新年好 KUNG HEI FAT CHOI – GODT NYTÅR!

Tao Fong Shan, lørdag d.1. feb.

Kære familie og venner!

Godt nytår! – men nu på kinesisk. Derfor: Godt Hestens Nytår! Vi forlader jo nu ”slangens år” og går ind i ”hestens år”. Hvad det vil komme til at betyde for verdensfreden, er ikke godt at vide!  J

Hesten i Wong Tai Sin templet (den til venstre!)

Slangen repræsenterer jo visdom, omtanke, charme og intuition. Hesten der imod står for det hårdt arbejdende. Den er intelligent, men egoistisk!

Nytåret er den helt store årlige fest for kineserne. Her sættes alt til side for at komme hjem og være sammen med familien, og overalt er der pyntet op, så man skulle tro, det var jul. Nu er det dog mere med blomster og knaldrøde ophæng og skilte med lykketegn og gode ønsker.

Bro i Sha Tin

 Efter gudstjenesten i søndags fik vi alle sammen nogle skilte til at sætte op på vægge og  døre, - og det har vi selvfølgelig gjort, selvom vi ikke aner, om det er skriftsteder fra bibelen, et vers fra Koranen eller en reklame for vaskepulver i ”Park´n Shop”?

Talmagi, overtro og et utal af regler for, hvad man skal og kan og må og hvorfor ikke, - lever i bedste velgående i folkereligiøsiteten og er blevet en del af kulturen på linje med vore sorte katte, 13 til bords, stiger, bank under bordet og hvad har vi . . . . !

Hele ugen op til nytåret holdes der markeder rundt omkring, hvor man sælger blomster og alverdens tingel-tangel, som bruges til at pynte op med til nytårsfesten. 

Midt i det hele en katolsk præst, der står og prædiker.

Det største af markederne er i Victoria Park ovre på Hong Kong øen, så dér tog vi over forleden dag for at komme i ”nytårsstemning”. Hvis ellers rigtig mange blomster og rigtig mange mennesker kan sætte én i nytårsstemning, så var vi kommet det rigtige sted. 

Men sjovt var det at opleve også den side af livet her.

Også her i Sha Tin er der et marked med boder, som sælger alt, hvad der skal til for at fejre nyt år. Vi købte forleden dag et lille appelsintræ med masser af små pynteappelsiner i en lerpotte. Den var tung, men jeg bar den med mine gamle arme hele vejen fra Sha Tin marked og her hjem, hvor den nu står og pynter på terrassen. Så kom bare an! – nu bliver det også nytår her i ”Ai Kuang Yuen”, - ”haven, hvor kærligheden blomstrer”.

Torsdag morgen kom chefen for vores afdeling, Jacob, og overrakte hver af os en rød kuvert med 100 HK$. Det er skik og brug, at man giver kuverter med penge til ens ansatte. 

Også forældre giver til deres børn og bedsteforældre til deres børn og børnebørn. Dette sidste synes jeg nu ikke, vi skal indføre! – og så alligevel og dog! – Det er måske en bedre idé end at bruge hele december måned til at spekulere på, hvad man skal give hinanden i julegave? En rød kuvert med penge i, - værs´go! Så kan du købe, hvad du selv vil.

Torsdag før middag kørte alle ansatte og tidligere ansatte ned i en restaurant i Sha Tin og fejrede nytåret ved at spise frokost sammen. 

Selvom det nok ikke lige foregik sådan, som vi synes, det ville være mest hyggeligt, og maden ikke ligefrem fik mundvandet til at drive ned ad kinderne, så er det sjovt at opleve andre måder at gøre tingene på.

Gyldent stegte pattegrise fyldt op med kogte ris i både hoved og hale blev båret ind og parteret, så alle fik del i griseriet. 

Der var desuden både fisk med finner og høns med det hele. Det skal indrømmes, at hønsehovedet på fadet foran én ikke ligefrem styrkede appetitten. Og desserten, - tja, den lignede nærmet kulstøv fra fyrkælderen rørt op i noget buddingagtig stivelse. Men den smagte faktisk  l a n g t bedre, end den så ud til!

Og så er det jo rigtig, rigtig søde, rare og hjælpsomme mennesker at være sammen med, - mennesker, som vi er kommet til at holde rigtig meget af. Så jo, endnu en god oplevelse var indenbords!

Torsdag aften var vi inviteret op til nytårsfejring sammen med de internationale studerende på LTS. Det var meget festligt og fornøjeligt, og vi nød at være sammen med vores ”børn”, som vi jo efterhånden har fået et rigtig godt og nært forhold til.

Vi havde i forvejen fået udleveret 8 kuverter, som vi ikke skulle lægge penge i, men skrive et kort med et vers fra bibelen og nogle gode ønsker for det kommen år og lægge i kuverten. Vi havde desuden lagt nogle kæmpe chokolademønter pakket ind i guld- og sølvpapir i. I løbet af aftenen skulle alle de ugifte så henvende sig til de gifte og bede om en kuvert. En lidt ejendommelig skik, men sådan gør man altså.

Maden var sponsoreret af nogle velstående folk i byen. Mange af de internationale studerende har meget lidt at leve for, så det var for dem en kæmpefest at kunne spise sig mætte i dette overflødighedshorn af dejlige retter.

Også her fik vi helstegt pattegris. En af de studerende fra Myanmar fortalte, at hvor han kom fra, var det utænkeligt at fejre nytår, uden at hver familie slagtede en pattegris. Nytårsdag gik man rundt og besøgte hinanden, og hvis ikke man havde slagtet en pattegris, kom der ganske enkelt ingen på besøg.

Vi sang også en masse engelske sange. Det var en af de kvindelige studerende - fra Indonesien – der ledede sangen, - og det gjorde hun meget festligt og godt.

I går var der fridag, så da tog vi Metro og bus ned til ”Clear Water Bay”. Også dér er der en fantastisk flot natur og ikke mindst en strand så flot så flot. Vejret var lige til en dukkert, men desværre havde vi ikke taget badetøjet med, så vi måtte nøjes med at se andre nyde det ”klare vand”.

 Vi gik så ud til en lille by, hvortil der ikke gik nogen bus, men hvor mange lokale var taget hen for at fejre nytåret sammen med familien. Der er et fint BBQ område, hvor man kan sidde og grille en pølse eller pattegris, - eller hvad man nu lige har ved hånden.

I aften (lørdag) kulminerer festlighederne med et kæmpe nytårsfyrværkeri i havneområdet mellem Kowloon og Hong Kongøen (Victoria Harbour). Der plejer at komme mange hundrede tusinde mennesker som tilskuere, og det hele sendes i TV.

Vi er så heldige, at vi af nogle venner fra den kinesiske menighed er blevet inviteret til spisning i ”The Police Headquarters” på Hong Kong øen. Hun er ansat ved politiet og har kontor lige ud til havnefronten, så efter spisningen har vi førsteparket til alle herlighederne, men det må vi fortælle om næste uge.

Fredag  - lørdag – søndag - mandag er kontoret her lukket, så alle kan fejre nytåret, - og allerhelst sammen med familien. Men også de følgende dage fejres nytåret, - lige indtil d. 6/2, men da bliver der så så meget andet at fejre, for da kommer vore børn og børnebørn og besøger os!

 – Og ikke nok med det, men de kommer lige på Lones 45 års fødselsdag, og 4 dage efter Lars er blevet 43.. Det er da værd at fejre! – Så derfor: ”Kung hei fat choi!” - Godt kinesisk nytår!

Alt godt!

Birgit og Erik

KUNST PÅ ET HØJT PLAN

Tao Fong Shan, d.25. januar

Kære familie og venner!

Kunst  - ”Art”, kan være mange ting. Når store reklameskilte skal sættes op, og man derfor bygger et stativ af bambus op ud over gaden, kalder kineserne det ”kunst”, når arbejderne som aber klatrer rundt i stativet. Livsfarligt ser det ud. Rent fysisk må det siges at være ”kunst” på et meget højt plan! Jeg ville nødig gøre dem ”kunststykket” efter.

Vi beundrede deres ”kunst” sidste lørdag, da vi sammen med en af de ansatte gennemtravede den bydel, hvor hun bor.

Det er et af de mindre velstående kvarterer med markedsboder overalt. Det er her mange kinesere handler, når de skal købe billigt. Men sjovt er det at gå rundt og se det opbud, der er af alt, hvad hjertet kan begære, - og langt mere end det!

Et sted er der et helt strøg, hvor man udelukkende handler med knapper. Lidt længere nede ad gaden er det silkebånd, kantbånd, bændler . . . i alle regnbuens farver.  Men praktisk er det da, at hver gade har sine specialer.

Søndag tog vi ind i ”Truth Lutheran Church”, den største af de lutherske kirker. Vi blev meget hjerteligt modtaget og vist tilrette med høretelefoner, så vi simultant fik alt det Cantonesiske volapyk oversat. Ligeledes var både ham ved siden af os og hende bag ved os hele tiden meget opmærksomme og slog op i både salmebog og bibel for at hjælpe os på alle mulige måder.

 Efter gudstjenesten fik vi en lille ”velkomstgave”, en meget fin lille nylonpose med kuglepen og brochurer, som fortalte om kirken, og hvad der foregik, - tror vi nok! – for alt var på kinesisk, så det fik vi ikke meget ud af.

Men tænk, hvis vi derhjemme kunne lære bare en brøkdel af den måde, hvorpå de tager imod gæster og nyankomne .  Der er langt igen! – Vi kunne jo gøre det på dansk! J

Da vi om morgenen gik op ad vores lille vej, lagde vi mærke til, at der var fældet nogle træer. Det undrede os, at vi intet havde fået at vide om det. Det så meget mystisk ud, som træerne næsten lå ind over el-ledningerne og nemt kunne ødelægge dem.  

Mandag morgen sagde vi det til ”bossen” for arbejderne. Han spurgte straks, om det var sådan nogle træer med lyst ved?  Det var det lige netop. Han fortalte så, at der flere steder var fældet den slags træer, - ulovligt. ”Det er folk inde fra ”main-land”, der kommer og gør det!” sagde han og fortalte, at ”de bruger saften til at lave et meget dyrt og eftertragtet stof af”.

Tirsdag formiddag, da jeg kom hjem, holdt der en politibil i vores indkørsel, og betjentene var i gang med at bese skaderne. 

Også jeg blev ”afhørt” og vil blive indkaldt, hvis der senere bliver en retssag.

Siden har arbejderne fået fjernet træerne og ryddet pænt op. – Men det er da træls!

Mandag tog vi igen til Tai Shui Hang for at besøge Hilary. Hun flyttede som lille sammen med sine forældre og en bror til USA, men blev som 7 årig sendt tilbage her til Hong Kong til en bedstemor, som det jo nok var meningen, hun senere skulle tage sig af. Hilary blev imidlertid kristen, hvilket ikke passede bedstemoderen, som var buddhist.

Hilary har så senere taget en teologisk uddannelse her på præsteseminariet, men kan først blive ordineret, når hun har været ”sognemedhjælper ” i nogle år, og det er svært for hende at finde sådan et job, så hun er lidt utålmodig og synes ikke tilværelsen lige former sig, som hun gerne ville. Men hun vil gerne lære noget mere engelsk, og det kan vi da i hvert fald hjælpe hende med.

Hun viste os rundt i kolonihaverne, der ligger i hendes kvarter. Det var helt spændende  at se, hvordan kolonihaver ser ud ”på kinesisk”. De er små, men meget intensivt dyrket med alverdens kendte og ukendte frugter og grøntsager.

Hun havde forberedt frokost, som vi spiste sammen her på 28. etage, inden vi tog hjem.

Om aftenen tog vi ind på Hong Kong Universitet, som ligger ovre i den vestlige del af Hong Kong Øen. Et kæmpe stort universitet er det, som det er svært selv for de studerende at finde rundt på. Det var lederen af afdelingen for buddhistiske studier, Ven. Sik Hin Hung, der skulle holde foredrag om ”The Heart of The Perfect Wisdom”. Det gjorde han rigtig godt og meget spændende. Han er selv buddhistmunk og tidligere en meget dygtig og anerkendt dommer her i Hong Kong.

Foredraget var et af de månedlige møder i ”Hong Kong Network on Religion and Peace”, hvor vi mødes med repræsentanter for alle mulige religioner hos hinanden og lærer hinanden at kende.

Det var også via dette samarbejde, vi torsdag aften var inviteret ind i ”Anatolia Cultural Center” – et tyrkisk, muslimsk kulturcenter, hvor vores egen præst, John LeMonde, skulle holde foredrag om ”Kristendommens udgangspunkt og det bibelske grundlag for dialog med andre religioner”. 

Det er noget af det, han underviser i oppe på præsteseminariet, så der var en hel flok af studerende også derfra. Men der var virkelig også noget at komme efter. Det var uhyre interessant.

Dejligt var det også at mærke den gæstfrihed og hjertelighed, hvormed man blev modtaget af de tyrkiske muslimer. 

Efter foredraget serverede de lidt tyrkisk mad, så der også var lejlighed til at møde dem og spørge, hvorfor i alverden de ikke ville være kristne? - - - Sludder og vrøvl, selvfølgelig spurgte vi dem ikke om det! J Religionsdialog er jo netop at respektere hinandens synspunkter og åbenhjertigt høre på hinandens opfattelser. Og det er berigende for alle parter og med til at rydde utallige misforståelser og fordomme af vejen! – Som en af de muslimske værter sagde, da vi efter foredraget stod og snakkede sammen: ”Vi er jo alle sammen mennesker i den samme lille båd, og alle sammen interesserede i at finde den rette kurs og nå sikkert i land!”

Tirsdag eftermiddag havde vi besøg af Yuka og Yosuke Matsutani og deres to små piger, Canon og Zion.

Det er den japanske præstefamilie, som vi også fejrede jul sammen med, - nogle rigtig spændende, søde og dygtige folk. Hun er uddannet sanger (sopran) og havde en CD med til os, som hun selv havde indsunget. De bor nede i byen og skal være her et par år, medens han skriver en doktorafhandling om forholdet mellem de kinesiske og de japanske kristne kirker.

Birgit havde lavet noget saltdej, så børnene kunne blive underholdt. Det var tydeligt, at ikke bare børnene, men også forældrene, i høj grad nød det. Børnene ville næsten ikke med hjem, da de skulle gå.

Tirsdag aften tog vi metroen ind til Jordan og gik hen på et ”Værested” i tilknytning til Kowloon Union Church. Der var et par afrikanere, én fra Cameroun og én fra Congo, der skulle tromme og fortælle om deres kunst og kultur. 

Det var en rigtig rigtig fornøjelig og god aften, oplysende og tankevækkende. Det var i en helt anden betydning  KUNST PÅ ET HØJT PLAN!

Onsdag middag spiste vi frokost på præsteseminariet og hørte efterfølgende en koncert med en finsk sanger og musiker, Pekka Simojoki. - Tja, i Finland regnes han vist for at levere musik på et højt plan, - men det var da også meget godt! Han fortalte om sin tid som missionærbarn i Namibia, hvor han var blevet inspireret af den afrikanske musik. 

Nu ville han gerne give noget af glæden derfra videre til kirken i Finland, - og det kan der sikkert godt være brug for!

Alt godt her fra!

Birgit og Erik

I ØSTEN STIGER SOLEN OP

Tao Fong Shan d. 18. jan.

Kære familie og venner!

”I østen stiger solen op . . . ” – og det glæder vi os over her i ”østen”, for det er faktisk temmelig koldt om morgenen. 13 gr. i morges. Men når så solen ”stiger op”, bliver det hurtigt helt sommerligt.

Det var det også sidste lørdag, da vi tog op til Tai Mei Tuk i den nordøstlige del af New Territories.

 Det er et rigtig fritidsområde, hvor mange indfødte tager hen i weekenderne for at dyrke vandsport, cykling, hiking eller bare sætte sig med familien omkring et af de mange grill-steder i BBQ-området og grille en gedekotelet. 

Vi spadserede frem og tilbage over den lange dæmning, som inddæmmer et meget stort vandreservoir. En rigtig flot tur i skønt vejr med udsigt til vand, bjerge og mange glade mennesker. Vi fik da nok travet omkr. 12 km.

På stenene i vandkanten var der en fugl, vi ikke kendte. Den mindede i sine bevægelser om en stenpikker. En kop kaffe eller en øl til den, der kan fortælle, hvad det er for en fugl!

Frokosten indtog vi på en Tai-restaurant, - så er man altid sikker på, at maden er godt krydret.

Sidst på eftermiddagen tog vi her tilbage til Sha Tin, da vi havde set, der skulle være optræden af forskellig slags nede i Town Hall. Det var nu mest udenfor, det foregik. Der var bl.a. ”Kina-opera”, som er en blanding af sang, musik og teater, hvor man fortæller traditionelle folkeeventyr. Et rigtig udstyrsstykke. Jeg er endnu ikke nået så langt, at jeg har lært at sætte pris på den form for musik/sang. For at være helt ærlig: Jeg synes, det lyder forfærdeligt!

Inden vi gik hjem, tog vi lige en smuttur rundt ad IKEA efter ingredienser til rugbrødsbagningen om aftenen. Herligt, at vi kan lave rugbrød, - endda rigtig godt rugbrød!

Søndag formiddag tog vi over på Hong Kong øen og var til middags-gudstjeneste i den store anglikanske St.John´s Cathedral. Det var tredje gudstjeneste den formiddag, og kirken var næsten fuld. Det var en meget flot oplevelse, - også musikalsk, med kor og vekselsang, så man følte sig næsten hensat til London.

Inden vi tog hjem travede vi lidt rundt imellem alle de skinnende ”high-rise” bank- og kontor bygninger og kikkede på folkelivet. Der var  ”Community-Day”, så rundt omkring og alle vegne sad folk, mest filippinske tjenestepiger, og hyggede sig med deres medbragte mad og snakkede og SNAKKEDE. Det er virkelig underklassen her, men godt at de kan mødes og opmuntre hinanden i deres sølle tilværelse.

Der var også optræden af forskellig slags, bl.a. af en pigegarde, som lavede en slags tattoo.

Men vi skulle hjem, ikke for sent, da vi havde lovet at hjælpe til ved den engelske gudstjeneste i Christ Temple sidst på eftermiddagen.

Forrige mandag havde vi besøg af Hilary. Hun har læst her på præsteseminariet og arbejder nu nærmest som en slags sognemedhjælper. Hun har fri hver mandag og vil gerne praktisere og lære noget mere engelsk, så hun havde spurgt, om vi ikke havde lyst at besøge hende i mandags. Det syntes vi, kunne være helt spændende, - og det blev i sandhed spændende. Hun bor i Tai Shui Hang oppe nordøst på helt ud til vandet i nogle venners lejlighed, mens de bor i USA. Vi blev modtaget på stationen af en anden af de studerende, Cathrine, fra  præsteseminariet. Og så havde de to ellers sat dagen af til at vise os rundt i området, hvor de bor. 

Først gik vi en tur langs vandet og gik så hjem til Hilary, som serverede frokost i sin lejlighed på 28. etage med udsigt over vandet til bjergene. Vi troede næppe vores egne øjne, da vi kom til højhuset, hvor hun boede, - så flot, så flot, så flot. Kunst på væggene og skulpturer rundt omkring på de blankpolerede marmorgulve og blomsterkummer. Virkelig herskabeligt!

Der var fitness-rum og indendørs svømmepøl. Inden vi gik op i lejligheden tog vi et slag bordtennis i motions- og danselokalet. Det var ikke for fattigfolk, - og hun indrømmede da også, at hun aldrig selv ville have haft råd til at bo dér, hvis ikke det var for de rige venner. Men det var spændende at opleve også dén verden.

Efter frokost gik vi en tur op i bjergene bag ved byen og senere en rundtur i den gamle, kinesiske del af byen, hvor ingen huse er over tre etager, men ligger og trykker sig i ly af alle de omkringliggende ”high-rise bygninger.”

Vi syntes, vi havde haft en vældig dag, men det syntes de to piger åbenbart også. Hilary spurgte, om vi ikke ville med ud på mandag igen, så ville hun vise os en anden del af Hong Kong, - og det var vi da ikke sene til at sige ja til!

Da vi kom hjem lå der en mail fra Muan, en af de mandlige studerende på  præsteseminariet, om ikke han måtte komme og besøge os om aftenen? – og det måtte han naturligvis godt. Han syntes bare, det var så lang tid siden, vi havde set hinanden, og som han sagde, så er det deres kultur, at så besøger man hinanden. Han er præst i en lille by i Myanmar, gift og har to små børn, én på 4 og én på 1½ år, - og så er han taget væk for at videreuddanne sig her i to år! – Det er ikke bare godt! Han sad  - med tårer i øjnene  - og fortalte, at han lige i tre timer havde snakket med sin kone derhjemme. Han HÅBER, at Gud vil gøre det sådan, at han får mulighed for at tage hjem og besøge familien til sommer. Men hvor skal pengene komme fra? Det vil koste omkring 4000 kr., og det er et uoverskueligt beløb, når man ingen penge har!

Fredag formiddag, da Birgit var oppe på biblioteket for at hjælpe med at binde bøger ind, kom en af de studerende, - en meget sød pige fra Myanmar, som har besøgt os flere gange, - hen for at lære, hvordan man gjorde. Den studerende fortalte så, at hun spinkede og sparede og ikke købte hverken tøj eller andet til sig selv, - nej, for hun købte bøger for alt, hvad hun kunne skrabe sammen. ”Vi har næsten ingen bøger i vores land”, sagde hun, ”så når jeg kommer hjem, vil jeg starte et bibliotek, så mange kan få glæde af mine bøger!” - Man bliver selv helt beskæmmet. Det er fantastisk at møde sådan nogle idealister!

Også i dag har Birgit haft gang i bageriet og haft dansk hjemmebag med op på kontoret. Hvis man ønsker at blive populær, er det en af de helt sikre veje! Det er i det hele taget et dejligt fællesskab, der er på kontoret, så det nyder vi.

En af pigerne deroppe, som ikke er alt for god til engelsk, går på noget aftenskole og studerer forskellige bibelske fag. Hun kom i dag og ville have mig til at hjælpe sig med noget kirkehistorie og hev så en stor, tyk kirkehistoriebog frem. Alt var på kinesisk! – men hun bladede rundt og viste mig en hel masse, som om jeg forstod det hele, - og jeg tror egentlig også det endte med, at hun fik den hjælp, hun søgte. Men igen, - hvor ville det være skønt at kunne noget kinesisk!

Fredag formiddag var vi oppe på præsteseminariet til en åben forelæsning ved en katolsk professor fra Holland, Dr. Archibald L.H.M.Van Wieringen.  Forelæsningen handlede om bibelens syn på det at være menneske. – Synes I, det lyder kedeligt? Det var det også! – men dog med visse opmuntrende guldkorn ind imellem.

Jeg har før fortalt, at vi før december fik en julekalender bestående af 24 små pakker fra Lone-familien i Lemvig. På hver pakke var der et hjerte med dato. Hjerterne klistrede vi dag for dag op på væggen, så der til sidst blev en høj søjle.

Den 14. jan. begyndte vi at pille hjerterne ned igen, da der da var 24 dage, til vores børn og nogle af børnebørnene kommer og besøger os. Det glæder vi os alle sammen helt vildt meget til, så nu bruger vi kalenderen én gang til, - bare omvendt! De tager hjemmefra d. 5/2 og skal så i et lille døgns tid flyve ”over hav og bjergetop, og over land og by”, og kommer så her og "bringer lys og liv og lyst til store og til små" sent d. 6/2. Herligt!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik

MENNESKE, HVOR ER DU?

Tao Fong Shan d. 11. jan. 2014

Kære alle!

Disen har de sidste morgener hyllet landskabet i et eventyragtigt skær, - næsten som vi ser det i utallige kinesiske kunstværker. Nogle kalder det ”pollution”, - forurening. Måske har de ret. Det lyder bare ikke nær så fortryllende!

Vi har her i vores stue et ophæng, som følger selv samme opskrift med bjerge, klipper, vandfald, og blomster. Næsten skjult ligger et lille hus, hvor en familie har fundet sig tilrette i den storladne natur.

Det er næppe den store kunst, men giver alligevel anledning til at overveje menneskets plads i universet.

I de kinesiske landskaber bliver mennesket mindre, jo mere den vide verden åbner sig. Nogle spørger måske usikkert, om ikke mennesket bliver borte i det store intet. Andre retter sig op og ”ånder luften i fulde drag.” Livet får nye dimensioner netop i kraft af den store sammenhæng, det er en del af.

Det er denne gamle, kinesiske filosofi kunstnere har forsøgt at tolke i utallige variationer af dette disede, kinesiske landskab, som er blevet afbildet i alle former for kunstneriske udtryk. Maleri, fotografi, ”palm-painting”, håndmaleri, osv. Høje, spidse bjerge, klippeafsatser, vandfald, - alt sammen indrammet af elegante bambusstokke og blomster. Men vigtigt er det at lægge mærke til, at der et eller andet sted i det vidtstrakte landskab står en lille mand og fisker, - eller en bonde går og pløjer sin mark.

I sådan et landskab står mennesket ikke over for naturen som en ligeværdig partner. At være menneske er at finde sin plads i et stort kosmos.

Taoismen taler tydeligt om menneskets tilpasning til den naturgivne sammenhæng. Man må leve i overensstemmelse med universets inderste rytme. Man må lytte sig frem til det uudsigelige mysterium, som kaldes Tao /vejen/(Kristus).

Ifølge kinesisk tankegang gøres det ikke ved at gøre sig til herre over naturen, erobre den ved kundskab og manipulere den med magt.  Tao-mennesket, det kultiverede menneske, er mere optaget af visdom end af viden og kundskab.

Uden tvivl har naturen her i Kina – som andre steder - været med til at forme menneskers tankegang. Naturen, som både giver og kan være grusom hård. Hver sommer og efterår fejer tyfoner ind fra havet med død og ødelæggelse til følge. Andre gange er det måske tørken, som piner livet ud af markerne. Over for sådan en natur har mennesket intet valg. Det må overgive sig på nåde og unåde. Det må finde sin plads i naturen og tilpasse sig den store sammenhæng.

Det ligger ikke for den kinesiske mentalitet at gøre sig til herre over elementerne. Livsvisdommen består i at leve i harmoni med naturens evige rytme.

Ifølge kinesisk tankegang har vi i vesten mistet sansen for naturens mysterium. ”I har gjort mennesket til skabningens herre!” siger de.

Det forekommer mig, at vi har hørt noget lignende før! I skabelsesberetningen hører vi, at det netop var, da menneskene ”ville selv”, at det gik galt!

Jeg tror, der går en lige linje fra bibelens skabelsesberetning til vore dages misbrug af jord, vand, ild og luft.

Holger Lissner skrev til kirkedagene sidste år en salme: Menneske, hvor er du?

Din drøm var så smuk!

At skabe en klode med farver og glød,

med mylder af livskraft og fravær af død,

en klode, hvor alt kunne uventet ske,

og stor var din glæde – men du måtte se,

der manglede noget, den syntes lidt tom.

Så kaldte du: Menneske,

hvor er du? Kom!

Præcis det samme spørgsmål stilles til os: Menneske, hvor er du? Hvordan forholder du dig til alt det, du har fået betroet? Trænger vores forståelse af skabelsesberetningen ikke til at blive set efter i sømmene?

I søndags prædikede jeg om formiddagen ved den kinesiske - og sidst på eftermiddagen ved den engelske gudstjeneste. 

Efter gudstjenesten om formiddagen tog mange ned i byen og spiste frokost sammen på en restaurant. Der er ikke meget hygge og ro sådan et sted, men bare de nyder det, er målet jo nået. Under frokosten gik der en dåse rundt, hvori man kunne lægge, hvad man ville som betaling for frokosten. Ingen var således afskåret fra at deltage p.gr. af økonomien. Fin måde!

Vi har også her i den forløbne uge sagt farvel  til nogle af de professorer, der har været her i efteråret, og som vi har nydt at snakke med. De skulle nu tilbage til deres respektive universiteter i Shanghai og Xi´an. Til gengæld er der kommet en ny fra et universitet i Beijing.

Han er bedre til engelsk, så ham tror jeg, vi kan få meget ud af samværet med. Han har også studeret i Tyskland og skrevet doktorafhandling om Paul Tillich. Han besøgte os forleden aften sammen med en amerikansk professor, som arbejder i Kunming inde i fastlands-Kina. Da vi mødte ham i spisesalen, spurgte vi ham, hvem han var, og hvad han lavede. Han fortalte så, at han havde et lille firma, som fabrikerede og solgte fluer til fluefiskeri, og nu arbejdede de på at lære folk i landområderne selv at lave fluer til deres fiskeri. Vi syntes, det lød meget underligt og fandt så ud af – bl.a. ved at finde ham på internettet – at han var professor i Ny Testamente og havde undervist på mangfoldige universiteter og præsteskoler og havde en Ph.d. fra et universitet i Skotland. Selv har han startet en præsteskole i Kunming. Siden har han fortalt os, at han er lidt forsigtig med at fortælle for meget om, hvad han laver, til folk han ikke kender, da han er dybt engageret i pinsemenighedernes arbejde i undergrundskirkerne rundt omkring i Kina. Nu snakker vi åbent med ham om hans arbejde.

Forleden dag efter morgenmaden på Pilgrims Hall faldt vi i snak med en meget spændende dame, som arbejdede i Cambodia. Hun fortalte meget engageret om de uanede behov og muligheder, der var blevet dér for at undervise. Selv underviste hun på en stor drengeskole, hvor  halvdelen af drengene var forældreløse. Det var lige før, man selv fik lyst til at tage til Cambodia et år! – men det gør vi nok ikke! J

Fredag aften var vi til koncert i Town Hall med Hong Kong Philharmonic Orchestra, som fejrede sit 40 års jubilæum.

Blændende koncert! – med Beethovens ”Egmont Overture” og ”Klaverkoncert nr. 3” samt  Tchaikowskys ”Symfoni nr.5”. Det var en rigtig rigtig god oplevelse.

Vi tog derind i god tid, så der også var tid til at kikke på byen og udforske nye områder.
Town Hall ligger ovre på Hong Kong øen omgivet af banker og finanscentre, som ikke et øjeblik lader én i tvivl om, hvem det er, der tjener pengene.

Det er en hel verden af glas og beton, som meget sigende ligger og spejler sig i hinanden! Jeg tror ikke, de i den verden gør sig mange overvejelser over, om det etisk/moralske grundlag for livet skal være kristendom, buddhisme eller taoisme. Det er nok snarere "Mammon-isme"!
I dag skinner solen, - "både over onde og gode" og over os allesammen. Lad os tage ud og nyde den!
Alt godt herfra!
Birgit og Erik