådan tyfon bedre end de fattige blikskure på Filippinerne. Der bor mange Filippinere her i Hong Kong, som selvfølgelig føler stærkt med deres landsmænd.

Hele ugen har der ellers været fuldt hus på Pilgrims Hall, idet der har været et efteruddannelseskursus for præster fra Main-land-China.

Når jeg tænker på, hvor godt og inspirerende det har været at komme på kursus på Præstehøjskolen eller Folkekirkens Pædagogiske Center i Løgumkloster, kan jeg lige forestille mig, hvor inspirerende og befriende det må være at komme her, hvor man ikke bare kan møde kolleger og fagligt blive tanket op, men hvor man også frit kan drøfte de kirkelige forhold, hvor man kommer fra.

Torsdag aften var de internationale studenter her fra LTS., det Lutherske Præsteseminarium. Vi havde inviteret til en temaften om H.C. Andersen, så jeg læste selvfølgelig ”Nattergalen”, som jo foregår i Kina. Desværre var der ikke så mange denne gang, da de studerende har travlt med at skrive opgaver og forberede prøver. Birgit havde bagt vafler, - og ved en fejltagelse kommet til at lave tredobbelt portion, - så vi har vafler over hele huset og nok helt til jul! Vi tog dagen efter vafler med op til pigerne på kontoret. Jeg fortalte dem, at Birgit ved en fejltagelse havde lavet tre gange for mange. En af dem mente dog, at det ikke var en fejl, men Guds vilje, så de også kunne få vafler! J

Og så har det igen været en uge, hvor jeg ind imellem alle de andre ting, også har skullet finde tid til prædikenskrivning, da jeg skal prædike ved den kinesiske gudstjeneste på søndag. Prædikenen skal nemlig , i god tid sendes til Helen Wong, præsten for den kinesiske menighed, så den kan blive oversat, så den, der skal tolke, har en kopi af prædikenen på cantonesisk.

I dag er det lørdag, og vi er lige kommet hjem fra årets store begivenhed, den årlige julebazar i den danske Sømands- og udlandskirke her i Hong Kong,. Vi havde lovet at hjælpe og tog derind fra morgenstunden. Vi havde fået besked på så vidt muligt at møde i rød og hvid påklædning, så vi havde fundet vores lyse bukser og røde trøjer frem. De var nu stort set færdige, da vi kom, og da vores primære opgave var at sælge lodsedler fra over middag, tog vi til Mong Kok, som er et rigtig forretningskvarter, og det lykkedes da også Birgit at finde et pænt og lunt sjal til de lange, mørke og kolde vinteraftener!

Lidt før middag tog vi tilbage til ”Mariners Club” til julebazaren, hvor vi købte vores danske frokost, bestående af dansk smørrebrød og et stort krus Carlsberg øl.

Resten af eftermiddagen passede vi så lodseddelboden, og traf undervejs en masse mennesker, også nogle hvis forældre vi kendte.

 Utroligt, hvad der kommer af mennesker sådan en dag, over 800. Det er blevet en hel folkefest, ikke bare for danskere i Hong Kong, men også for mange Hong Kong kinesere. Det var rigtig sjovt at opleve.

Vi havde lovet også at hjælpe med at rydde op, og det hele sluttede med smørrebrød og middag til alle de, der havde hjulpet til. Det var meget festligt og dejligt at have lejlighed til at snakke med nogle af de andre danskere under mere afslappede former. Den danske præst takkede de mange medhjælpere for indsatsen og fortalte, at det var den bedste bazar nogensinde. Omsætningen havde været på over ¾ million. Flot, at det kan lade sig gøre! Der var også rigtig mange store og fine gevinster i tombolaen, og også mange flotte gevinster på lodsedlen, som vi solgte, - bl.a. en returbillet med SAS til København.

Vi aftalte med en af medarbejderne i den danske kirke, at de efter en gudstjeneste skulle komme herop på Tao Fong Shan på en udflugt med menigheden. Der er faktisk meget få i Hong Kong, der ved, hvad TFS er. Vi skulle så fortælle om stedet og vise rundt og gi´ en kop kaffe. Nu må vi se, om det kan lade sig arrangere.

I den forløbne uge har vi også skrevet til den fhv. vicekonsul  for at bede ham donere 2 juletræer til TFS, - det plejer han, og det lovede han at gøre igen. Sjovt nok kom vi til at sidde ved siden af ham og hans kone ved afslutningen efter bazaren, - rigtig hyggelige og rare mennesker. Det er nærmest hans kone der har en ”juletræsforretning”. De importerer hvert år nogle containere med juletræer fra prins Joakims skov, så vi ser frem til at fejre en kongelig jul i år! J Men det var jo også himlens kongesøn, der blev født julenat!

Alt godt her fra!

Birgit og Erik

Lotusblomst og lotuskors

Tao Fong Shan, lørdag d.9. nov.

Kære familie og venner!

En buddhist skriver: ”Forestil dig, at du er et lille lotus-frø begravet i mudderet på bunden af en lotus dam. Der er mudder overalt omkring dig, og du kan føle det tydeligt. Over dig og over denne mudrede pøl af mudder og snavs er solskin og luft. Men du er ikke modløs, så du begynder din rejse mod overfladen.

Med et beslutsomt hjerte, begynder du at vrikke i jorden . Du slår rødder dybt, dybt ned i mudderet . Din lille stilk vokser langsomt op. Pludselig, - "pop ", så er du ude af mudderet! Din stilk vokser højere og højere, højere og højere. Du stiger langsomt op, kæmper mod det mudrede vand. En skønne dag er du ude af den mudrede dam! Du strækker dig op mod lyset og den varme sol, som skinner ned på dig.

Din lotus knop begynder at vokse på toppen af ​​din stilk. Den udvider sig og vokser sig større og større. Til sidst brister den i fuldt flor. En lotusblomst . Du står smukt over det mudrede vand, ikke snavset af mudderet, hvorfra du er vokset. Du er ren, duftende og smuk.

Alle, der ser dig, undrer sig over din skønhed. Din vilje til at vokse ud af den mudrede dam minder dem om Buddha og hans rejse mod sand oplysning. Buddha, der som en lotusblomst er fast besluttet på at vokse ud af de mudrede omgivelser, der er tilsmudsede som lidelser i livet. Han har gjort alt, hvad der skal gøres, og han viser os, at vi alle kan gøre det også. Vi kan være tilsmudsede, men vi har alle potentiale til at vokse ud af vores tilsmudsning og opnå visdom, ligesom Buddha.

Du er dermed blevet en smuk, ren lotusblomst, og din rolle er nu at minde folk om at hæve sig over deres snavs og lidelser, ligesom du selv har hævet dig over det mudrede vand og ikke mere er snavset til af det mudder, hvorfra du er vokset.

Ligesom en lotusblomst, der vokser ud af mudder og blomstrer over overfladen i mudret vand, kan vi alle hæve os over vores tilsmudsning og lidelser i livet.”

Sådan er buddhistisk filosofi. Du skal selv kæmpe dig ud af dine lidelser og verdens snavs og nå til den sande indsigt om livet og tilværelsen. Det er baggrunden for, at der i buddhistklostre er en lotusdam.

Det er der også på centret her, og Reichelt, den norske missionær, som grundlagde centret, brugte lotusblomsten som logo for centret, - men midt i lotusblomsten i logoet var plantet et kors.

Reichelt ville dermed sige, at for buddhister og alle andre, som kæmper med at finde sandheden om livet og tilværelsen, kommer korset som symbol for den Sandhed alle søger. ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, siger Jesus om sig selv. Derfor blev korset plantet midt i lotusblomsten, fordi Kristus er Sandheden også til buddhister.

Dette lotuskors genfinder vi mange, mange steder her på centret. Aller tydeligst måske på alteret i Christ Temple. I begyndelsen af den kinesiske gudstjeneste bæres også et lotuskors ind i kirken, og går man ned i krypten under kirken, finder vi igen lotuskorset i vinduet.

På døbefonten i Christ Temple ser vi lotusblomsterne der kæmper sig vej op gennem det mudrede vand, - og ”pop” , så en skønne dag kommer de op til dåbsfadet, til korset, som bliver tegnet for ansigt og bryst.

Øverst på døbefonten står en pagode i buddhistisk stil. Det er vigtige løfter, der bliver afgivet sådan et sted, som når forelskede par bliver forlovet, og det er her de senere i livet mødes og minder hinanden om de afgørende ting i deres fælles liv. Pagoder er ikke specielt bygninger til minde om de døde, men bygninger, hvor de døde kan mindes og således være en del af livet her og nu og bidrage med den kærlighed og det sociale liv, de har vist os. For buddhisten er det selvfølgelig også et sted, hvor man mindes om Buddha og hans liv. Som kristne mindes vi om vores dåb og hvad Kristus har givet os.

Søndag aften havde præsten for den kinesiske menighed, Helen Wong, inviteret os med til en koncert, ”Men in Jazz”. Det viste sig at være et socialt projekt, som Hong Kongs Lutherske kirker stod bag, - et musikprojekt, hvor pensionerede mænd kunne komme og lære at spille på et instrument. De fleste af de mænd vi hørte, havde kun spillet i to år, (og det lød også derefter!!!), - men når man så den glæde og alvor, hvormed disse mænd gik til opgaven, kunne man ikke andet en glæde sig.

De følte pludselig, at de var noget. Tænk, at få lov at spille i en stor flot koncertsal! De fleste har sikkert arbejdet, arbejdet, arbejdet hele deres liv og aldrig fået lov at være kreative på nogen måder. Der var nogle rørende beretninger fra nogle af mændene, som fortalte om, hvordan dette projekt havde ændret hele deres tilværelse. De havde fået venner for livet, og deres familieliv var blevet et helt andet. Børnene og konerne havde pludselig opdaget nye og positive sider ved deres fædre og ægtefæller, så livet for dem også var blevet helt anderledes. Spidserne fra de politiske og kirkelige institutioner holdt taler og alle ”musikerne” fik diplomer og blev fotograferet, - og  ja, det hele tog over fire timer. Men når man tænker på værdien af sådan et projekt, kan man vel nok ofre fire timer på det!

Sidste søndag var vi ellers til dansk gudstjeneste. Det foregik i ”Mariners Club”, som ligger helt ude vestpå i containerhavnen. Der er et ”dansk lokale” og et rum indrettet som kirke, ”St. Paul’s Church”. J  ”Når pengene i kisten klinger, straks - - -får vi englevinger!” – Nej, det var vist ikke sådan Johan Tetzel sagde i begyndelsen af 1500-tallet!

Vi mødtes med mange andre danskere i det danske rum og gik så ned i kirken til gudstjeneste ved  den danske præst, Hans Aage Koller. Bagefter var der så dansk frokost med alt hvad dertil hører. Det var alt i alt en rigtig god oplevelse.

Næste lørdag har de den årlige julebazar, hvor der efter sigende kommer rigtig mange mennesker, og hvor de også tjener penge til at drive foretagenet for til hele året. Vi har lovet at hjælpe med at sælge lodsedler

Forleden aften fik vi endnu engang lejlighed til at repetere hele vores livshistorie, da en af de præstestuderende, en pige fra München, kom for at lave et interview med os om vores ægteskab og synet på ægteskabet. Hun skulle bruge det til en opgave i pastoral-teologi. Det er rigtig hyggeligt at have tæt kontakt til de studerende dér.

I aftes var vi ude at spise sammen med Adalyn, som er hende der står for ”Art-Division” her på TFS. Hun fandt for længe siden et sted, som måske kunne reparere mit camera, som gik i stykker, da jeg tabte det. Jeg havde ikke meget tiltro til, at det ville lykkes, - og da slet ikke, da jeg så den lillebitte forretning i et snusket kvarter. Men i aftes hentede vi så apparatet, - og det virkede! J Vi har ellers kun brugt det gamle apparat, som også tager ganske udmærkede billeder, men ikke har så mange muligheder, så det var skønt!

I aften skal vi til koncert, en trommekonkurrence, inde i Kulturcentret i Kowloon. Vi aner ikke, hvad det går ud på, men det lyder da meget spændende! Og hva´ , man oplever jo kun noget nyt, når man er åben for det. Lige nu glæder vi os over at høre, at der er mange derhjemme fra, som har mod på og lyst til at tage med på rejsen herud i februar/marts. Hvis man har lyst at være med, skal man snarest henvende sig til Inge Marie Andersen, Hygum, på Email:    ima@hygum-lemvig.dk

Det første man måske tænker på, når man skal rejse så langt væk, er nok, at ”pengene ud af kisten fosser”, - men husk på, ”det vil gi´ oplevelser, så det klodser!”

Alt godt herfra!

Birgit og Erik

Lidt af hvert og meget om lidt!

Tao Fong Shan. Lørd.d.2.okt.

Vi har lige kæmpet os op ad bjerget og sidder nu og sveder. Kl. er 21, og vi har sammen med de to svenske volontører været nede i Sha Tin til farvel-middag med Grethe Raddum, den norske Areopagos sekretær, som har været her siden i tirsdags.

Jeg havde i forvejen lavet en ugeplan for hendes besøg, så hun kunne nå at få talt med lederne fra de forskellige ”units” her, både ved formelle møder, men også ved mere uformelle måltider sammen, hvor man ofte lærer hinanden bedre at kende, når det er uden for referat.  Som hun sagde nu i aften ved vores afskedsmiddag: ”Når du har mødt en person én gang, har du en ven. Anden gang du møder vedkommende, er det ”en god ven”. Tredje gang er det ”en gammel ven”.

Vigtigt er det, at der er et godt og tillidsfuld samarbejde mellem lederne her og lederne i Areopagos i Norge/Danmark, og det opnår man bedst ved personlige møder.

Grethe kom her fra et møde i Kunming i Kina, hvor der er et kunstcenter, som bl.a. Areopagos samarbejder med. Hun ankom sammen med to norske præster, som skulle videre næste dag. Men vi inviterede dem ned i vores hus om aftenen og fortalte dem om stedet her, og de fortalte om mødet, de lige havde været til i Kunming, - ja, de kunne slet ikke lade være. De var ved at boble over af begejstring for alt det, de havde oplevet. De var rigtig spændende at tale med.

Den ene var også sangskriver og lavede TV for børn med dukketeater og rigtigt teater, og den anden havde arbejdet meget med kunst og brugen af kunst i formidling af evangeliet. Spændende, spændende, - i særdeleshed fordi vi jo har lagt temmelig mange kræfter i arbejdet på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, som vi selvfølgelig også fortalte dem om. Til foråret skal vi efter al sandsynlighed selv en tur ind til kunstcentret i Kunming. Det tror vi kan blive en god og givende oplevelse.

Torsdag aften var vi inde i en jødisk orthodoks synagoge til det månedlige møde mellem forskellige religioner og trosretninger, - først og fremmest for at møde hinanden, udveksle tanker og ideer og der igennem udbygge respekten for hinanden og hinandens tro og religion. Sidste måned var vi i en moske; denne måned altså i en synagoge og næste måned skal vi ned i den kristne, anglikanske domkirke.

En af lederne fortæller så om stedet og det, der foregår. Vi skulle for at komme ind i synagogen i forvejen indsende nummeret på vores ID-kort, og da vi kom til synagogen, skulle vi gennem en sikkerhedskontrol, som om vi skulle ud at flyve. Ak ja! – trist at det er nødvendigt! Den jødiske rabbiner (som i øvrigt var en meget spøjs fætter!) fortalte om den jødiske tro og praksis og viste os bl.a. torarullerne, hvoraf nogle er meget gamle og opbevares i fint udsmykkede foteraler.

Bagefter spiste vi sammen. Stående taffel og særdeles lækker mad.

Mandag var vi igen inde på universitetsbiblioteket hele formiddagen for at hjælpe med at finde ud af, om de gamle arkivalier fra Tao Fong Shans start er på dansk, norsk eller svensk.

Det er spændende læsning, men hvis vi skal nå at få lavet noget, har vi naturligvis ikke tid til at læse det hele.

Fredag formiddag hjalp vi på biblioteket oppe på LTS (Lutheran Theological Seminary) – hovedsagelig med at reparere bøger, som er ved at falde fra hinanden.

Det er meget tydeligt, at de studerende ikke selv har råd til at købe bøger i samme udstrækning som studerende i Danmark. Derfor bruges bibliotekerne særdeles intensivt, og de alt for få PC’er er altid optaget. Men det gør jo så også, at biblioteket er et godt sted at møde de studerende, som vi efterhånden kender rigtig mange af, - ikke mindst de internationale studerende. Mange af dem betragter os nærmest som deres bedsteforældre! – og det har vi det rigtig fint med.

Den svenske præst, som har været her i seks uger, og som vi har haft meget fornøjelse af, har i den forløbne uge haft besøg af sin datter, Kristina.

De rejser begge tilbage til Sverige i morgen, søndag, så de var forleden aften hernede til ”afskedskaffe”. Lederen af Pilgrims Hall, Yannis, og hendes mand, Daniel, som er elektronikingeniør og ansat i lufthavnen, hvor han reparerer flyvere, havde i aftes inviteret os alle fire ud at spise.

De bor på 14. etage i et højhus med 24 etager nede i Sha Tin på den anden side af floden. Først spiste vi på en restaurant i nærheden af deres hjem og var så bagefter inviteret op i deres lejlighed til en kop te. Det er første gang vi her i Hong Kong har været inviteret ud i en HK-kinesers hjem, og derfor en uhyre interessant oplevelse.

Det første, der slår en, når man træder ind i lejligheden, er, hvor lille sådan en lejlighed er. De sagde, den var 200 sq.feet, hvilket svarer til 18,5 kvt.meter. Først træder man ind i et rum med et lillebitte køkken i venstre side.  Midt i rummet træder man ½m. op på deres ”sengebund”, hvor der er siddepladser til fire nærmest i vindueskarmen.

I sengebunden er der nogle låger, hvor de formodentlig gemmer deres tøj og andet grej. Den dobbelte sovemadras er bundet op langs væggen. På nogle små reoler er bøger, blade, radio, tøj, bamser, krukker, billeder og andet ”pynt” stablet højt og lavt. Utroligt! – og så er de formodentlig nogle af de privilegerede, som har godt arbejde. De hører vel til middelklassen.

Endnu engang bliver vi bekræftet i, at vi har det helt ufattelig godt i Danmark, og at vi på verdensplan så absolut hører til de meget velstillede, - selv om vi måske ikke selv betragter os sådan, når vi er derhjemme.

Selvfølgelig er der også mange kinesere, som er stinkende rige. Nogle på grund af korruption, andre fordi de ærligt har arbejdet hårdt og tjent godt og været heldige. Men som Daniel sagde i aftes, at selvom det kun er 1% af kineserne, som er meget rige, så er 1% jo 14 millioner kinesere! Der ER rigtig mange kinesere! Det er der også her. Derfor nyder vi også at komme her op på bjerget til ro og stilhed, fred og - - - aber!

Ak ja, dem skal der jo også være plads til!

Alt godt og gode tanker her fra Fjernøsten til jer alle!

Birgit og Erik