KUNST PÅ ET HØJT PLAN

Tao Fong Shan, d.25. januar

Kære familie og venner!

Kunst  - ”Art”, kan være mange ting. Når store reklameskilte skal sættes op, og man derfor bygger et stativ af bambus op ud over gaden, kalder kineserne det ”kunst”, når arbejderne som aber klatrer rundt i stativet. Livsfarligt ser det ud. Rent fysisk må det siges at være ”kunst” på et meget højt plan! Jeg ville nødig gøre dem ”kunststykket” efter.

Vi beundrede deres ”kunst” sidste lørdag, da vi sammen med en af de ansatte gennemtravede den bydel, hvor hun bor.

Det er et af de mindre velstående kvarterer med markedsboder overalt. Det er her mange kinesere handler, når de skal købe billigt. Men sjovt er det at gå rundt og se det opbud, der er af alt, hvad hjertet kan begære, - og langt mere end det!

Et sted er der et helt strøg, hvor man udelukkende handler med knapper. Lidt længere nede ad gaden er det silkebånd, kantbånd, bændler . . . i alle regnbuens farver.  Men praktisk er det da, at hver gade har sine specialer.

Søndag tog vi ind i ”Truth Lutheran Church”, den største af de lutherske kirker. Vi blev meget hjerteligt modtaget og vist tilrette med høretelefoner, så vi simultant fik alt det Cantonesiske volapyk oversat. Ligeledes var både ham ved siden af os og hende bag ved os hele tiden meget opmærksomme og slog op i både salmebog og bibel for at hjælpe os på alle mulige måder.

 Efter gudstjenesten fik vi en lille ”velkomstgave”, en meget fin lille nylonpose med kuglepen og brochurer, som fortalte om kirken, og hvad der foregik, - tror vi nok! – for alt var på kinesisk, så det fik vi ikke meget ud af.

Men tænk, hvis vi derhjemme kunne lære bare en brøkdel af den måde, hvorpå de tager imod gæster og nyankomne .  Der er langt igen! – Vi kunne jo gøre det på dansk! J

Da vi om morgenen gik op ad vores lille vej, lagde vi mærke til, at der var fældet nogle træer. Det undrede os, at vi intet havde fået at vide om det. Det så meget mystisk ud, som træerne næsten lå ind over el-ledningerne og nemt kunne ødelægge dem.  

Mandag morgen sagde vi det til ”bossen” for arbejderne. Han spurgte straks, om det var sådan nogle træer med lyst ved?  Det var det lige netop. Han fortalte så, at der flere steder var fældet den slags træer, - ulovligt. ”Det er folk inde fra ”main-land”, der kommer og gør det!” sagde han og fortalte, at ”de bruger saften til at lave et meget dyrt og eftertragtet stof af”.

Tirsdag formiddag, da jeg kom hjem, holdt der en politibil i vores indkørsel, og betjentene var i gang med at bese skaderne. 

Også jeg blev ”afhørt” og vil blive indkaldt, hvis der senere bliver en retssag.

Siden har arbejderne fået fjernet træerne og ryddet pænt op. – Men det er da træls!

Mandag tog vi igen til Tai Shui Hang for at besøge Hilary. Hun flyttede som lille sammen med sine forældre og en bror til USA, men blev som 7 årig sendt tilbage her til Hong Kong til en bedstemor, som det jo nok var meningen, hun senere skulle tage sig af. Hilary blev imidlertid kristen, hvilket ikke passede bedstemoderen, som var buddhist.

Hilary har så senere taget en teologisk uddannelse her på præsteseminariet, men kan først blive ordineret, når hun har været ”sognemedhjælper ” i nogle år, og det er svært for hende at finde sådan et job, så hun er lidt utålmodig og synes ikke tilværelsen lige former sig, som hun gerne ville. Men hun vil gerne lære noget mere engelsk, og det kan vi da i hvert fald hjælpe hende med.

Hun viste os rundt i kolonihaverne, der ligger i hendes kvarter. Det var helt spændende  at se, hvordan kolonihaver ser ud ”på kinesisk”. De er små, men meget intensivt dyrket med alverdens kendte og ukendte frugter og grøntsager.

Hun havde forberedt frokost, som vi spiste sammen her på 28. etage, inden vi tog hjem.

Om aftenen tog vi ind på Hong Kong Universitet, som ligger ovre i den vestlige del af Hong Kong Øen. Et kæmpe stort universitet er det, som det er svært selv for de studerende at finde rundt på. Det var lederen af afdelingen for buddhistiske studier, Ven. Sik Hin Hung, der skulle holde foredrag om ”The Heart of The Perfect Wisdom”. Det gjorde han rigtig godt og meget spændende. Han er selv buddhistmunk og tidligere en meget dygtig og anerkendt dommer her i Hong Kong.

Foredraget var et af de månedlige møder i ”Hong Kong Network on Religion and Peace”, hvor vi mødes med repræsentanter for alle mulige religioner hos hinanden og lærer hinanden at kende.

Det var også via dette samarbejde, vi torsdag aften var inviteret ind i ”Anatolia Cultural Center” – et tyrkisk, muslimsk kulturcenter, hvor vores egen præst, John LeMonde, skulle holde foredrag om ”Kristendommens udgangspunkt og det bibelske grundlag for dialog med andre religioner”. 

Det er noget af det, han underviser i oppe på præsteseminariet, så der var en hel flok af studerende også derfra. Men der var virkelig også noget at komme efter. Det var uhyre interessant.

Dejligt var det også at mærke den gæstfrihed og hjertelighed, hvormed man blev modtaget af de tyrkiske muslimer. 

Efter foredraget serverede de lidt tyrkisk mad, så der også var lejlighed til at møde dem og spørge, hvorfor i alverden de ikke ville være kristne? - - - Sludder og vrøvl, selvfølgelig spurgte vi dem ikke om det! J Religionsdialog er jo netop at respektere hinandens synspunkter og åbenhjertigt høre på hinandens opfattelser. Og det er berigende for alle parter og med til at rydde utallige misforståelser og fordomme af vejen! – Som en af de muslimske værter sagde, da vi efter foredraget stod og snakkede sammen: ”Vi er jo alle sammen mennesker i den samme lille båd, og alle sammen interesserede i at finde den rette kurs og nå sikkert i land!”

Tirsdag eftermiddag havde vi besøg af Yuka og Yosuke Matsutani og deres to små piger, Canon og Zion.

Det er den japanske præstefamilie, som vi også fejrede jul sammen med, - nogle rigtig spændende, søde og dygtige folk. Hun er uddannet sanger (sopran) og havde en CD med til os, som hun selv havde indsunget. De bor nede i byen og skal være her et par år, medens han skriver en doktorafhandling om forholdet mellem de kinesiske og de japanske kristne kirker.

Birgit havde lavet noget saltdej, så børnene kunne blive underholdt. Det var tydeligt, at ikke bare børnene, men også forældrene, i høj grad nød det. Børnene ville næsten ikke med hjem, da de skulle gå.

Tirsdag aften tog vi metroen ind til Jordan og gik hen på et ”Værested” i tilknytning til Kowloon Union Church. Der var et par afrikanere, én fra Cameroun og én fra Congo, der skulle tromme og fortælle om deres kunst og kultur. 

Det var en rigtig rigtig fornøjelig og god aften, oplysende og tankevækkende. Det var i en helt anden betydning  KUNST PÅ ET HØJT PLAN!

Onsdag middag spiste vi frokost på præsteseminariet og hørte efterfølgende en koncert med en finsk sanger og musiker, Pekka Simojoki. - Tja, i Finland regnes han vist for at levere musik på et højt plan, - men det var da også meget godt! Han fortalte om sin tid som missionærbarn i Namibia, hvor han var blevet inspireret af den afrikanske musik. 

Nu ville han gerne give noget af glæden derfra videre til kirken i Finland, - og det kan der sikkert godt være brug for!

Alt godt her fra!

Birgit og Erik