I ØSTEN STIGER SOLEN OP

Tao Fong Shan d. 18. jan.

Kære familie og venner!

”I østen stiger solen op . . . ” – og det glæder vi os over her i ”østen”, for det er faktisk temmelig koldt om morgenen. 13 gr. i morges. Men når så solen ”stiger op”, bliver det hurtigt helt sommerligt.

Det var det også sidste lørdag, da vi tog op til Tai Mei Tuk i den nordøstlige del af New Territories.

 Det er et rigtig fritidsområde, hvor mange indfødte tager hen i weekenderne for at dyrke vandsport, cykling, hiking eller bare sætte sig med familien omkring et af de mange grill-steder i BBQ-området og grille en gedekotelet. 

Vi spadserede frem og tilbage over den lange dæmning, som inddæmmer et meget stort vandreservoir. En rigtig flot tur i skønt vejr med udsigt til vand, bjerge og mange glade mennesker. Vi fik da nok travet omkr. 12 km.

På stenene i vandkanten var der en fugl, vi ikke kendte. Den mindede i sine bevægelser om en stenpikker. En kop kaffe eller en øl til den, der kan fortælle, hvad det er for en fugl!

Frokosten indtog vi på en Tai-restaurant, - så er man altid sikker på, at maden er godt krydret.

Sidst på eftermiddagen tog vi her tilbage til Sha Tin, da vi havde set, der skulle være optræden af forskellig slags nede i Town Hall. Det var nu mest udenfor, det foregik. Der var bl.a. ”Kina-opera”, som er en blanding af sang, musik og teater, hvor man fortæller traditionelle folkeeventyr. Et rigtig udstyrsstykke. Jeg er endnu ikke nået så langt, at jeg har lært at sætte pris på den form for musik/sang. For at være helt ærlig: Jeg synes, det lyder forfærdeligt!

Inden vi gik hjem, tog vi lige en smuttur rundt ad IKEA efter ingredienser til rugbrødsbagningen om aftenen. Herligt, at vi kan lave rugbrød, - endda rigtig godt rugbrød!

Søndag formiddag tog vi over på Hong Kong øen og var til middags-gudstjeneste i den store anglikanske St.John´s Cathedral. Det var tredje gudstjeneste den formiddag, og kirken var næsten fuld. Det var en meget flot oplevelse, - også musikalsk, med kor og vekselsang, så man følte sig næsten hensat til London.

Inden vi tog hjem travede vi lidt rundt imellem alle de skinnende ”high-rise” bank- og kontor bygninger og kikkede på folkelivet. Der var  ”Community-Day”, så rundt omkring og alle vegne sad folk, mest filippinske tjenestepiger, og hyggede sig med deres medbragte mad og snakkede og SNAKKEDE. Det er virkelig underklassen her, men godt at de kan mødes og opmuntre hinanden i deres sølle tilværelse.

Der var også optræden af forskellig slags, bl.a. af en pigegarde, som lavede en slags tattoo.

Men vi skulle hjem, ikke for sent, da vi havde lovet at hjælpe til ved den engelske gudstjeneste i Christ Temple sidst på eftermiddagen.

Forrige mandag havde vi besøg af Hilary. Hun har læst her på præsteseminariet og arbejder nu nærmest som en slags sognemedhjælper. Hun har fri hver mandag og vil gerne praktisere og lære noget mere engelsk, så hun havde spurgt, om vi ikke havde lyst at besøge hende i mandags. Det syntes vi, kunne være helt spændende, - og det blev i sandhed spændende. Hun bor i Tai Shui Hang oppe nordøst på helt ud til vandet i nogle venners lejlighed, mens de bor i USA. Vi blev modtaget på stationen af en anden af de studerende, Cathrine, fra  præsteseminariet. Og så havde de to ellers sat dagen af til at vise os rundt i området, hvor de bor. 

Først gik vi en tur langs vandet og gik så hjem til Hilary, som serverede frokost i sin lejlighed på 28. etage med udsigt over vandet til bjergene. Vi troede næppe vores egne øjne, da vi kom til højhuset, hvor hun boede, - så flot, så flot, så flot. Kunst på væggene og skulpturer rundt omkring på de blankpolerede marmorgulve og blomsterkummer. Virkelig herskabeligt!

Der var fitness-rum og indendørs svømmepøl. Inden vi gik op i lejligheden tog vi et slag bordtennis i motions- og danselokalet. Det var ikke for fattigfolk, - og hun indrømmede da også, at hun aldrig selv ville have haft råd til at bo dér, hvis ikke det var for de rige venner. Men det var spændende at opleve også dén verden.

Efter frokost gik vi en tur op i bjergene bag ved byen og senere en rundtur i den gamle, kinesiske del af byen, hvor ingen huse er over tre etager, men ligger og trykker sig i ly af alle de omkringliggende ”high-rise bygninger.”

Vi syntes, vi havde haft en vældig dag, men det syntes de to piger åbenbart også. Hilary spurgte, om vi ikke ville med ud på mandag igen, så ville hun vise os en anden del af Hong Kong, - og det var vi da ikke sene til at sige ja til!

Da vi kom hjem lå der en mail fra Muan, en af de mandlige studerende på  præsteseminariet, om ikke han måtte komme og besøge os om aftenen? – og det måtte han naturligvis godt. Han syntes bare, det var så lang tid siden, vi havde set hinanden, og som han sagde, så er det deres kultur, at så besøger man hinanden. Han er præst i en lille by i Myanmar, gift og har to små børn, én på 4 og én på 1½ år, - og så er han taget væk for at videreuddanne sig her i to år! – Det er ikke bare godt! Han sad  - med tårer i øjnene  - og fortalte, at han lige i tre timer havde snakket med sin kone derhjemme. Han HÅBER, at Gud vil gøre det sådan, at han får mulighed for at tage hjem og besøge familien til sommer. Men hvor skal pengene komme fra? Det vil koste omkring 4000 kr., og det er et uoverskueligt beløb, når man ingen penge har!

Fredag formiddag, da Birgit var oppe på biblioteket for at hjælpe med at binde bøger ind, kom en af de studerende, - en meget sød pige fra Myanmar, som har besøgt os flere gange, - hen for at lære, hvordan man gjorde. Den studerende fortalte så, at hun spinkede og sparede og ikke købte hverken tøj eller andet til sig selv, - nej, for hun købte bøger for alt, hvad hun kunne skrabe sammen. ”Vi har næsten ingen bøger i vores land”, sagde hun, ”så når jeg kommer hjem, vil jeg starte et bibliotek, så mange kan få glæde af mine bøger!” - Man bliver selv helt beskæmmet. Det er fantastisk at møde sådan nogle idealister!

Også i dag har Birgit haft gang i bageriet og haft dansk hjemmebag med op på kontoret. Hvis man ønsker at blive populær, er det en af de helt sikre veje! Det er i det hele taget et dejligt fællesskab, der er på kontoret, så det nyder vi.

En af pigerne deroppe, som ikke er alt for god til engelsk, går på noget aftenskole og studerer forskellige bibelske fag. Hun kom i dag og ville have mig til at hjælpe sig med noget kirkehistorie og hev så en stor, tyk kirkehistoriebog frem. Alt var på kinesisk! – men hun bladede rundt og viste mig en hel masse, som om jeg forstod det hele, - og jeg tror egentlig også det endte med, at hun fik den hjælp, hun søgte. Men igen, - hvor ville det være skønt at kunne noget kinesisk!

Fredag formiddag var vi oppe på præsteseminariet til en åben forelæsning ved en katolsk professor fra Holland, Dr. Archibald L.H.M.Van Wieringen.  Forelæsningen handlede om bibelens syn på det at være menneske. – Synes I, det lyder kedeligt? Det var det også! – men dog med visse opmuntrende guldkorn ind imellem.

Jeg har før fortalt, at vi før december fik en julekalender bestående af 24 små pakker fra Lone-familien i Lemvig. På hver pakke var der et hjerte med dato. Hjerterne klistrede vi dag for dag op på væggen, så der til sidst blev en høj søjle.

Den 14. jan. begyndte vi at pille hjerterne ned igen, da der da var 24 dage, til vores børn og nogle af børnebørnene kommer og besøger os. Det glæder vi os alle sammen helt vildt meget til, så nu bruger vi kalenderen én gang til, - bare omvendt! De tager hjemmefra d. 5/2 og skal så i et lille døgns tid flyve ”over hav og bjergetop, og over land og by”, og kommer så her og "bringer lys og liv og lyst til store og til små" sent d. 6/2. Herligt!

Alt godt herfra!

Birgit og Erik