Noget om advent, røg og bønner

Tao Fong Shan, nov.30.

Kære alle!

Sandelig om det ikke i morgen er 1. søndag i advent. Vi vil ønske jer alle sammen en rigtig god adventstid! Vi fejrer dagen med at tage på udflugt med den kinesiske menighed. Rygtet siger, vi skal hen og se Noahs Ark. J Så vidt jeg ved, har ingen indtil dato modbevist, at den strandede i Hong Kong, - så det gjorde den nok!

Vi var også sidste søndag til gudstjeneste i den kinesiske menighed. Det kan ikke undgås, at man bliver påvirket af den hjertelighed og oprigtige omsorg for hinanden, man mærker i både den kinesiske og engelske menighed. I søndags var det vores svigerinde, Susanne, og hendes veninde, Karen, der blev budt velkommen med klapsalver. Et fast led i gudstjenesterne er også, at man hilser på hinanden. Man kan ikke nå at hilse på alle, men på dem der sidder nærmest. Det gør i hvert fald, at ingen bliver overset, og alle bliver en del af fællesskabet. Måske der var noget her, vi kunne lære lidt af derhjemme?

Efter gudstjenesten var der som sædvanligt kirke-te, hvor man så har lejlighed til at snakke lidt mere med de nye og lære dem og hinanden lidt bedre at kende.

Vi gik så hjem til os og spiste frokost sammen med Susanne og Karen på vores terrasse.

Jeg har tidligere nævnt, at Præsteseminariet i år fejrer 100-års jubilæum. Det er blevet markeret året igennem på forskellig måde, men kulminerede i søndags med en gudstjeneste om eftermiddagen i Truth Lutheran Church. Det blev en helt utrolig festlig gudstjeneste, hvor ikke mindst de studerende satte deres præg på mange forskellige måder med dans og korsang;

andre svingede med bannere i takt til noget musik og de internationale studerende sang og optrådte, mange af dem iklædt dragter fra deres hjemlande. Vi  var faktisk lidt stolte af dem, for det var jo ”vores” studerende, dem som vi særligt tager os af og har fået et nært forhold til.

De vi kom ud fra kirken, p- - - - - -  øhh, øsede regnen ned. Det er heldigvis længe siden, det er sket. Men måske var det ikke så ringe endda for både planter og støv. Heldigvis holdt regnen snart op, så vi gik på ”nat-markedet” sammen med Susanne og Karen. Det er sådan ét af de steder, hvor man kan få de mest utrolige ting, både det man har brug for, men også alt det som man lettere end let kan undvære.

Tirsdag formiddag var vi oppe på Præsteseminariet, fordi de internationale studerende , - ”vores studerende”, skulle stå for morgengudstjenesten.

Det klarede de rigtig flot, - og endnu engang kunne vi ikke andet end glæde os over at have fået lov til at møde dem og komme tæt ind på livet af flere af dem.

Torsdag aften var vi inviteret til ”Thanksgiving,” som i USA næsten er en større familiefest, end jul er hos os. Det blev holdt som sammenskudsgilde, - haveparty, - hos nogle af lærerne på Præsteseminariet, som bor lige nedenfor ved foden af bjerget.

Det var meget hyggeligt at møde dem under mere private former. Jeg har egentlig aldrig vidst, hvorfor amerikanerne fejrede Thanksgiving, men jeg fandt ud af, at det var fordi præsident Abraham Lincoln i 1863 udsendte en ”Proclamation”, hvori han mindede alle sine landsmænd om alle de goder, de i årets løb havde nydt godt af. Og så sagde han bl.a.:
 “- - - Intet menneskeligt råd udtænkte og heller ingen dødelig hånd udarbejdede disse stor ting. De er nådegaver fra den Almægtige Gud, som, alt imens Han beskæftiger sig med os i vrede for vore synder, alligevel husker os med barmhjertighed. Jeg har derfor syntes, det ville være korrekt, at de med ydmyghed skulle anerkendes i taknemmelighed som med ét hjerte og én stemme af hele det amerikanske folk. Jeg skal derfor opfordre mine medborgere i hver del af USA, og også dem, der er på havet, og dem, der er på rejse i fremmede lande, til at afsætte den sidste torsdag i november hvert år, som en dag for ”Thanksgiving” og Lovprisning af vor godgørende Fader som bor i himlen.- - -”

Det var da flot sagt!

Hver fredag morgen kl. 7am. er der nadvergudstjeneste i Christ Temple. Det er den amerikanske præst, John LeMonde, der står for det, - eller rettere sidder for det! – for han sidder nede på gulvet i lotusstilling under stort set hele handlingen.

Der er også flere elementer i handlingen, som er inspireret af buddhismen, men indført i den kristne gudstjeneste, så der kastes nyt lys over evangelierne, og ingen kan beskylde ham for religionsblanderi. Men han er med til at åbne vores øjne for de ”mødepunkter” i kristendommen og buddhismen, som allerede Reichelt, grundlæggeren af Tao Fong Shan, talte om. Desværre blev Reichelt i vide kredse ikke forstået, men i stedet smidt ud af Det Norske Missionsselskab, så han i stedet måtte danne sit eget dansk-norsk-svenske ”Nordisk Buddhistmission”. Gudstjenesten her fredag morgen er desuden meget inspireret af det økumeniske fællesskab i Taizé i Frankrig, hvor stilhed og meditation også indgår som en vigtig del af gudstjenesten. Efter gudstjenesten spiser vi så sammen på Pilgrims Hall.

Fredag tog vi sammen med Susanne og Karen af sted med undergrundsbanen til Lantau Island, hvor vi tog den 6 km lange svævebane op til ”The Big Buddha”.

Sidst vi var der, nåede vi ikke helt op til den. Det gjorde vi nu, og man kan endda komme ind i den 24 m. høje broncestatue, hvor der er udstillinger m.m.

Herfra tog vi bussen til det lille fiskerleje, Tai O, på sydvest siden af øen. Det er et fantastisk sted, malerisk, spændende, hyggeligt og helt anderledes end alle andre bebyggelser i Hong Kong.

 En stor del af husene er bygget på stolper ud i vandet og fiskerjollerne ligger fortøjet lige neden for, hvor familierne bor.

Fra Tai O tog vi bussen til Mui Wo og herfra en meget hurtig katamaranfærge lige ind i centrum af Hong Kong, hvor alt er så helt vildt anderledes end livet i det lille fiskerleje, hvor vi lige kom fra. Vejret var eminent flot, så vi nød de mange udsigter over det vilde, spændende landskab på Lantau Island med bjerge, hav og øer. Det er bare så flot!

Grunden til, at det var så flot hænger jo bare sammen med, at det også er blevet temmelig koldt, helt ned til 12-14 grader om natten, så vi har været ude at købe noget mere tøj, varme bluser og trøjer.

I dag har vi været i Wong Tai Sin templet, hvor folkereligiøsiteten blomstrer ud over alle grænser.

Men hvad, - også i Danmark er der jo folk, som ikke vil sidde med, hvis der er 13 omkring bordet, - og hvad med at gå under en stige? – eller hvad tænker man, når en sort kat løber over vejen? 

Jo, folk er ens på bunden, trods de mange forskelle på overfladen, - også når det drejer sig om religiøsitet. Over Wong Tai Sin templet stiger røgen tæt fra de tusinder af røgelsespinde, der hver dag brændes af, sammen med tusinder af oprigtige bønner op mod den blå himmel. 

Hvem tør sige, at den barmhjertige Gud vender det døve øre til de mange bønner fra buddhister, som oprigtigt søger sandheden og for alvor prøver at leve et godt og ordentligt liv som det sig hør og bør for en buddhist? – ”Hvem vil kaste den første sten?” sagde Jesus engang til alle dem, som mente, at de selv havde deres på det tørre og kendte sandheden!

Men det er da godt, at VI i hvert fald kender den!

Herefter tog vi hen og så det buddhistiske imponerende nonnekloster, Chi Lin Nunnery, og den utrolig flotte have i tilknytning hertil.

I haven er der en vegetarrestaurant, hvor Susanne og Karen gav frokost.

Jo, vi har meget at glæde os over, - og vi gør det!

Glædelig advent!

Birgit og Erik