Har I spist?

Tao Fong Shan, d. 23. nov. 2013

Kære alle!

Helt overvældende var det forleden dag at modtage en stor pakke fra Danmark, som viste sig at være fra familien på Frejasvej. På kontoret sang de ”Christmasgifts, Christmasgifts!” – og de var mindst lige så spændte på indholdet, som vi var. J

Det viste sig at være en julekalender, - 24 pakker i alle faconer og med forskelligt papir, og hjerter på hver enkelt med et stort nummer, så der ikke var noget at tage fejl af. De står nu i et par kurve i stuen og minder os om, at vi har nogle fantastiske børn/sv.børn og børnebørn! 

Men de minder os også om, at vi snart skal begynde at tælle ned til jul, - forstå det hvem der kan! Men hvad enten vi forstår det eller ej, så er forretningerne ikke i tvivl, - heller ikke i Hong Kong, for der skal gerne tjenes penge, mange penge. Store usmagelige, kunstige glimmer-juletræer ”pryder” gaderne overalt. Ak ja, Jesus er skyld i meget!  - - - eller måske er det os, der er det!

Søndag prædikede jeg ved den kinesiske gudstjeneste om jordens undergang. Ikke ligefrem nogen fornøjelig tekst, men måske alligevel en tekst, som er mere virkelighedsnær for mange mennesker, end vi umiddelbart opfatter. Mon ikke mange folk på Filippinerne i denne tid forstår teksten meget bedre, end vi gør?! – Og hvad med den norske præst, som besøgte os for et par uger siden, og som forleden dag mistede sin søn på 27 år, fordi han faldt ned fra en mur? Mon ikke også hans verden pludselig er ”gået under”?

Men heldigvis peger teksten også på, at der uanset hvad, dog er givet os et håb. Og hvad enten man er bevidst om det eller ej, så er det jo grundlæggende derfor, vi snart begynder nedtællingen til jul!

Mandag var vi igen i lufthavnen. Denne gang for at hente Susanne, vores svigerinde, og hendes veninde Karen Tikjøb. De har begge været præster, men er nu gået på pension og skal være her i tre uger.

Det er skønt at have fået besøg hjemmefra, og vi nyder at vise dem centret her og noget af Hong Kong. Mange af de ting, vi foretager os, kan de umiddelbart være med til, så vi oplever mange spændende ting sammen.

Tirsdag aften var vi inde i centrum, hvor vi bl.a. overværede det imponerende lysshow, som vises hver aften kl. 20. Fra de kæmpehøje bygninger på begge sider af havneområdet, sendes laserlysstråler og projektørlys op i luften og rundt omkring på de andre bygninger, - alt sammen til musik fra højttalere. Flot! Flot!

Onsdag aften havde vi Raag Rolfsen, den norske direktør for Areopagos, til aftensmad. Han er rigtig god og spændende at snakke med. Vi har tidligere haft besøg af ham herude, men nu altså igen p.g.a. bestyrelsesmøde fredag.

Torsdag aften var vi – efter at have fartet rundt i byen – inde i den anglikanske katedral, ”St. John´s Cathedral”, til møde i ”Hong Kong Network on Religion and Peace”. Her kommer repræsentanter fra alle mulige og umulige religioner, som findes i Hong Kong.

Denne gang var der en gæstetaler, som var den tidligere gen.sekr. for Kirkernes Verdensråd, Konrad Raiser. Han holdt et spændende foredrag om ”Religion, Power and Politics”. Under kaffen havde jeg en lang snak med en lærer fra ”Confusius Akademiet”, som var meget interesseret i at høre noget om, hvad den lutherske kirke var for noget, hvad Luther var for en fyr og hvad hans tanker gik ud på. Jo, der er dagligt mange udfordringer.

Fredag formiddag havde Konrad Raiser en forelæsning her på præsteseminariet om den aktuelle situation for den økumeniske bevægelse, - meget spændende!

Det var et led i fejringen af præsteseminariets 100-års jubilæum. Der har året igennem været forskellige fejringer, og det hele kulminerer på søndag, hvor der skal være en festgudstjeneste inde i ”Truth Lutheran Church”, og hvor alle ”spidserne” kommer med slips og blankpudsede sko. Og dog, - biskoppen er en kvinde, så hun har nok ikke noget slips, men måske et guldkors, som kunne have været solgt for 100 rigsdaler og givet til de fattige! – Men de fattige har vi jo altid hos os!

Fredag eftermiddag havde vi besøg af den tidligere direktør for Areopagos og for TFS, Knud Jørgensen, og hans kone, Eva. Det var rigtig hyggeligt og dejligt at møde dem og lære dem at kende. Spændende også at høre lidt om deres gøren og laden her på stedet.

Om aftenen havde vi besøg af studenterne fra Fastlands-Kina. De er ikke alle sammen lige gode til at snakke engelsk, men vi får det til at fungere. Det er meget rare og dygtige unge mennesker, som er her på studielegater fra stedet her. J

De skal alle sammen tilbage til deres respektive universiteter i Kina før jul og fortsætte studierne dér. Vi havde en lang og meget morsom snak om måder at hilse på i Kina, hvor det er almindeligt, at man om morgenen siger ”Godmorgen!” ved at spørge: ”Har du fået din morgenmad?” og om middagen: ”Har du fået lunch!” osv. Så forstod vi pludselig lidt bedre, hvorfor de tre professorer, som ikke taler meget engelsk, hver morgen, når vi kommer op på Pilgrims Hall, spørger: ”Har I fået jeres morgenmad?” Jeg har hidtil syntes, det var lidt åndssvagt, at de blev ved at spørge om det! De vidste jo, at vi spiste morgenmad hjemme! Men sådan er det, når kulturerne støder sammen!

Lørdag stod der ”outing”, altså udflugt, på programmet. Det var et yngre ægtepar fra den engelske menighed, der for nogle uger siden foreslog, at vi skulle lave en kirke-hike, så ville de tilbyde at arrangere den. Så vi tog bussen ned til Sha Tin kl. 8.20 og undergrundsbanen over på Hong Kong øen, hvor vi mødte de øvrige deltagere. Vi tog så bussen ned til den sydøstlige del af øen , hvor vi gik en meget fin og ikke særlig anstrengende tur i bjergområdet langs søer og med skov omkring.

Det er utrolig rare mennesker, som man kommer til at sætte større og større pris på. Heldigvis var også den nye leder af centret og hans kone med, samt den amerikanske præst og hans kone. Det er jo på sådanne ture man har lejlighed til at gå og sludre og lære hinanden bedre at kende. Efter traveturen tog vi alle med taxa til Stanley, hvor vi spiste frokost sammen.

Herefter tog de fleste hjem. Det var et rigtig fint og godt arrangement.

Birgit, Susanne, Karen og jeg blev i Stanley og osede rundt på Stanley Marked, hvor man kan købe alt og til forbavsende små priser. Det resulterer jo så også i, at man mange gange får købt en del, som man inden man tog hjemmefra slet ikke anede, man havde brug for! Men man bliver nu lidt ør i hovedet af alle de mennesker, som faldbyder deres varer, så vi satte os hen på stranden, soppede lidt rundt i vandkanten og nød solnedgangen.

Dagen sluttede vi af med at spise aftensmad på en lille strandrestaurant ved vandkanten i Stanley, inden vi tog bus og metro her tilbage til vores lille hus i skoven, hvor vi har det godt og nyder hver eneste dag. Og når kineserne i morgen tidlig spørger, om vi har spist, kan vi bare sige ”ja!” og ”godmorgen!” – for nu ved vi, at det slet ikke handler om morgenmad!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik